Nu hvor sommerferien er skudt igang, så vil jeg forsøge at skrue lidt op for mine boganbefalinger her på bloggen – både til børn og voksne. Vi har i hvert fald herhjemme et betydeligt højere forbrug af bøger, når det er ferietid, og hvis andre har det på samme måde, så tænker jeg, at det er meget rart med nogle anbefalinger?
Den første anbefaling i rækken er to bøger af Sophie Souid i serien “Alf & Bjørn redder verden” – herhjemme håber vi faktisk, at serien bliver meget lang med tiden, for vi er nemlig ellevilde med det univers, Sophie har skabt i sine bøger.
Man følger de to brødre Alf & Bjørn i deres jagt på at gøre verden til et bedre sted; i den første havde de et udestående med selveste Tandfeen der var blevet en værre nærrigpind, og i bog nr to er de på jagt efter Ole Lukøje, så de kan få deres nattesøvn igen efter ankomsten af en baby på matriklen.
Det helt helt fantastisk ved bøgerne om Alf & Bjørn er Sophies sprog i bøgerne. De er sjove og vedkommende, der er et meget nutidigt sprog som aldrig går over grænsen, og de rammer fuldstændig plet hos mine børn, der er 8 og 10 år.
Det er faktisk de eneste bøger, jeg stadigt får lov at læse højt for min 10-årige søn, som ellers altid foretrækker at læse selv, fordi sproget egner sig SÅ godt til højtlæsning, og begge børn ligger ofte hulkende af grin, når jeg læser højt af bøgerne.
Det sjove ved især bog nr. 2 om Ole Lukøje er genkendeligheden – de to brødre er næsten på alder med mine børn, de har fået en lillesøster der skriger hele tiden – vi har fået en lillebror der i starten skreg hele tiden, de suser rundt her i København, og forældrene har droppet alle udenlandsplaner i sommerferien, fordi de lige har fået en baby. Det hele minder skræmmende meget om vores virkelighed herhjemme 😀 Og det er det, hun kan, Sophie; hun skaber et univers og tryller med et sprog som er genkendeligt for børnene, hvilket gør bøgerne meget mere aktuelle end mange andre børneklassikere, og det tryllebinder i hvert fald mine børn.
Hele universet bygger på velkendte historier om hhv. Tandfeen og Ole Lukøje – og børnene herhjemme vil meget gerne heppe på flere historier om fx Julemanden, Påskeharen, Amor, Storken og ikke mindst – Mariehønen, der kan sørge for godt vejr her i sommerferien 😛
Børnebøgerne af Sophie Souid kan slet ikke anbefales nok – de har været det bedste element omkring putningen herhjemme i meget lang tid, hvor børnene faktisk selv har bedt om at komme i seng, så vi kunne læse videre på historien 😀
Nu har jeg godt nok læst dem højt for mine børn, men min søn på 10 år ville sagtens kunne have læst bøgerne selv helt uden problemer.
Du kan bl.a. finde bøgerne her med 25% rabat- Død over Tandfeen (reklamelink) – Jagten på Ole Lukøje (reklamelink)
