Vores nye villakvarter

hus-590x590

I al den tid, vi har været ude at kigge på huse – og det er længe – har vi naturligvis kigget på, hvilke områder husene lå i. Det var vigtigt, at det var en forholdsvis stille vej, så vi turde at lade børnene lege udenfor, det var vigtigt at det lå i et rart kvarter – og der skulle gerne være gode skoler og institutioner i nærheden.

Mange af de ting kan man spørge ejendomsmægleren om – eller læse ud fra statistikker og information på kommunens hjemmeside. Hvad man imidlertid ikke kan vide på forhånd, er hvordan ens forhold til naboerne bliver – og den slags er trods alt ikke helt uvæsentligt.

Jeg kan lige så godt sige det; vi har vundet førstepræmien i nabolotteriet!

Vores naboer til den ene side flyttede ind et par måneder inden os. De har jævnaldrende børn, som matcher vores egne børn helt perfekt. Forældrene er SÅ søde – og så kommer de fra Århus, så de står lige som os uden familie tæt på, der kan passe børn -så de har allerede foreslået en ordning, hvor vi på skift passer hinandens børn en fast dag pr måned, så man har mulighed for at komme lidt ud sammen som par, uden børn – yay!

Vi spiser jævnligt sammen, børnene leger sammen stort set hver eneste dag – i det hele taget er det meget vedligeholdelsesfrit – og godt – socialt samvær, som vi i den grad nyder godt af.

brev

For nogle uger siden fandt jeg derudover et fint håndskrevet brev i postkassen. Det var en invitation til en husmoderforening i vores villakvarter, som efterhånden har eksisteret i 33 år. Det udsprang oprindeligt fra en mødregruppe, hvor de ret hurtigt gik over til at mødes uden børn – og nu har de så gennem 33 år formået at mødes hver måned, hvor de på skift er hjemme hos hinanden om aftenen til kaffe, kage og rødvin. Det er et ret uformelt setup – man kommer, hvis man kan, man kan bare komme dumpende uden at tilmelde sig, og man skal ikke medbringe noget.

Jeg var en anelse beklemt, da jeg troppede op, men al min tvivl blev heldigvis hurtigt gjort til skamme. Vi var 20 kvinder i alle aldre – hvoraf de 5 har været med helt fra start. Snakken flød lystigt, og det gik hurtigt op for mig, hvor stor en gave det er, at få sådan et netværk foræret.
De kan hjælpe med alle mine spørgsmål om mit nye område, de har livserfaring, humor, godt humør og alverdens forskellige baggrunde – og vigtigst af alt, så bor de i mit nærområde og er med til at gøre, at jeg føler mig tryg, altid møder nogen jeg kender i Netto, har katte-sittere, når vi er på weekendbesøg i Jylland – og så er der alverdens hyggelige arrangementer på vejen som sommerfest, fastelavnsfest, loppemarked, havedag osv.

Jeg voksede selv op i samme type villakvarter, og det har altid været noget af det, jeg gerne ville give videre til mine børn – så tænk hvor heldige vi er, at vi af alle steder endte med at havne lige præcist her! Jeg er egentlig ret sikker på, at min mor ville have påstået, at den slags var umulig at finde her i store København – men det findes altså! 😉

Er der mon nogle af jer, der har noget lignende, der hvor I bor?

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Kommentarer

  • Det lyder helt fantastisk 🙂 Jeg flytter selv i rækkehus om et par uger, og jeg håber, jeg får lige så skønne naboer som dig. Nu glæder jeg mig i hvert fald endnu mere til at se, hvem de er 🙂

  • Det er altså bare det bedste, med gode naboer! Vi knus-elsker vores naboer(som bor i en anden række rækkehuse som os), som efterhånden er blevet nogle af vores bedste venner(børnene er bedste venner, vi har rejst sammen osv), så det er hårdt at vi skal flytte fra dem. Rigtig hådt faktisk. Vi spiser nemlig tit mad, mødes om sommeren til fyraftensbajer(man kan jo gå hjem hvis det er;)), ungerne går selv fra hus til hus osv. De er guld værd!!!

    Vi har også fastelavnsfest, arbejdsweeken og diversem i den nuværende grundejerforening, så jeg håber at der er noget lign. ved vores nye hus.

    Noget tyder dog på det! Vi har mødt vores nye nabo(vi har nemlig kun nabo til den ene side), og han og datteren virker mægtig rare. Børnene i kvarteret står på rulleskøjter og skateboards ned af bakken vi bor på, og folk nikker og snakker sammen på kryds og tværs:-) Men jeg kender heldigvis også lidt til kvarteret i forvejen, og ønskede de samme ting som dig, da vi kiggede efter huse.

    Det lyder helt fantastisk med hudmoderforeningen! Virkelig! Men hey…. 33år? Så er jeg da lige blevet 2 år ældre, på trods af at jeg også blev født i 1984, ha ha.

  • Jeg vil høre om du vil fortælle hvilket kvarter/vej i er flyttet til? Det er lige netop sådan noget vi drømmer om når vi engang skal væk fra indre by ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *