Mine planer for oktober

Jeg synes faktisk lige, jeg har siddet og skrevet mine planer for september, og nu er der allerede gået endnu en måned. Men ærligt, så gør det mig ikke noget, at tiden flyver af sted lige nu – så går der nemlig kortere og kortere tid, før vi skal møde vores lille Spilop, som ligger i maven og holder fest lige nu ♥

Oktober er oftest sådan en dejlig måned, synes jeg. Hyggemåneden. Hvor september altid er vemodig for mit vedkommende, fordi det er et endegyldigt farvel til sommeren, så byder oktober stadigt på glimt af det skønne solrige efterårsvejr, og i oktober står der både efterårsferie og Halloween i vores kalender – og den slags trækker altså op 😉

Jeg har været tvunget til at sadle om og geare lidt ned; nedjustere mine forventninger til mig selv, så jeg får ro til at hvile mig og give maven lidt tiltrængt afslapning, men det betyder heldigvis ikke, at der ikke er nogle spændende planer for den kommende måned.

Hvad har I mon af gode planer her for oktober?

Fotograf: Malene Porup

10 ting jeg glæder mig til i oktober

  1. I den kommende weekend er vi inviteret til Halloween i LEGOLAND, og jeg behøver vel næppe at uddybe, hvor meget vi alle 4 glæder os til den tur? 😀 Det bliver den sidste familietur bare os 4, før der kommer en baby og rusker lidt op i hele familiekonstellationen, og jeg tror, at det bliver rigtig godt for os og især for børnene.
    Vi har været i LEGOLAND et par gange tidligere – men aldrig til Halloween, og jeg er meget meget spændt på at se, hvor fint de kan få pyntet parken op i den anledning.
  2. Vi skal købe juleslik i Tyskland! Som den vaskeægte jyde, jeg nu en gang er, så ELSKER jeg at handle over grænsen 😀 Min mand har aldrig helt forstået det, men af ren kærlighed til mig, så ender vi næsten altid med at tage af sted efter juleslik, øl og sodavand. Nu hvor vi alligevel befinder os i Billund den kommende weekend, så er der jo ikke såååå forfærdelig langt til grænsen, og jeg har derfor allerede involveret børnene i mine planer (de er nemlig helt på min side her), så han ikke kan nå at trække i land igen 😀
  3. Vi skal ud at samle kastanjer. Jeg ved ikke helt, hvad det er med kastanjer, men jeg kan aldrig gå forbi dem uden at samle dem op og putte dem i lommen. Ligesom med en mønt, den lader man da heller ikke bare ligge på gaden, uanset hvor lav værdi den har?!
    Vi har nogle enormt store kastanjetræer på en plads i vores villakvarter, så de er let tilgængelige, og de sidste par år har børnene og jeg samlet en kæmpe kurvfuld, som har stået og pyntet fint på vores terrasse.
  4. Jeg vil gerne forkæles! Under mine to andre graviditeter har jeg taget tid ud af kalenderen her sidst i graviditeten til noget rendyrket forkælelse, og det føler jeg i den grad også, jeg har fortjent (og ikke mindst brug for) denne gang. Jeg kan bare ikke helt finde ud af, om jeg kan holde til at ligge på ryggen under fx en hel ansigtsbehandling… Er der andre af jer, der har prøvet det mon?
    Og hvad kan I ellers anbefale af lækre ting til en gravid dame, der på alle måder trænger til lidt luksus?
  5. Børnene skal på loppemarked med alt deres gamle legetøj. Jeg har booket en stand på dette loppemarked, hvor der altså udelukkende må sælges legetøj – ikke noget med møbler, børnetøj eller lignende. Standen koster 50kr, så det er lige til at overskue – og forhåbentlig kan børnene få solgt lidt ud fra gemmerne. Det er i hvert fald en god anledning til at sortere og rydde ud herhjemme – og lige på det punkt kan jeg faktisk godt mærke, at mit redebygger-gen er begyndt at folde sig ud sådan for alvor, så det er i virkeligheden nok en rigtig god kombination 😀
  6. Jeg skal have købt mig en julekalender fra Johan Bülow (reklamelink). Jeg ELSKER seriøst den julekalender, og hvert eneste år går jeg og giver min mand pæne hentydninger, små hints og til sidst ret klare anvisninger – men det er med meget svingende resultat 😀 Sidste år endte jeg således med selv at købe den en uge inde i december, og året før var den udsolgt, så jeg slet ikke fik fat på den. Derfor har jeg i år besluttet, at jeg selv tager affære – nu skal intet overlades til tilfældighederne 😀
  7. Jeg skal videre med projekt babyudstyrsshopping! Vi mangler seriøst ALT, og det ligner slet ikke mig at være så tilbageholden med at shoppe løs 😉 Jeg havde det også på listen sidste måned, og er ikke kommet videre siden da – men NU, nu skal det være! Jeg tror, at min mand og jeg skal ud at kigge på barnevogne i dag – det er da i hvert fald en begyndelse 😉
  8. Jeg har en plan om at bruge oktober på at spise mig igennem hele udvalget af kager hos vores lokale bager! Hvis ikke man kan gøre den slags som snart højgravid, hvornår så? Jeg elsker, at vi har vores helt egen lokale-ikke-del-af-nogen-kæde-bager og de har altså de lækreste old-school kager, som bare kan noget helt andet end dem fra fx Lagkagehuset og Emmerys – selvom man bestemt heller ikke skal kimse af det!
  9. Jeg skal sådan for alvor i gang med både kalendergaver og julegaver til børnene. Jeg synes især at min søn på snart 10 år er blevet svær at købe kalendergaver til, og jeg vil egentlig helst give ham adventsgaver i stedet, men lillesøster er en believer – hun tror virkelig at nisserne dukker op hver eneste nat, og jeg kan ikke helt greje, hvordan jeg skal komme omkring det, uden at ødelægge hendes barnetro ♥
  10. Jeg skal tilbage på mit fine kontor! Nu har jeg været tvunget til at arbejde hjemme de seneste to uger, fordi jeg skulle aflastes – men jeg savner stedet, de dejlige mennesker på stedet og ikke mindst den daglige undskyldning for at købe kardemommesnurrer hos Juno, som nærmest er min nabo 😀

 

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *