Indretningsprojekt – gradueret trappe i 15 blå nuancer

maletrappe

Jeg har haft en stille og rolig weekend med tid til at få ordnet nogle ting her i huset. Jeg har bl.a. ene kvinde slebet og malet en radiator, hvilket jeg er svært stolt af 😀

Et andet projekt, som jeg længe gerne har villet i gang med, er maling af vores kældertrappe. Vores kælder er stor, lys og tør, og vi bruger den derfor som en integreret del af huset. Vi går derfor også op og ned af kældertrapperne mange gange dagligt – men den ene af dem er simpelthen så grim, og lige siden vi flyttede ind, har det kriblet i fingerne på mig for at få den sat i stand.

Generelt er jeg ret klassisk og forsigtig i min indretningsstil. Jeg går efter ting, som kan holde i mange år, og jeg skejer ikke specielt meget ud med skøre idéer og pudsige indfald.
Men netop fordi kældertrappen er lidt mere gemt af vejen, så kan jeg slå mig lidt mere løs der. Jeg har derfor længe gået og overvejet, hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg lave den helt pink, skulle den tapetseres i et helt skørt mønster – hvad skulle der mon ske?

Trutten foreslog, at vi malede en regnbuetrappe, så hvert trin fik sin helt egen farve. Idéen er som sådan meget sjov men trods alt lidt for meget af det gode 😉
Jeg gik og bryggede lidt videre på tanken, og til sidst kom jeg frem til, at jeg maler trappen i en række blå nuancer – 15 shades of blue 😉 Hvert trin får sin egen farve – med den lyseste øverst, hvor de så gradueres på vejen ned og bliver mere og mere mørk for hvert trin.

Jeg var i Silvan i går for at købe ind til projektet – og i dag skal der vaskes ned, så jeg er klar til at gå i gang.
Jeg er ret sikker på, at det bliver rigtig fint – og et sjovt og overraskende input i indretningen.

Jeg skal selvfølgelig nok poste før og efter billeder, når jeg er færdig – indtil da er her et par eksempler på andre, der har kastet sig ud i lignende projekter med rigtig fine resultater.

Billedkilde: Pinterest – kilde til hvert enkelt billede findes her

del artiklen på FacebookDel på Facebook

1 Kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *