Bestil tax-free hjemmefra i ro og mag før din ferie

Jeg elsker at shoppe tax-free, når vi skal ud at rejse. Det er for det første en god undskyldning til at shoppe lidt ekstra skønhedsprodukter, fordi det er billigere – og så er det altid der, jeg begynder at få sommerfugle i maven og for alvor begynder at glæde mig til ferien.

Efter jeg har fået børn og er begyndt at rejse med dem, så er det desværre ikke altid, jeg når at få købt noget i Tax-Free Shoppen. Dels fordi vi altid er længere om at komme igennem hele tjek ind proceduren, når klapvognen skal pakkes ned og indleveres som odd size – og når børnene skal indfanges rundt omkring i lufthavnen, når vi skal stå i kø. Derudover har Trutten og Fidusen desværre endnu ikke arvet deres mors shoppegen – og derfor synes de ikke rigtigt, det er specielt sjovt at blive trukket rundt i butikken, når jeg kigger på parfume og make-up (slikafdelingen kan de dog til gengæld godt lokkes med hen til 😉 ).

Vi har derfor flere gange benyttet os af muligheden for at bestille tax-free hjemmefra – så jeg kan sidde i ro og mag og shoppe online (det er i virkeligheden også det, jeg er allerbedst til) – og så står varerne klar til os ude i lufthavnen. Smart, billigt og NEMT – især når man rejser med børn!

Tax-Free Shoppen har en prisgaranti, hvor de lover at være min. 20% billigere end andre fysiske butikker i Danmark (undtagen specialtilbud og udsalg)  – og hvis man indenfor 30 dage efter købet kan dokumentere en billigere pris, så får man prisforskellen to gange igen. – Så man kan altså godt være sikker på, at man sparer penge ift at købe det i de almindelige butikker.

Man bestiller som sagt hjemmefra – man kan afgive ordren helt indtil midnat dagen inden afrejse – og så kan man vælge hvilket sted i lufthavnen, man vil afhente sine ting – voila – det bliver næsten ikke nemmere.

Nu da vi var i Spanien fik jeg fyldt lidt op med både nye og gamle klassikere – og det var lidt sjovt at sammenligne min Chanel No 5 med en gammel flakon, min mor har fundet i gemmerne, som er mere end 30 år gammel – der er ikke sket alverden på den front – men var det ikke også Coco Chanel, der udtalte: “Fashion fades, only style remains the same”?

Jeg har nogle helt bestemte ting, som jeg altid køber, når jeg kan handle Tax-Free: min Lancome Hypnose mascara, Dior Skinflash concealer, Lancome Bi-Facil øjenmakeup fjerner, sort eyeliner fra Chanel, refil på én af mine favoritparfumer – Chanel No 5, Flowerbomb fra Viktor & Rolf eller Daisy fra Marc Jacobs – og denne gang røg der også en herreparfume i kurven til min søde bror som tak for at have været kattepasser, mens vi var af sted. Det er helt faste ting i mit toiletskab, og derfor køber jeg det altid, når nu det er billigere, og så har jeg det til at ligge, til mine andre slipper op.

Hvad ryger altid i kurven hos dig, når du skal ud at rejse – og kendte du allerede til muligheden for at bestille dine varer fra Tax-Free Shoppen online, før du rejser?.

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *