Gæsteblogger nr 3: Pralerier – DIY Sofahækling

Næste gæsteblogger i rækken er kreative Mie, som er mor til to, og som står bag bloggen Pralerier.

Selvom jeg på ingen måde er i nærheden af at være kreativ, så drages jeg af Mies blog og er fast læser, hvor jeg både beundrer hendes fantastiske kreative projekter og følger med i livet med hendes skønne børn, som næsten passer aldersmæssigt med Trutten og Fidusen.
Mie har indvilliget i at give en blid og nænsom introduktion til et kreativt projekt, som man også burde kunne kaste sig ud i, selvom man ikke tidligere har prøvet den slags 🙂

Det der med at have tid til at være kreativ, tror jeg handler meget om vaner (udover evner, lyst og tidsprioritering). Men har man lysten til at lave lidt flere kreative ting selv må man simpelthen gøre det til en vane at få det gjort.
For mig er det blevet en vane at sy, strikke eller hækle noget, når jeg sidder i sofaen om aftenen efter børnene er lagt i seng, og her får jeg produceret en stor del af mine kreative ting. Har jeg ikke noget mellem hænderne falder jeg simpelthen i søvn inden den sene TV-avis og det er da lidt trist, hvis al ens voksen-aften-tid slutter med en småsnorkende kone sådan omkring 20.30-tiden.
Så jeg holder mig faktisk vågen om aftenen ved altid at have gang i et sofaprojekt – en ren win/win. Og de bedste sofa-projekter er dem, hvor man kan slå hjernen lidt fra og bare lade hænderne arbejde. Et sådan projekt kunne f.eks. være denne orm her som jeg gerne vil dele opskriften på med jer. Kan du hækle fastmasker kan du sagtens hækle denne og selvom den er simpel at lave giver den et imponerende resultat.

Jeg bruger en hæklenål nr. 3 og garnrester, hovedsagligt bomuldsgarn, men også andre typer der har nogenlunde samme tykkelse som bomuldsgarnet.

Lav 4 luftmasker og hækl dem sammen til en lille kæde. Hækl herefter 7 fastmasker rundt i kæden. Sæt gerne en snor i en anden farven ved starten af omgangen, så kan du bedre holde styr på start og slut på en omgang.


1. – 2. omg.: 7 fm (fastmasker)
3. omg.: 1 udtagning (dvs. 2 fastmasker i samme), 6 fm
4. omg.: 1 udtagning, 7 fm
5. omg.: 2 fm, 1 udtagning – gentages hele omgangen rundt
6. omg.: 12 fm
7. omg.: 2 fm, 1 udtagning – gentages hele omgangen rundt
8. omg.: 1 fm, 1 udtagning – gentages hele omgangen rundt
9. omg.: 24 fm
10. omg.: 3 fm, 1 udtagning – gentages hele omgangen rundt
11. omg.: 4 fm, 1 udtagning – gentages hele omgangen rundt
12. omg.: 5 fm, 1 udtagning – gentages hele omgangen rundt


Nu har du lavet hovedet og der er nu 42 masker rundt på en omgang. Resten af ormen hækler du blot disse 42 fm rundt i striber efter eget ønske og behag. Og så er det ellers bare at blive ved til man synes den er lang nok eller man ikke har flere garnrester. Et projekt som kan strejke sig over MANGE aftener i sofaen og som let kan lægges væk når et barn græder og skal have sutten eller en tår vand og lige så let at samle op og fortsætte på, når der igen er ro i lejren.
Når du synes ormen er færdig fylder du den ud med bamsevat e.l. (lille tip: kom fyld i ormen undervejs ellers kan det godt være lidt svært til sidst, især hvis den er meget lang) tager du ind således:
1. omg.: 5 fm, 1 indtagning (dvs. 2 fm sammen) – gentages hele omgangen rundt
2. omg.: 36 fm
3. omg.: 4 fm, 1 indtagning – gentages hele omgangen rundt
4. omg.: 30 fm
5. omg.: 3 fm, 1 indtagning – gentages hele omgangen rundt
6. omg.: 2 fm, 1 indtagning – gentages hele omgangen rundt
7. omg.: 1 fm, 1 indtagning – gentages hele omgangen rundt
Luk af ved at trække snoren gennem de sidste masker og hæft ende. Mund og øjne laves lettest ved at sy dem på med sort garn eller hvilke farver man nu synes de skal være.


Så er den mest simple version af ormen færdig og klar til at imponere og glæde. Er du frisk på lidt flere detaljer laves ben og følehorn således:
Ben:
Slå fire luftmasker op og saml dem til en kæde. Hækl 6 fm i kæden.
1. omg.: 6 udtagninger
2. omg.: 1 fm, 1 udtagning – gentages hele omgangen rundt
Herefter 4 omgange fm og luk af


Følehorn:
Slå 6 luftmasker op. Hækl 3 fm i hver luftmaske og luk af.


Den eneste måde at gøre noget til en vane er at komme i gang! Så går du og drømmer om at kunne være lidt mere kreativ håber jeg denne orm måske kunne være en vej i gang for dig. Men pas på, sådan noget hækling kan være stærkt vanedannende, når først man er kommet godt i gang med det…

del artiklen på FacebookDel på Facebook

1 Kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *