Finurlige fredagsfacts

lisbeth

Jeg kan slet ikke forstå, at det allerede er fredag igen. Jeg synes, ugen er fløjet af sted, men jeg klager bestemt ikke over udsigten til en hel weekend med min skønne familie. Vi har ikke de store planer for weekenden – søndag skal vi ud at samle ind for Dansk Røde Kors – i samarbejde med Wheat – og så kommer min far og hans kone på besøg søndag aften. Derudover står den på fri leg resten af weekenden – og det passer mig glimrende!

Jeg synes, det må være på tide med en omgang blandede finurlige fredagsfacts – det er så længe siden, jeg sidst har disket op med dem!

  • Mit yndlingstal er 19 – jeg er født den 19. august og var altid helt konfus, når jeg som barn blev spurgt om mit yndlingstal – hvorfor var nogle tal dog bedre end andre? – og derfor tog jeg bare det mest åbenlyse, hvilket har hængt ved lige siden 😀
  • Jeg ser meget sjældent fjernsyn – det skyldes muligvis at min mand altid sidder og troner med fjernbetjeningen og zapper fra kanal til kanal 😀
  • Jeg har MEGET svært ved at genkende ansigter. Det er virkelig en udfordring for mig, når jeg er ude til events med mange forskellige mennesker, hvor jeg ved, at jeg tidligere har mødt flere af dem – for jeg kan ganske enkelt ikke genkende dem, før jeg har mødt dem minimum 3-4 gange.
  • Jeg er også utrolig dårlig til at finde vej. Jeg har ikke den der fornemmelse for, hvilken retning det mon er – og jeg kan få helt panikangst, hvis jeg er et fremmed sted og er nødt til at gå alene på toilettet, fordi jeg ved, der kommer en akavet situation bagefter, hvor jeg er nødt til at spørge om vej for at komme tilbage til det rigtige lokale 😀
  • Vi drømmer om at flytte et par år til udlandet, nu mens børnene stadigt er små. Min mand har gode muligheder for at blive udstationeret gennem sit job, og jeg ville elske at lade mine børn lære en helt anden kultur at kende.
  • Jeg ELSKER at være mor. Det er måske den første rolle i mit liv, jeg aldrig har følt mig usikker på. Jeg synes bestemt ikke, det er en dans på roser, og jeg har på ingen måde haft “nemme børn” – men jeg elsker det, med alt hvad det indebærer.
  • Jeg spiser meget sjældent slik, chokolade og andre usunde sager. Ikke fordi jeg ikke vil – jeg har bare sjældent lyst til det. Kage derimod – det kan man altid friste mig med.
  • Jeg har en lille kummefryser stående ude på vores altan – min mand driller mig med, at det må være de jyske gener 😀 Jeg har faktisk altid haft en kummefryser, de steder jeg har boet i København – selv da jeg bare boede på et lille lejet værelse i Valby, fik jeg overbevist mine 2 roommates om at vi skulle have én i køkkenet. Så er der god plads til tilbudsvarer, dobbeltportioner af mad og masser af is.
  • Og nu vi er ved is – jeg har en forkærlighed for Ben&Jerry’s, men det er ikke så ofte, jeg har lyst til det, så min mand når ALTID at spise det før mig, hvis det ligger i fryseren. Derfor har jeg før med stor succes gemt en bøtte indeni en pose frosne ærter 😛

 

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *