Under den seneste modeuge tilbragte jeg flere dage på CIFF kids messen, hvor jeg sugede til mig af indtryk, inspiration, tendenser og ikke mindst forelskede jeg mig i det ene lækre item efter det andet på børnetøjsfronten.
Jeg har samlet nogle af mine favoritter og vil dele dem med dig i nogle korte indlæg uden al for megen sniksnak. Så vil jeg i stedet gennemgå det hele mere grundigt, når vi nærmere os efteråret, ved at præsentere mine yndlingskollektioner for dig med udgangspunkt i disse items.
Mads Nørgaard
Jeg lægger ud med Mads Nørgaard. Et mærke, som de fleste af os nok kender til gennem herre- og damekollektionen, men hvor børnekollektionen måske er et forholdsvis nyt bekendtskab.
Det er det i hvert fald for mit vedkommende. Trutten og Fidusen har begge fået deres første items fra Mads Nørgaard i sidste måned – men jeg kan godt love dig, at det bestemt ikke er de sidste 😉
Mads Nørgaard designer sit tøj ud fra den tanke, at det skal kunne bruges sæson efter sæson. Både pga den fantastiske kvalitet – men også fordi tøjet er forholdsvis klassisk og derfor ikke går af mode, blot fordi vi træder ind i en ny sæson.
Der var derfor heller ikke de store overraskelser i kollektionen, hvis du allerede kender hans voksenunivers – men det er bestemt ikke nogen negativ ting.
Hans AW13 kollektion til børn byder på neon i massevis, sjove detaljer med kontraster på tøjet og ikke mindst de velkendt klassikere som sømandsstrikken (et musthave til både Trutten og Fidusen), de stribede bluser og termojakken.
Kvaliteten er upåklagelig, hvorfor jeg sagtens synes, man kan forsvare at betale en lidt højere pris – netop fordi tøjet kan genbruges til yngre søskende eller sælges videre, når man ikke selv kan bruge det længere.
Del på Facebook