Betaling af brudesko med kobbermønter

 

Kender du mon til den tradition, hvor man betaler sine brudesko med kobbermønter?

I gamle dage var det åbenbart almindeligt, at man sparede op til sine brudesko i kobbermønter – først var det 1-ører og i nyere tid var det så 25 ører og 50 ører – og da de udgik blev det i stedet 1 kroner.

Min storesøster er noget ældre end mig, så min mor har efterhånden haft en del år til at spare op. Eftersom min kæreste var lidt hurtigere på aftrækkeren end min svoger, så er det mig, der er så heldig at modtage alle pengene.
Jeg har ikke selv talt dem endnu, men min mor mener, der er omkring 1600 kr – så der er bestemt basis for at finde et par virkelig smukke brudesko – omend det bliver lidt af en udfordring for mig at skulle købe dem i en fysisk butik i stedet for på nettet 😀

Juristen i mig har dog undersøgt hele sagen nærmere, og faktisk har en forretning ikke pligt til at modtage betaling i mere end 25 mønter af hver enhed jf. Møntlovens § 4, stk. 3.
Jeg håber dog på, at de synes, det er en sjov og hyggelig tradition, som de gerne vil hjælpe med at holde i hævd – og så går jeg på forhånd ned i banken og får dem alle vekslet om til 1 kroner i møntruller, så de er noget nemmere for butikken at tælle op 😉

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *