Børn skal jo bare gøres mere robuste… Vores historie om skolevægring

I foråret overhørte jeg min mand stille et spørgsmål til vores ældste søn og hans svar gjorde ondt langt langt ned i maven på mig; 

“Hvis du kunne vælge frit på alle hylder, uden at tænke på hvad du er god til, eller hvad der mon er realistisk, hvad vil du så allerhelst være, når du bliver stor?”

Hvortil vores søn stille svarede
“… Lykkelig”

Min mand havde jo egentlig spurgt med henblik på min søns karrierevalg, men tænk sig, at det at være lykkelig er noget, man som barn går og drømmer om at være og ikke som den største naturlighed bare er og formoder at man altid vil fortsætte med at være… 

Dagen igennem har jeg i pressen og på de sociale medier fulgt den debat, der lystigt er blomstret op i kølvandet på en rapport fra Børns Vilkår, der har afdækket, at tusindevis af børn i Danmark har bekymrende højt fravær i skolen. 
Det har fået en masse psykologer, eksperter, politikere og skoleledere til at udtale sig om, hvad i alverden vi dog skal stille op med det her problem –  sjovt nok har de fokuseret knapt så meget på, hvad årsagen mon kan være. 

Nogle af de udtalelser, jeg bl.a. har bidt mærke i, er følgende:

“Højt fravær er et tegn på problemer i barnets familie”, mener Børne- og Undervisningsministeren Pernille Rosenkrantz-Theil

“Hvad er det, forældrene er igang med at lære barnet, hvis barnet er hjemme fra skolen, når det gør ondt i livet? Så lærer vi jo barnet, at hvis det gør ondt, så trækker jeg mig. Vi vil gerne gøre børnene robuste…” Louise Schaff, skoleleder på Ellemarkskolen.

Som mor til et barn, der i næsten et helt år ikke har været i skole, så har jeg brug for at blive hørt!
Det er nemlig ufattelig let at gøre sig klog på andres vegne – men det er tilsyneladende knapt så let at ramme rigtigt med sine udtalelser.

Vores historie om skoleværgring 

Mine børn til første skoledag. Et par uger efter var han i skole for sidste gang i næsten et år…

Lige efter sommerferien sidste år skiftede min søn til en skole, som på alle måder var et fuldstændig forkert match til ham. 

Han er en stille og rolig dreng, som trives med ro og orden, og som har en ualmindelig høj IQ og derfor rigtig gerne vil lære en masse. Han er det mest videbegærlige barn, jeg kender. Han er en læsehest, en spørgejørgen og hans tidligere klasselærer har flere gange gjort os opmærksom på, at det var svært at holde trit med ham ♥
Han har aspgerger, men er yderst velfungerende under de rette rammer, og indtil 4. klasse stortrivedes han uden problemer i en almindelige folkeskoleklasse. Han havde legeaftaler flere gange om ugen, han havde altid venner overnattende i weekenden, og han er i det hele taget et utrolig socialt væsen.
I starten af 4. klasse stoppede hans klasselærer dog pludselig, og det skabte en masse uro omkring ham og hans klasse, som bestemt ikke var gavnligt for ham.

Han skiftede derfor efter råd fra fagfolk til et specialtilbud, hvor de mente, at der i endnu højere grad ville være de rette rammer for ham.
Han havnede dog desværre i en klasse med udreagerende børn, total mangel på undervisning og en skoleleder, som på ingen måde formåede at rette op på nogle af de problemer, der var i klassen.
I Københavns Kommune har man nemlig valgt at blande børn med autisme i klasser med børn med ADHD, og for de fleste børn med autisme er det meget voldsomt at være sammen med børn, der larmer, råber og er urolige.

Min søn gav det virkelig en chance – også en lidt for stor chance, for han fik det dårligere og dårligere, og til sidst knækkede filmen helt, hvorefter hans psykolog sygemeldte ham prompte.
Han lå i fosterstilling under dynen i ugevis og måtte til sidst melde ud, at vi skulle stoppe med at spørge ham, hvad han ville have til aftensmad, hvilken film vi skulle se eller hvilket tøj han skulle have på, for det kunne han ikke overskue at forholde sig til…

Kampen for vores søn og kampen mod systemet

Herefter fulgte et langt og opslidende forløb, hvor vi forældre forgæves forsøgte at navigere i det offentlige system, og hvor jeg til trods for min uddannelse som jurist gang på gang stødte hovedet mod en mur, og hvor jeg flere gange brød grædende sammen i telefonen med endnu en ny sagsbehandler i ren og skær afmagt.

Man bruger så mange kræfter på at kæmpe mod systemet, at man nærmest ikke har overskud til sit barn – hvilket virker helt absurd. 
Når man så oven i købet har søskende, der også skal tages hånd om – og som har svært ved at forstå, hvorfor de skal i skole hver dag, når storebror ikke skal – så er der ikke meget overskud tilbage til hverken parforhold, venner eller jobbet.

Det er så opslidende en situation at stå i, at det faktisk næsten ikke kan forklares.
Det tvinger forældre væk fra arbejdsmarkedet for at være hjemme hos barnet, det giver mistrivsel hos søskende, og mange parforhold kan ikke holde til det i længden.
Depression og stress synes samtidigt næsten uundgåeligt, når man blot kan stå på sidelinjen og se sit barn have det så dårligt, uden at kunne hjælpe til.

Skolen fralagde sig stort set ethvert ansvar – det viser sig, at de ifølge loven har pligt til at tage kontakt til os og etablere sygeundervisning i hjemmet efter 15 dages sygemelding. Det glemte de meget belejligt at informere os om.
De havde ikke mulighed for at rykke ham til en anden klasse eller at ændre på forholdene, og kommunen havde ingen forslag til, hvor i alverden vores søn så kunne komme hen.
Og alt imens vi stod i stampe og forsøgte at finde en vej gennem systemet, så sad vores søn derhjemme og fik det mere og mere dårligt.

Ingen børn vælger frivilligt at være hjemme fra skole i en længere periode

Min søn udtalte på et tidspunkt, at han ofte følte det som om, han sad helt alene på en øde ø, når han dag efter dag bare var hjemme, mens alle hans venner var i skole.

Og det er jo hele essensen; børn trives ikke med at være alene dag efter dag. Børn vil meget gerne i skole, hvis rammerne i skolen rent faktisk også passer til barnet. 
Der er ikke nogle børn, der frivilligt vælger at være alene hjemme hver eneste dag, fremfor at mødes med deres venner i skolen – hvis rammerne i skolen rent faktisk også passer til barnet.
I stedet for at fokusere på, at gøre børnene mere robuste, som en skoleleder har udtalt, eller at tro at problemerne skyldes familien, som ministeren har udtalt, så burde man rette blikket mod skolen og de rammer, der findes der.
Man burde overveje, om det i stedet kunne være folkeskolen og inklusionen, der har fejlet. Om det mon er der, man kunne ændre noget, sætte ind og forsøge at skabe et miljø, som børn rent faktisk trives i, og som de ikke knækker halsen på.

Men det er sjovt nok meget belejligt at skyde skylde på forældre og børn, så man slipper for at kigge indad.

At høre fagfolk udtale, at forældre lærer deres børn, at de bare skal trække sig, når livet bliver svært…
At høre vores børne- og undervisningsminister udtale, at det er forældres skyld, at børn ikke går i skole…

Det gør mig simpelthen så gal, så arrig – og så opgivende. For det bekræfter jo præcist hvorfor det er så svært at få denne gruppe børn tilbage i skolen igen.
Der er nemlig tydeligvis ingen grund til at ændre på noget, når børnene tilsyneladende i virkeligheden bare skal tage sig sammen, eller når forældrene skal få fikset de problemer derhjemme, der er skyld i barnets fravær…

Afslutningsvist vil jeg lige tilføje, at indlægget naturligvis er skrevet med min søns velsignelse. Jeg har egentlig hele tiden ment, at det ikke var min historie at fortælle, men han vil gerne høres! Han vil gerne have, at andre børn skal vide, at det ikke er deres skyld – og han vil gerne have, at tingene bliver ændret, så andre ikke skal igennem det samme som ham ♥

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Kommentarer

  • Kære Lisbeth,
    Først og fremmest en krammer og et kæmpe tak fordi du deler.
    Du har for længe siden indikeret der var noget med én af jeres børn, og ‘sjovt nok’ faldte mine tanker på jer, da min egen søn for et lille år siden selv vendte sin klasse og skolen ryggen, da han knækkede og ikke kunne mere pga. angst.
    Det var ikke et valg. Men en nødvendighed da han var kørt i sænk. 8 år gammel. Det vælger ingen børn. INGEN.

    Jeg er rystet over at læse de udtalelser du medtager her og ligeså rystet over den manglende hjælp. Vi er kun kommet videre og hertil hvor vi er i dag pga. vi har netværk, penge og muligheder. Havde vi skulle vente på skolen, Kommunen mv. lå han med garanti stadig på sit værelse.

    Jeg er så glad for du deler. Og jeg HÅBER at dit indlæg når langt ud.
    Skoleværing skal belyses fra flere sider. NU! 💔

    • Puha sikke et skriv, der går lige i hjertet. Tak fordi I deler❤ folkeskolen har i den grad behov for at der bliver råbt op. Jeg håber du og familien er kommet ud på den anden side.

    • Kære Ida,
      Hvor er jeg ked af at høre, at I har været det samme igennem. Det fortjener INGEN – hverken forældre, søskende og slet ikke barnet selv.
      Det lyder til, at I er ved at være godt ude på den anden side?
      Dbh Lisbeth

  • Tak for et rigtig fint indspark <3 og kæmpe highfive til jeres ældste dreng. Det er så sejt at rejse sig op igen, når de voksne, som burde hjælpe en, ikke gør lige præcis det (fraset hans dejlige støttende forældre selvfølgelig). Og hans/jeres lille efterskriv er så fint <3 jeg håber i har fundet det rette tilbud til jeres søn, så han har det rigtige sted at gro. Jeg ønsker jer al held og lykke fremover.

  • Hvor dejligt at du deler – du kan hilse din søn og sige, at det er sejt og helt sikker vil hjælpe andre børn og familier! Ønsker al mulig held og lykke til jeres familie og håber din søn finder et sted, hvor han kan være præcist som han er ❤️

  • Hils din søn og fortæl ham, at han er sej – og at han at er lige som han skal være.
    Et meget fint og vigtigt indlæg.
    Jeg bliver så trist, når “fagfolk” udtaler, at børn skal gøres robuste… i en kontekst hvor det, der menes, er, så de skal mases i mod midten af normalfordelingskurven, så one size fits all budgetterne kan holde… Det er så forkert og trist.
    Vores søn har været enormt heldig og er havnet i en god klasse i et specialtilbud. Men det er total lotteri. Parallelklassen er helvede på jord med lutter udadreagerende skoleudsatte og derfor store drenge. Det ville have været en katastrofe. Og der er så få specialtilbud tilbage, at alle med en eller anden form for ekstra behov søger den vej. Med det resultat at dem, der har det reelle behov for specialtilbuddet kan ende med at drukne i virvaret.
    Åh, det er frustrerende!
    ❤️

  • Hvor er det et fantastisk og vigtigt indlæg. Tak fordi du deler, bruger din (søns) stemme og kæmper for at gøre en forskel. Og hvor er din søn helt enorm sej og næstekærlig. Kæmpe heads up!!

  • Kære Lisbeth.. Tak fordi du deler din historie.. Du har helt sikkert fat i det helt rigtige – inklusion eller mangel på samme!. Jeg selv er jurist (kan faktisk huske dig fra studiet😉) og mor til en dreng med atypiske autisme, vores oplevelse med skolesystemet har ligeledes resulteret i en dreng, der til sidst var så stresset, at jeg efter skolens anbefaling hjemmeunderviste ham hver dag 2 timer, samtidig med at jeg skulle passe mit arbejde og i øvrigt også fungere som mor til vores to øvrige børn – alt dette endte helt naturligt med en sygemelding pga. stress, jeg havde ondt i maven og sov ikke som følge af bekymringer. I dag er min søn på en specialskole, det skulle gerne give ham ro , men det er bare ikke tilfældet, da han er så stærk socialt, at han faktisk ikke passer ind, han vil reelt bare gerne gå på en almindelig folkeskole, men inklusionen fungerer bare ikke, ingen lærere eller pædagoger bliver klædt på til at kunne hjælpe de børn, der ikke lige passer ind i samfundets kasser. Jeg håber, du med din “offentlige” person, kan gøre en forskel her. Kh. Heidi

  • Wuaw! Hvor er din søn sej – det er så flot at du må tale hans stemme i det her. Det er modigt at stille sig frem, for det er sådanne historier her der skal høres. Det er så vigtigt. Det er nødvendigt. Hans historie må ikke ties ihjel eller glemmes – så godt at I får det frem i lyset at der er en anden side end kun den på “papiret”. De børn det tales om er mennesker. De er ikke blot et statistik. De er vores fremtid og vi skylder sgu at passe på dem! ❤️ Hils din søn og sig at han er kæmpe sej 😘

  • Det er så vigtig en sag, du bringer på banen. Jeg er lærer og ser flere og flere børn, som har skoleværing. Det er trist, og det er også utrolig frustrerende og absolut ikke tilfredsstillende at vide, at vi ikke altid kan tilbyde det, som barnet står og mangler. Jeg er lærer og ikke uddannet til at tage mig af børn med særlige behov, men inklusionen tvinger mig til at skulle rumme disse børn, selv om jeg ikke føler mig klædt på til det.
    Jeg håber, at I finder det rette skoletilbud til jeres søn – alt det bedste herfra.

  • Kære Lisbeth.
    Jeg har læst dit blogindlæg med stor interesse først og fremmest som mor, men også som fagperson da jeg arbejder som pædagog på en skole. Jeg synes det er så vigtig at vi får den siden af debatten belyst, da jeg tror der er flere og flere børn/unge der bliver “tabt” i skolerne i dag netop fordi vi har så travlt med at skabe robuste børn. Inklusionen er efter min mening gået tabt eller der er ihvertfald noget der er blevet helt misforstået særligt efter reformen. Det var jo netop meningen at den skulle være med til at vi kan rumme alle slags børn ved at der blev givet mere tid til undervisning, fordybelse, det social, trivsel og det individuelle barn. Der skulle være være flere timer hvor man var to- lærer eller at pædagoger kunne understøtte. Men i stedet oplever jeg at der bliver sparet og at de timer hvor der kunne være muligt at løfte det enkelte barn hvor der er behov, de bliver brugt til at dække ind ved bl.a. sygdom. Vi skal tilbage til et fokus hvor det handler om barnet, både fagligt og også trivselsmæssigt. Jeg synes vi har mistet det fokus og det er der behov for at det bliver råbt højt om- tro mig jeg forsøger i mit arbejde sammen med mine kollegaer.

    Jeg håber at dig, din familie og ikke mindst din søn holder gejsten oppe for jeg tro at det er lige netop Jer der er brug for i denne debat.
    Mvh Lena

  • Hvor er det godt du bruger din stemme og hvor er din søn sej at han ønsker det! Jeg håber han er på rette vej. Jeg arbejder meget med skolevægring og jeg forstår slet heller ikke at der ikke blev talt mere om at få afdækket årsagerne til den enkeltes skolevægring. Det mener jeg er helt centralt hvis man skal ramme plet med at gøre noget frem for at barnet bliver trukket igennem den ene dårlige intervention efter den anden. Dertil forstår jeg heller ikke hvorfor der i går ikke blev talt mere om netop børn med diagnoser, som ellers fylder godt i skolevægrings-statistikkerne. Måske fordi man i forlængelse af det også skal tale inklusion og børns rettigheder som jo koster.
    Jeg håber det nye skoletilbud er en god ny start for din søn og jer 🤞 Tak fordi du blander dig i debatten.
    Bh Trine

  • Systemet skulle bare vide hvordan vi forældre knokler for at få vores børn i skole opfordrer at de bibeholder det sociale kontakt. Vi har tre børn, hvor af den ene på en eller anden måde gik ud af 8. klasse, han udviklede voldsomt social angst, men skolen ville ikke hjælpe og vi fik af vide at det var hjemme hos os der var noget galt… han kom aldrig i folkeskole igen. Vores yngste barn er nu taget ud af folkeskolen og de oplevelser hun har haft har gjort at hun udviklet funktionel lidelse, en psykisk reaktion af folkeskolen, som giver migræne, mavepine og er blevet meget småt spisende. Vi fik som forældre ingen hjælp til at starte med, men det skal så lige siges at pludselig fik vi kontakt til den helt rigtige socialrådgiver og hun har virkelig hjulpet min familie. FOR det er ikke vores familie eller hjemmet der er noget galt med. Vi startede vores kamp for ca 7 år siden og vi er ikke i mål endnu, men nu har vi selv taget styringen i kampen.

    Stor ros til jer, i må ikke giver op.

    Og tak for indlægget.

  • Tak fordi du deler, og tak til din seje søn, for at ville hjælpe andre❤️

    Kan genkende så meget fra jeres historie i det forløb vi har været igennem.

    De kræver et samarbejde og at skolen rent faktisk har lyst til at løse problemet, for at det kan lykkes. Min oplevelse er at mange forældre vil, at det skal lykkes, og er ofte villige til at strække sig langt i processen. At kalde det deres skyld og skyde skylden videre, hjælper bestemt ikke børnene, der er fanget midt i det hele.
    Tak❤️

  • Sikke en historie. Da den nye skolereform trådte i kraft stod jeg som inklusionsvejleder i en midtjysk folkeskole. Det var på en mindre skole, hvor vi havde tilbud, for elever der ikke kunne klare en hel skoledag i en almindelig klasse, men godt kunne blive i et normaltilbud som det med en hvis fleksibilitet. Skolereformens rammer var desværre så udsultede økonomisk, at der slet ikke var og er midler til, at elever med særlige behov får et godt skoletilbud. Det jeg nu ser både som Cand Pæd og som mor til tre er, at skolen aldrig er kommet sig efter reformens økonomiske og mentale udsultning af folkeskolen og dens personale. Det er de udadreagerende børn, som man er nødt til at brandslukke problemerne for, mens skolerne nedprioritere de mere introverte, dem med forholdsvist små udfordringer som social fobi, aspergers eller angst. Og så vokser de små udfordringer til store. Virkelig godt beskrevet af dig og din søn. Du skulle skrive flere indlæg f. eks i Politiken, Weekendavisens, Jyllandsposten og Information.

  • Kære Lisbeth
    Det går lige i hjertet på at læse ovenstående men samtidig bliver jeg lidt lettet over at høre at det ikke kun er mig som oplever at folkeskolen ikke kigger indad samt at de fralægger sig hvert et ansvar.. min søn som snart bliver 12 hader skolen og hver gang han tænker på den eller nærmer sig den får han så ondt i maven og bliver så ked af det.. de har haft mange mange lærerskift siden 0 klasse og har her i 6 klasse blandet alle klasserne på ny 😱 det har på ingen måde gavnet ..
    min søn vil virkelig gerne i skole men kan virkelig ikke og ja det er svært at sætte sig ind i men det er virkelig sådan ..
    tusinde tak for dit oplæg og håber virkelig at der snart findes en løsning med din søn 💙
    Kæmpe knus og kram til dig og din famile

  • Tak for dine ord.
    Din historie og forløb minder meget om vores, hvor der dog også var grov mobning inkluderet. Høj begavelse og stor kærlighed.
    Pt hjemmeunderviser vi, sikke en gave. Her er mulighed for undervisningsdifferentiering fx.
    Systemet er for rigidt og ikke til for børn.
    Hilsen Pia fra mødregruppe på Jubii 2009.

  • Kære Lisbeth,

    håber alt det bedste for jer.

    Vi har selv en dreng på nu 9 år, der er diagnosticeret med autisme.

    Han startede ud på en lille friskole, men efter 3 måneder måtte vi tage ham ud, da han var fuldstændig kørt i sænk og spurgte, hvorfor han ikke bare måtte dø. Vi valgte som forældre at drosle ned arbejdsmæssigt, så vi på skift kunne være hjemme ved ham de næste 3 måneder, da han var knækket og ikke kunne mere som kun 7 årig.

    Efter denne periode startede vi ham stille og roligt op på den lokale folkeskole, hvor skolen valgte at tildele ham støtte i samtlige timer, han var på skolen, hvilket vi er skolen evigt taknemmelige for. Det første lange stykke tid var svært, for det var et kæmpenederlag for vores dreng og ikke mindst os som forældre at skulle skifte skole og erkende, at vores dreng ikke er som andre børn – på godt og ondt.

    Vores dreng går fortsat i den mest fantastiske folkeskole, hvor den rette støtte er tilgængelig (vores dreng har nu støtte i 15 timer ugentligt og er på lettere reduceret skema), så vores dreng stortrives – specielt socialt som ellers har været en stor udfordring for ham, og hans udadreagerende adfærd er fuldstændig forsvundet.

    Han elsker at komme i skole hver eneste dag, og en stor del af det er skolens fortjeneste, da de har valgt at give al den hjælp, vi har bedt om. Så snart der er udfordringer, har skolen været villige til at nedsætte vores drengs timetal, og skolen har afvist et tilbud om specialklasse, da (vi som forældre) og skolen har vurderet, at tilbuddet ikke var godt nok.

    Så heldigvis findes der folkeskoler, hvor man vil gøre alt for, at det enkelte barn kan komme i trivsel, og hvor der åbenbart også er økonomi til det.

    Jeg ville sådan ønske, at andre forældre i samme situation oplevede den samme hjælp, som vi har fået.

  • Kære Lisbeth, hvor er det bare svært at rumme at det skal være sådan. Vi har selv vores udfordringer med en dreng der blev “tabt” fagligt pga at der var for meget ballade og frygteligt psykisk dårligt miljø i klassen. I stedet for at tage hånd om det overordnede problem, fik vi afvide at der ikke var ressourcer til at sætte ind med mindre at han blev betegnet ordblind, hvilket han nu er blevet, men jeg er dybt fustreret over at der skal diagnoser på børn for at de kan blive hjulpet. Tak for at du råber op. Det betyder rigtig meget for mange at du også belyser den anden side, nemlig at skolen skal kigge indad. Der er ikke noget der gør mere ondt end når ens børn er så ulykkelige. Igen tak! Kh Jeanette

  • Hej med jer … Din søn er sej!
    Der er særlige skoler med fokus på særligt højt begavede, måske et kig værd. Håber han har nogle venner, han har lyst til at være sammen med … Eller en særinteresse der kan gøre ham glad og fagligt inspireret. Alt godt til jer ❤️
    Mvh – Bettina, mor til voksne børn med særlige udfordringer … der idag har stjerne uddannelser, gode jobs og skønne venner

  • Hej
    Godt skrevet og helt rigtigt, alle børn vil i skole. Vi har også en søn med Aspergers, han har lige fået ny lærer i 5.kl. Skal helt ærligt indrømme at det har været min værste frygt som blev virkelighed… Jeg var helt grædefærdig hele sommerferien. Hans klasselære var hans et og alt og hun forstod ham 100%. De har gemmen årene haft mange gode snakke og et tillidsforhold som er svært at finde. Hun skiftede skole efter mange år på samme skole, det forstår vi godt. Vi kan så heldigvis sige at godt i gang med 5. Kl. har han fået et par fantastiske nye lærer som prøver at forstå ham og er ved at lære hvornår nok er nok og pauser skal til osv. Han går i en almindelig privat skole. Han har søde og forstående klassekammerater og ikke mindst deres forældre, som også har gjort et stort stykke arbejde med deres børn. Klassen holder godt sammen og de ved alle når min dreng er fyldt op og hvornår de skal lade ham gå. Vores dreng elsker skolen, struktur, alt er planlagt, intet er overlad til tilfældighederne. Hvis der sker noget uforudset, vælter hans verden og klasselæren og de andre lærer er opmærksomme på ham med det samme, roser og støtter ham gemmen det der er svært. Vi kunne ikke ønske os et bedre sted. Men vi indrømmer gerne vores største frygt er hvis den dag kommer hvor han ikke kan mere… Vi er meget opmærksom på struktur i hverdagen, alle uger er stort set de samme… Vi anerkender ham når vi skal noget vi ikke plejer, ligger planer for at han kan “flygte” ind i sig selv og lukke alt andet ude. Alle venner og familie er også meget forstående og de ved godt til en fødselsdag sidder han kort ved bordet, hvorefter han finder iPad og hører telefoner frem og trækker sig.. eller hvad det nu er vi skal…
    Vi ved af erfaring fra to andre søde unge mennesker i nær familie, at skoleværing kan komme, og at ingen vil hjælpe forældre eller barn retur i skole. Der er masser af tilbud til autister, og andre børn. Der mangler special tilbud til vores gruppe af børn, deres IQ er høj og de elsker at blive udfordret fagligt og at komme i skole, men skolen er i længden ikke formet til vores børn… Der er mange af de børn, de vil bare gerne i en lille klasse fyldt med struktur og faglighed, de elsker at lærer, men det kræver ro og forståelse fra lærerne, det er ikke en let opgave at løse og alle vores børn er forskellige… men de vil bare gerne alle anerkendes, forståes og lærer. De er jo knald intelligente og kan komme langt i livet og ikke mindst få et godt job, betale deres skat. Og i princippet betale det tilbage som systemet har skulle ofre på dem som børn. Men i stedet sparer man og anerkender ikke børnenes behov, hvor nogle af dem så får det så dårligt og kommer aldrig tilbage i samfundet og bidrager… Brug det der skal til når de er børn og få nogle dygtige voksne ud af dem. Lad være med at tabe dem, og giv ikke forældrene skylden for dårlig opdragelse eller mangel på samme. Af egne erfaringer med min dreng og et børn meget tæt på mig er det et 24 timers job og lidt til, at have et barn i mistrivsel med autisme/Aspergers, familier ødelægges og det kan blive med fatale konsekvenser. Når systemet svigter og fortsat lever i den tid hvor autisme var forældrenes skyld. Kom til det 21. år hundrede og se virkeligheden.
    Ja nogle forældre magter ikke ansvaret, men de fleste kan faktisk godt med den rigtige hjælp, forståelse og vejledning. Ja måske skal man sætte sig selv ret meget til side som forældre, men det kan man jo godt, hvis man ser hvad man får igen fra sit barn og med lidt hjælp.
    Spørger jeg min søn hvad der er det bedste i verden og hvad han mindst kan lide vil han svarer: Skolen er det bedste og jeg hader ferie. Vi siger hvert år når sommerferien starter at han må klage til skole leder over at ferien skal være så lang. Tænker ikke han er et barn som ønsker skoleværing, men med øget krav på alle fronter jo ældre han bliver, ligger det jo i baghovedet på os forældre.

    Håber at vi bliver hørt af politikkerne og ikke mindst forstået… De er jo helt på vej den forkerte vej… Prøv at slå lidt penge kasser sammen og med den rigtige barndom, vil de blive unge mennesker/ voksne som bidraget til samfundet, så giv dem den barndom de har brug for.

  • Hej

    Jeg så noget om det i aftenshowet eller lignende, og jeg synes at her blev det udstillet at forældre ikke gjorde nok for at få deres børn i skole🤨
    Jeg oplever og hører at skolerne ikke gør noget for at sikre de kommer.
    Det er vores guld som mistrives og så tror de at sanktioner vil hjælpe.

  • Tak fordi du deler. Det er hård læsning. Folkeskoler med kæmpeklasser er ikke for børn. Og det er der nogen, der mærker tydeligt. Og naturligt reagerer på. Det gør mig så vred at læse om ‘fagpersoners’ fokus på ‘svage familier’ og ‘børn, der ikke er robuste nok’. Hvad er det for en verden. Skal vi trives som små robust-producerende burhøns, er det virkelig målet? 😕❤️

  • jeg er pens.psykiater og har beskæftiget mig med autisme-spektret i over 50 år. og alle de skøre “årsager”,der har været på “mode” Da jeg flyttede vestpå, troede jeg, at jeg skulle arbejde på børnepsyk. i Esbjerg, til jeg fandt ud af, at stedets overlæge mente, at man kun var autist, hvis man var dårlig nok til at sidde på Riberlund!!(Åndssvageanstalt) Alt andet var “Famileproblemer”. Kollegerne grinede af ham!! Jeg troede ,”Myten”var død med ham!!Er vores minister over pensions-alderen?Jeg græmmes og har mest lyst til at sætte mig til at græde!! Held og lykke. Med de forældre skal han nok klare sig og pas på de 2 andre! Mange hilsner Inger Struckmann

  • Min allerdybeste respekt, medfølelse og sympati til jer! Så modigt og fint skrevet. Hvor har din søn fortjent at finde sin rette plads.

  • Tak fordi du deler jeres historie og dejligt, du bruger din stemme. Giv din store seje dreng en kæmpe krammer for at være modig og dele. Kæmpe respekt til jer begge.

  • Det er en historie du deler med rigtige mange forældre til børn på spektret.
    Min datter blev først udredt som 13 årig, var indlagt i næsten 1 år på to år på psyk.
    og derefter frivilligt anbragt. Jeg har i perioder kæmpet utrolig hårdt, har sagt nej til diverse behandlingskoler, og fik så senere en plads på basen på Østerbro. Vi var så glad for skolen og min datter afsluttede så også sin 9. klasse eksamen der, efter hun ikke var gået i skole i næsten 3 år. Der er håb, men jeg er også rigtig træt af systemet.
    Det er kun de ressourcestærke forældre, som kan klare det, det er den triste sandhed.
    Men husk, der er også mange der kommer videre efter en lang og træls omgang skoleværing. Du må gerne skrive hvis du har spørgsmål- vi bor også på Østerbro 🙂

  • Tak fordi du kæmper for os alle.
    Din historie er desværre meget genkendelig. Har selv en velbegavet Aspergerpige på 16 år. Efter 5 år med skolevægring og diverse tilbud, er hun nu så ødelagt af angst og stress, at hun ikke engang magter behandlingsskolen. Og selv om kommune m.fl har undret sig, så er vi forældre hverken skilt, arbejdsløse eller afhængige af alkohol/stoffer, og hun har to velfungerende søskende. System-stress: Ja.

  • Tak fordi du deler jeres historie. Jeg håber den kommer til at hjælpe nogle andre hårdtkæmpende forældre og børn – for hold da op en kamp!!!

  • Min dreng på 11 er helt uden diagnoser men har siden opstart her i 5 klasse været ked af det hver eneste morgen. Hjælp fra skole psykolog kan vi vente 2 mdr på. Vi har selv opsøgt en psykolog. Vi har ved egen hjælp fundet frem til at børne hypnose 10 min hver morgen, derefter ud og spille bold for så at aflevere ham i klasse . Så kan vi få ham igennem en skoledag. Men wauv hvor har det været hårdt i år. Vh Helle

  • Jeg bliver både gal og ked når jeg læser dit skriv, for hvor er det da en umulig situation at have stået i/stå i. Jeg kan ikke forstå, at dette skal være virkeligheden anno 2020.

  • Tak fordi du deler. Det er så vigtigt at få fokus på dette emne. Selv har vi 3 børn med psykiatriske diagnoser. 1 med GUA, mental retadering og svær ADHD og 2 med ADD. De har alle være så “ heldige” at skulle igennem vores fantastiske skolesystem, som kræver, at næsten alle børn skal forsøges rummet i almindelig folkeskole inden andet afprøves. Dette har resulteret i, at vi også lige kunne tilføje svær selvskade ved et 7 årigt barn og selvmordsforsøg ved de to andre. Hvornår stopper det her? I dag står vi med 1 barn det er lykkes at få flyttet til special regi. 1 der trives nogenlunde, men har svære ar på sjælen efter belastninger i barndommen.
    Vi er fortsat en presset familie, da vores ene datter på 15 , som ikke har været i skole i 2 1/2 år havde sit seneste selvmordsforsøg for 2 uger siden, men underretninger er systemet gode til at skrive, men hvad gør de? og mor og far er helt ærligt lidt trætte, men som en god ven trods alt sagde forleden. Der kommer vel snart et tilbud fra kommunen om , at de tager børnene 1 uge,, så I kan tage en uge til Mallorca og lade batterierne op😂
    p.s
    Jeg elsker mine børn over alt på jorden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *