Hvordan fejrer man én, der ikke er her længere?

Det er snart et år siden, at jeg uden det mindste lillebitte varsel mistede min storebror. At han fra den ene dag til den anden pludselig ikke var her længere. At jeg aldrig nogensinde mere kunne få et kram af ham med verdens største smil plantet på hans ansigt og i hans øjne, når vi mødtes.

Han døde, mens jeg var højgravid, hvilket efterlod mig med et kæmpe mix af blandede følelser, og jeg havde ærlig talt lidt svært ved selv at følge helt med. Jeg skiftede konstant mellem at være ked af det over min bror, at glæde mig til at møde min lille baby- og at være skamfuld over, at jeg lukkede andre følelser ind end alle de triste.

Da jeg først havde født, trådte alt det med min bror naturligt lidt i baggrunden, men i takt med at jeg nu er landet i rollen som mor til tre, så kan jeg godt mærke, at alle tankerne og følelserne igen dukker op til overfladen, og det er uendelig svært at forstå, at han sådan helt uigenkaldeligt er væk. Bare væk.

Der er sindsygt mange mærkedage det første år efter et dødsfald. Min første fødselsdag uden ham…
Han var altid den første til at sende en sms lige efter midnat, hvor han skrev tillykke. I år lå jeg vågen efter midnat, og selvom jeg jo godt vidste, at den ikke ville komme – så skulede jeg alligevel hen mod telefonen…
Mine forældres første fødselsdage uden ham, den første jul uden ham, min søns fødsel og barnedåb – og ikke mindst min brors første fødselsdag, hvor han ikke længere er her.

Hans fødselsdag er i dag; eller han ville have haft fødselsdag i dag…

Det er lidt mærkeligt, det der med at fejre fødselsdag for én, der er død, for hvordan gør man lige det? Hvor en fødselsdag normalt er en glad og dejlig begivenhed, så brænder man lige pludselig inde med al den kærlighed, man normalt øser ud af til ham på hans fødselsdag.

Jeg kan godt mærke, at dagen i dag rumler rundt i maven. Jeg klikker mig ind på hans facebookprofil, hiver alle mine gamle billeder af ham frem, taler med mine børn om deres onkel – fortæller min yngste søn om den onkel han aldrig nåede at møde – og så fik jeg tilsendt et fint billede af hans gravsted, og hvor føles det dog bare uendelig forkert at købe blomster til hans grav fremfor at sende dem hjem til ham i stedet.

Man lærer nok at leve med sorgen, og forhåbentlig ændrer det med tiden også karakter fra sorg til savn, og hvor tanken om ham bringer et smil frem pga. alt det vi havde – fremfor sorgen over alt det vi aldrig nåede at få.

En gang imellem kan jeg også godt mærke en snert af de gode og glade følelser, men hvor er der godt nok stadigt mest af alt øjeblikke, hvor han virkelig mangler!

Som da jeg sad og kiggede billederne igennem fra min søns barnedåb nogle måneder efter min brors død, hvor vi fik taget et billede af mig og mine søskende – og vi pludselig kun var 3, og ikke 4…
Eller når jeg taler med fremmede og skal fortælle hvor mange søskende man har – tæller han så med? Han er jo stadigt min bror, selvom han ikke er her længere.

Jeg forsøger dog at fylde mine tanker om ham med smil og varme følelser, for det ville han have ønsket. Men netop dagen i dag, hvor jeg savner ham i stedet for at fejre ham, er lidt ekstra svær. Den dag vil nok naturligt være svær hvert eneste år, og det er også helt ok.
Jeg er trods alt bare en lillesøster, der i den grad savner min storebror.

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Kommentarer

  • Årh altså… Det må være så frygtelig hårdt… alle de bedste tanker – selvom de ikke rykker en disse på hverken sorg, savn eller dagens sværhed… <3

  • Det er en svær dag!
    Jeg har lavet mindesteder til mine kære, en hylde med ting og billeder, et sted på gulvet med en sten og ting som minder osv.
    Et lille mindested hvor jeg kan sætte en blomst eller tænde et lys når det er jul, fødselsdag mv.
    Sorgen ændre sig på sigt og du må tackle den på den måde, som virker bedst for dig.
    En pludselig død som din brors er svær, ved et langt sygeforløb er man ligesom varslet lidt.
    Jeg sender tanker til du og dine på din brors dag!

    • Sikke en god idé Tina! Jeg bor desværre langt fra hans gravsted, så jeg har nemlig lige præcist ikke samme mulighed for lige at komme forbi et fysisk ste at mindes ham.
      Og ja, det er lidt ekstra svært, når det sker så pludseligt, at man slet ikke har været forberedt.
      Tak for din søde besked!

  • Alle “den første..” er svær, men det bliver mindre tungt med tiden. Ikke nødvendigvis lettere, men mindre tungt.

    Jeg midstede min lillesøster da jeg var 8 år (hun blev kun 13 mnd), og jeg har altså stadig 3 søskende, selvom det kun er 2 af dem der sidder med ved bordet juleaften.
    Jeg plejer at fortælle det meget naturligt, når jeg bliver spurgt om hvor mange søskende jeg har, men der kan være tilfælde eller dage hvor jeg ikke orker at skulle forklare hele historien, og så siger jeg kun 2, og det føles også ok, for jeg har hende stadig med mig.

    Min mor siger det ret fint, når hun skal beskrive hvordan man kommer videre (for gud skyld ikke over, for man kommer ikke over et tab af den slags): Man glemmer ikke, men man gemmer.
    Man gemmer minderne og kærligheden og alt det andet, og så tager man det frem når man magter, og når man er sammen med folk man er trygge ved, og som man kan dele det hele med.

    Johannes Møllehave har så fint sagt, at sorg er hjemløs kærlighed, og det synes jeg er en rigtig fin beskrivelse. Så i takt med at kærligheden finder andre udtryk og outlets, så bliver sorgen mindre tung, men kærligheden er intakt.

    Jeg håber I kan finde en måde at komme godt igennem dagen, og få nogle nye ritualer, som fejrer ham og de minder I har om ham, og på sigt gør de svære mærkedage til noget positivt og kærligt, selvom I nok ikke er der lige nu…

    KH Marie

    • Hvor er jeg glad for din varme og omsorgsfulde besked – TAK!
      Hvor må det også være vanvittig hårdt at stå som en lille 8-årig pige med så stor en sorg samtidigt med at ens forældre også sorger.
      Det bekræfter mig i at fortsætte med at italesætte os som en søskendeflok på 4 – selvom det måske lyder som en banal ting, så er det faktisk noget min søster og jeg har talt om flere gange.

      Jeg vil tillade mig at give dine mors ord videre til min egen mor. Jeg er sikker på, at hun vil finde rigtig stor gavn i dem i en stadig meget svær situation især for hende.
      Og det er faktisk en rigtig god idé at finde på nogle nye gode ritualer fx på hans fødselsdag – for vi ved jo også alle godt, at det meget mere ville være i hans ånd, fremfor at vi bruger dagen på at være ked af det.

      Tak for din varme besked Marie!

      • Hvor er jeg glad for at det kunne hjælpe lidt – for det er der bare ikke så meget der gør…
        Man skal igennem det sammen og hver især, og det kan være meget ensomt, selvom man er omgivet af andre mennesker, der måske også sørger.

        Efter jeg selv har fået børn har jeg kigget min mor dybt i øjnene og spurgt hende hvordan hun dog stadig formår at stå oprejst, for jeg kan slet ikke forestille mig hvor fuldstændigt altopslugende sorgen over at midst et barn må være. Og det er jo der din mor er lige nu, selvom han var voksen.

        Jeg håber I kan trække vejret lidt lettere i dag, og at det lysner forude.

        Kh Marie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *