God aktivitet til børn i sommerferien – Feriebingo

Lige om lidt ringer klokken ud for sidste gang i skolegården på denne side af sommerferien, og så kan børnene se frem til hele 6 ugers fri fra skolen, før de igen skal tænke på madpakker, lektier og alt for tidlige morgenstunder.

Sommerferien står for døren – og jeg har i hvert fald to store børn herhjemme, som i den grad glæder sig til ferie!

Der sker dog typisk det efter den første uges tid; eller sågar ofte bare efter et par dage, at de begynder at kede sig… Hvad skal vi lave? Må vi se fjernsyn? Jamen hvad skal vi så lave?

Derfor har jeg i år forsøgt mig med et nyt koncept; Feriebingo! Jeg har simpelthen udfyldt en plade med 30 aktiviteter, og hver gang de har udført en af dem, kan de krydse den af – og når hele pladen er fuld, så får de en præmie, som vi på forhånd har aftalt.

Nogle af tingene er små hurtige aktiviteter mens andre tager lang tid, nogle er praktiske gøremål men langt de fleste sjove ting, noget skal de lave alene og andet sammen med familien eller deres søster/bror. Der er med andre ord meget forskelligt at kaste sig over, og tingene spænder meget bredt.

Tanken er at de kan bruge Feriebingo-pladen som en liste til mulige aktiviteter i alle de situationer, hvor de ikke selv kan finde på noget at lave, og hvor vi forældre måske heller ikke altid lige på stående fod kan trylle nye aktiviteter frem.

Jeg håber, at det kan gøre ferien lidt mere hyggelig, lidt mindre kedelig, og at der går lidt sport i at få krydset alle felterne af 🙂

Nogle af de ting, jeg har skrevet på er eksempelvis: Kør på rulleskøjter, bag en kage, lav hjemmelavede is, vandkamp, sov i stuen, sov i telt i haven, vand mors blomster, hop på trampolin i en time, cykle til Fælledparken, læse en bog, vask bil med far, lav en stor perleplade, leg med pixels, spil et brætspil, tag i biografen, lav en film, spil Nintendo Switch, tag til stranden, lav en skør tegning, byg en hule, spis en stor is, gør træhulen ren, lav et stykke legetøj til kattene, slå græsset og ikke mindst; giv mor massage i 30 minutter 😛

Jeg har lavet en skabelon, som du er meget velkommen til at downloade, printe ud og bruge selv – og byd meget gerne ind med flere idéer i kommentarfeltet, så vi kan inspirere hinanden ♥

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *