Bibliotekerne har skudt gang i Danmarks største læsekonkurrence, som er en virkelig fin sommeraktivitet, hvor de opfordrer børn mellem 7 og 14 år til at læse og anmelde bøger på deres site for at deltage i konkurrencen om en masse fine præmier.
Man kan både lave en traditionel tekstanmeldelse, men der er også åbent for at man i stedet kan lave anmeldelsen som video, hvis det i stedet trækker lidt mere i børnene.
Når man har lavet tre anmeldelser, kan man desuden få en gave på sit lokale bibliotek – jeg synes at kunne læse, at det på Københavns Bibliotek både er en boggave samt et stoffnet illustreret af HuskMitNavn – det er jeg da ærlig talt selv en smule misundelig på 😉
Jeg er vild med initiativet, og herhjemme har jeg aftalt med begge børn, at det bliver et sommerferieprojekt. Min datter er endnu ikke så habil en læser, at hun kan læse en hel bog selv, så der bliver det nogle af de bøger, vi alligevel læser højt hver aften – og så skriver hun en anmeldelse med børnestavning, som jeg efterfølgende hjælper hende med at få skrevet rigtigt ind på sitet.
Min søn er en værre læsehest, som efterhånden sluger bøgerne hurtigt end sin havregrød, men for ham er det en rigtig god træning at skulle lave en boganmeldelse, og konkurrenceelementet trækker rigtig meget i ham, så den er han også frisk på 😀
Hvis I har lyst til at joine sammen med jeres børn, så kan I hoppe ind på linket her og læse mere – rigtig god fornøjelse ♥
