En magisk vinterdag i Tivoli

♥ Reklame for Tivoli ♥

Som jeg ikke har lagt skjul på, så har vores lille Spillop fået en rigtig hård start på livet. Han har ondt, han er utilpas og derfor græder han også voldsomt meget. Det levner selvsagt ikke megen tid til vores to ældste børn, fordi de fleste af vores vågne timer går med at trøste et dybt ulykkeligt lille spædbarn.
De har heldigvis begge en alder, hvor de sagtens kan forstå det – og hvor de endda er dygtige til at hjælpe os på alle tænkelige måder. Og jeg har simpelthen været vanvittig stolt over dem og den måde, de har taklet det på, for der er slet ikke nogen tvivl om, at det også er hårdt for dem at måtte undvære min opmærksomhed, og det er også rigtig hårdt for dem at opleve deres lillebror være så ked af det.
Derfor har jeg også glædet mig til i går, som et lille barn der snart skal opleve sin første – ja Tivolitur 😉 (her ville mine børn nok bryde ind med et ”ej okay du er plat Mor” 😛 ).

Vi var nemlig inviteret i Tivoli for at opleve deres helt nye magiske vinterland, som for første gang er åbnet i år. Det er en helt ny sæson, Vinter i Tivoli, som kun har åbent 1 – 24 februar – så der er altså også åbent i skolernes vinterferie.
Jeg ELSKER, at de på den måde forlænger den allerbedste sæson; nemlig Tivoli-sæsonen 😉 For alle os, der er tossede med Tivoli, er det nemlig helt perfekt, at vi nu kan besøge den smukke gamle have på endnu flere tidspunkter af året, og at den er pyntet på mange forskellige måder fra sæson til sæson.
Jeg var faktisk lidt spændt på at se, hvordan udsmykningen skilte sig ud fra julens smukke pynt – og om der overhovedet ville være den store forskel. Det var der dog heldigvis – det var et overdådigt vinterlandskab med igloer, pingviner, iskrystaller og masser af sne. Der var en vaskeægte kælkebakke, hvor begge børn tog sig et par kælketure, der var sneboldkamp, skøjtebane og boder med varm kakao.
Det var fortryllende smukt, det var gennemført og det var lige så magisk som alt andet er i Tivoli. Jeg var vild med det!

Netop fordi vi havde glædet os så meget til den her Tivolitur, og fordi den faldt på det helt rigtige tidspunkt, så har vi også brugt de sidste par uger på at tale om turen, vi har glædet os med sommerfuglene baskende i maven, og vi har siddet under aftensmaden og lagt planer for, hvilke forlystelser vi hver især gerne ville prøve.
Det sjove er nemlig, at vi hver har vores favoritter herhjemme.


Jeg er en kæmpe bangebuks, når det kommer til den slags – eller dvs. jeg kan bare ikke lide ting, der kildrer i maven 😀
Nogen kunne måske indvende, at så er der ikke så meget ved en tur i Tivoli, men det er heldigvis langt fra sandheden. Jeg har altid elsket det – både fordi der er overvældende smukt med en helt speciel stemning, men også fordi der altså er en del forlystelser, som jeg heldigvis sagtens kan prøve.
Den Flyvende Kuffert er en stor favorit hos mig – jeg elsker den måde HC Andersens eventyrlige fortællinger er bragt til live, og da min datter var yngre var det også hendes favorit, og derfor har jeg enormt mange fine minder derfra med hende. På hendes 4 års fødselsdag prøvede vi den fx 17 gange i alt 😀
Derudover elsker jeg at dyste med børnene i Minen – eller Skydebådene som min søn kaldte dem da han var lille 😀 , og så tør jeg sjovt nok også godt at prøve Ballongyngen, selvom jeg altid er en smule angst den første omgang – hvorefter jeg bare nyder den fine udsigt over Tivoli og København.
Min ældste søn kan til gengæld ikke få det vildt nok – hans absolutte favorit er Tik Tak tæt forfulgt af Fatamorgana som han simpelthen altid prøver alene, fordi min mand ikke kan lide når det snurrer rundt, og min datter og jeg absolut ikke tør 😀
Min datter ELSKER Den gamle Rutschebane og Galejen (de der skibe der kører hurtigt rundt og rundt) i går var der fx stort set ingen kø (pro tip; hvis I besøger Tivoli om aftenen, så er der altid meget færre mennesker) så hun prøvede den igen og igen – og så er ingen af børnene heldigvis blevet for store til Rasmus Klump Land – de får næsten altid lokket min mand med på en omgang fangeleg, når vi er der 😀


Her under Vinter i Tivoli er der tilmed en spritny forlystelse, som man kun kan prøve i denne ene sæson – det er en Virtual Reality forlystelse, der hedder Bring the Spring, og den skulle vi selvfølgelig prøve. Det var et kæmpe hit! Jeg er faktisk lige ved at synes, at den alene er grund nok til at besøge Tivoli her i vintersæsonen 😀 Man bliver udstyret med virtual reality briller, hørebøffer og en ”tryllestav” og så bliver man ellers sendt på eventyr. Det var en kæmpe oplevelse, og jeg blev både bange, oplevede hvordan det kildrede i maven (så jeg måtte lukke øjnene for at få det til at stoppe  😀 ) og var altså i det hele taget blæst bagover i forhold til den store oplevelse, jeg synes det var.


Jeg havde, hånden på hjertet, været en anelse nervøs for, hvordan dagen ville forløbe med en lillebror, som indtil i går kun havde forladt hjemmet til diverse behandlinger 😀 Men faktisk gik det over al forventning – og heldigvis! Han tog sit livs første lur i barnevognen, og der sov han faktisk et par timer, mens vi nåede at få prøvet en masse. Derefter satte jeg mig ind i puslerummet ved Rasmus Klump Land og ammede ham og nussede med ham – og efter lidt tid, lod han sig velvilligt putte i barnevognen igen, og mens jeg travede hen til resten af flokken, så faldt han sørme i søvn igen! Det blev dog kun til en kort lur – og derefter sad min mand og jeg på skift og nussede med ham i puslerummet, mens den anden var rundt og prøve ting med børnene. Vi var lige ved at være så overmodige, at vi overvejede at spise aftensmad derinde også, men det kunne vi alligevel godt fornemme, at det nok ville være at strække den for langt – så vi kørte hjem med bilen fuld af glade børn med røde kinder og store smil på læberne ♥

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *