Hvad siger man lige til sit barn ovenpå sådan en weekend?

Lisbeth_og_Mikkel_10x15_253

Hvordan taler man med sit barn om de frygtelige begivenheder, der har fundet sted her i København i weekenden?

Det har været en kontrasternes weekend i vores lille familie – og i det hele taget for de fleste her i København. For vores vedkommende har den budt på MGP, Fastelavn, fødselsdagsfejring af en kusine – og så blev vores nabolag udsat for nogle frygtelig begivenheder, som kom alt alt for tæt på, både bogstavelig talt og også mentalt.

Vi forsøgte i første omgang at skærme børnene ved at diskutere sagen på engelsk med hinanden og ved at læse nyhederne online, men efterhånden fik vi også et større behov for at følge med, og vi tændte for nyhederne, selvom børnene var hjemme. De kunne heller ikke undgå at bemærke, at vi begge var voldsomt påvirkede af situationen, og derfor fortalte vi dem i korte træk, hvad der foregik.

Min datter, som knapt er 4 år, havde svært ved at forstå det – jeg tror simpelthen, det hele var lidt for abstrakt for hende, så hun fik lov at sidde med hørebøffer og se en film på iPad’en.
Min søn, som er 6 år, var derimod udmærket godt klar over, hvad der foregik – og han kunne jo tydeligt genkende, at det var sket lige ved hans yndlingslegeplads og parkeringspladsen ved svømmehallen.

Han fik lov at se en af udsendelserne på News sammen med os, hvor jeg bagefter talte det igennem med ham – og forsøgte at forklare, at det var helt forfærdeligt, at der var nogen, der var blevet skudt – men hvor heldige vi dog er, at vi har så dygtige politimænd, at de faktisk fik passet på alle de andre mennesker, der også var derinde. Jeg fortalte også, at alle børnene på legepladsen var kommet i sikkerhed, fordi de havde deres forældre til at passe på dem, som kunne løbe væk med dem.

Da vi søndag hørte radioavisen i bilen sagde han, at han fik kvalme af at høre om det, og jeg ville naturligvis slukke med det samme. Så fortsatte han med at sige “nej mor, jeg vil gerne høre det hele, så jeg ved, hvad der er sket og ikke tænker alt for mange tanker” – og der ramte han hovedet på sømmet. Det er helt utopi at tro, at jeg kan skærme ham fra det, når vi bor midt i begivenhedernes centrum. Om ikke andet ville han have hørt det fra nogle af de andre større børn i børnehaven – og så foretrækker jeg, at vi har talt om det med ham, så vi bedre kan styre den vinkel, historierne får.

Vi har som sagt lagt vægt på, at det er frygteligt, at to mennesker blev dræbt, men at rigtig mange heldigvis blev reddet. Vi har sagt, at politiet passer på os, og at vi, som forældre, passer på ham.

Han har tænkt meget over, hvorfor man dog kan finde på at skyde andre, og lige netop der, havde jeg svært ved at forklare det – for det er også mig uforståeligt. Han kender godt til 2. verdenskrig, og hvordan tyskerne dræbte en masse jøder, så da han hørte, at den ene var jøde, drog han selv den konklusion, at det nok var derfor. Samtidigt har vi også tidligere talt med ham om, at vi mennesker tror på forskellige guder, og at man desværre nogle gange bruger sin gud som en grund til at lave dumme ting – eller bliver sure over, at andre ikke tror på den samme gud som én selv. Men at det trods alt ikke er almindelige mennesker, og at ham her simpelthen havde en helt forkert måde at tænke på, som slet ikke er normal – og som andre mennesker slet ikke har.

Min søn er en eftertænksom lille fyr, som grubler længe over ting, og som i det hele taget er meget følsom, og det har været en virkelig svær balance at skulle undgå, at han går rundt og er bange og utryg her i vores eget nabolag – og på den anden side skal han heller ikke være vred eller tro, at det er den måde, andre mennesker normalt handler på.

Da vi gik til børnehave i morges, talte vi om det igen, fordi vi gik forbi den Norske Ambassade, som flagrede på halvt, og jeg forklarede, at man gør det af hensyn til dem, der er døde, og at folk også har lagt masser af blomster de steder, hvor de to blev dræbt. Han spørger så, om gerningsmanden (eller; helt præcist omtalte han ham som “den onde”) da også blev skudt et af de to steder. Dernæst spørger han, om der så slet ikke er nogen, der lægger blomster for ham – for det tror han, at mandens mor er rigtig ked af, hvis ikke man gør.

Og lige der – da blev jeg stolt og lettet over, at hans empatiske uskyldige barnesind stadig er intakt ovenpå alle de voldsomme ting, han er blevet konfronteret med og har måtte forholde sig til.

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Kommentarer

    • Enig med Rebekka. Det er en rigtig god artikel, der er på dr.dk
      http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2015/02/15/204217.htm

      Jeg synes I har håndteret det rigtig fint. Min den ældste er ret præcist samme alder som din dreng, og han fik fortalt at der er en gal mand, der har skudt efter mennesker inde i København. Politiet var rigtige dygtige til deres arbejde, og de fandt hurtigt manden. Han skød efter politiet, og de skød efter ham, hvorefter han døde. Så nu kan den gale mand ikke længere gøre folk fortræd. Min søn mente at hvis ikke manden var død, så kunne politiet istedet have puttet ham i fængsel. Hvilket jo ikke er helt korrekt, og vi havde da en lille snak om, at nok er det politiet, der fanger røvere og banditter, men det er ikke politiet, der sætter dem i fængsel. Det gør en dommer. Det heller ikke politiet og dommere er laver love og regler, det gør folketinget (som vi allesammen er med til at sammensætte). Montesquieu’s tredeling af magten i børnehøjde. I bund og grund er jeg glad for at samtalen primært kom til at handle om det, istedet for al det grusomme der er foregået. Jeg har haft hans bror og ham med mig, når jeg har stemt til forskellige valg. Han siger ofte, når vi passerer skolen hvor det foregår: ‘Mor det er der du checker ud’ 😉 (han har set, hvordan de ved valgbordene læser stregkoderne med en scanner)

  • Jeg syntes det er en vildsom begivenhed som voksen at forholde sig til, så jeg har valgt at vores søn ikke skal forholde sig til den del af virkeligheden endnu. Det kommer tids nok.

  • Et virkelig godt indlæg, Lisbeth.
    Som skolelærer brugte jeg meget af min søndag på at tænke på, hvordan jeg skulle gribe snakken om weekendens hændelser an med mine elever (10-11 år). Det gik rigtig fint, og jeg fik svaret på deres spørgsmål i børnehøjde. Dog vil jeg sige, at jeg var noget chokeret over, at enkelte af eleverne ikke havde fået noget af vide af deres forældre.
    Du/ I har gjort med rigtig fint med hensyn til Trutten, vil jeg mene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *