Kan I huske, hvordan det er at tro på noget? Sådan en vaskeægte skråsikker tro på, at man selvfølgelig kan – uanset hvor umulig situationen end må synes?
Jeg ville ønske, jeg ikke var blevet så praktisk og en anelse kynisk med alderen – men heldigvis er barnetroen stadig intakt hos min datter, hvilket følgende søde historie illustrerer på bedste vis…

Under modeugen skulle Wheat lancere deres anden fine kollektion, der er lavet i samarbejde med Disney (den første er snart i butikkerne) og de havde derfor inviteret til det fineste event i bedste Disneystil med masser af eventyrlig magi.
Børnene havde fået tilsendt en nøgle, som passede perfekt til en stor skattekiste, som bl.a. indeholdt små glas med sølvglimmer. De fik at vide, at det var tryllestøv – og de fleste børn var naturligt nok begejstrede for det glimtende pulver.
På vejen hjem siger min datter “mor, det her det er simpelthen den bedste dag i mit liv. Tænk at jeg har fået ægte tryllestøv! – er du godt klar over, at når jeg vågner op i morgen, så står der en vaskeægte levende enhjørning på mit værelse?”
Jeg begyndte at svede en smule og blev ærlig talt en anelse beklemt over hele situationen.
Da vi skulle hente min søn og vores nabopige i fritidsordningen, stiller de lidt ældre børn sig lidt tvivlende overfor ægteheden af tryllestøvet, indtil min datter proklamerer: Det er altså fra Disney! – og så var der heller ikke den fjerneste tvivl tilbage hos de store børn.
Disney repræsenterer jo alt, der er eventyrlig og magisk – og naturligvis måtte tryllestøvet i så fald være ægte!
Gode råd var dyre, og jeg overtalte min datter til at vente nogle dage med sit ønske – for nu at være HELT sikker på, at det skulle bruges på en enhjørning.
I mellemtiden kom en særdeles sød PR-kvinde med hjertet på det rette sted mig til undsætning sammen med Legebutikken, der slet ikke kunne stå for den søde historie – og således kunne Fidusen vågne op til denne gigantiske, meganuttede enhjørning fra Jellycat.
Godt nok er den ikke heeelt levende – men den er vist så tæt på, som man overhovedet kan komme – og Fidusen kom efterfølgende også i tvivl om, om hun blot havde ønsket “en enhjørning” uden at specificere, at den skulle være levende.
Og slutteligt er hun kommet frem til den konklusion, at den faktisk ER levende, men kun om natten, når vi ikke kan se det – og så er det bare en bamse om dagen 😉
Og de levede alle lykkeligt til deres dages ende ♥

Man kan ikke andet end at sidde med et kæmpe smil på læberne efter at have set den video. Fidusen er alt for sød! Og der findes ikke noget bedre end barnetroen <3