YAY – jeg har netop booket billetter til en venindetur til…

Et selfiemoment fra vores seneste tur til Barcelona ;)

Jeg har lige købt flybilletter til Barcelona, hvor jeg skal på en venindetur den 27 april – 2 maj, og jeg behøver vel næppe at understrege, hvor meget jeg allerede glæder mig?

Jeg har faktisk været der flere gange tidligere også på veninde tur, og vi overvejede da også kortvarigt, om vi mon skulle forsøge os med et andet sted… altså bare sådan for ikke at minde om de der gamle ægtepar, der ligger på samme campingplads hver eneste sommer og på ingen måde ønsker at kaste sig ud i noget nyt 😀

Vi kiggede faktisk også på Dubai – for jeg har virkelig lyst til at genopleve den by med nogle veninder, nu hvor det tidligere har været i børnehøjde – men flytiderne passede simpelthen så dårligt, så den gemmer vi til en anden god gang.

Så vi talte lidt frem og tilbage omkring Barcelona og vi kom frem til, at der i virkeligheden ikke er nogen grund til ikke at gentage en bragende succes – så det har vi tænkt os at gøre!

Et selfiemoment fra vores seneste tur til Barcelona 😉

Det gode ved, at vi har været der flere gange før, er at vi ligesom har været alle de traditionelle steder. Vi har set alle de ting, man nu en gang bør – og vi kan i stedet fokusere på god mad, cocktails, små hyggelige vinbarer, shopping, solbadning og ikke mindst masser af venindetid. Jeg kan faktisk ærlig talt slet ikke vente, nu hvor jeg sidder og lister vores umiddelbare planer op 😀

Jeg har tidligere delt nogle af vores anbefalinger og rejsetips til Barcelona, men jeg håber at vi kan bytte lidt – så jeg også får jeres favoritter? Hvor skal vi spise, hvor finder man de der små skjulte perler, hvem serverer den bedste cava de lækreste tapas og shaker den lækreste cocktail?

Og ikke mindst, hvor skal vi bo? Vi vil bo i El Born, som klart er vores yndlingsområde. Men hvor vi normalt plejer at bo i en lækker Airbnb lejlighed, fordi vi har rejst tre sammen (den ene bliver i år hjemme hos hendes lækre lækre baby), så er det måske mere oplagt med et hotelværelse i år, nu hvor vi kun er to?
Under alle omstændigheder vil vi meget gerne have tips til både hotel og lejlighed, hvis du har noget, du kan anbefale.

Og så vil jeg faktisk gerne bare lige slutte af med at slå et slag for at prioritere sådan en venindetur en gang i mellem, selvom man har travlt med madpakker, legeaftaler og fællesfødelsdage – det er nemlig guld værd at have nogle intense dage med sine veninder til uforstyrret snak, gode opleveler og grineflip hvor tårerne triller ned af kinderne.
Den slags, kan man leve meget længe på ♥

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Kommentarer

  • Åhha. jeg skal også tilbage til Barcelona igen til sommer. Det er jo verdens dejligste by!

    Her kommer lige et par tips:

    Spis morgenmad på den hypede ‘Flax & Kale’. Deres bowls, avokado toast og sunde pandekager er SÅ gode.
    Spist frokost og drik drinks på strandcaféen ‘Surf house’
    Spist aftensmad på ‘Gourmet tapas by sensi’. Prøv deres SINDSYG gode miniburger og tuntatar.
    Drik en drink på den lille bar ‘Old Fashioned’ De ved hvad de laver derinde og det er så hyggeligt.
    Snup en juice og en raw ball på ‘Green & Berry’.
    Tag en eftermiddag i spa på ‘Aire de Barcelona’.

    Jeg håber at du kan bruge mine tips 🙂

    • Åh sikke en masse helt fantastiske tips – tusinde tak Betina!
      Surf House er også en fast tradition her – har dog hørt rygter om, at de har fået nye ejere, og at det ikke er helt lige så godt længere (argh!) men alle de andre er helt nye steder for mig, så de er røget på listen med det samme <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *