Halloween i Legoland i efterårsferien

Reklame – inviteret af Legoland

Sidste weekend var vi så umanerlig heldige at vi var inviteret en tur til Halloween i Legoland for at opleve deres smukke park, når den er pyntet op til Halloween og der er både hyggelig og en smule uhyggelig stemning rundt omkring i parken.

Jeg har vist næppe lagt skjul på, at jeg ELSKER Halloween 😀 De der smukke efterårsfarver, en smule uhyggelig – men mest af alt festlig stemning – og så en god undskyldning for at pynte festligt op i en ellers våd, kold og halvtrist periode.

Jeg har besøgt både Tivoli og Disneyland under deres Halloweenfejring, så jeg har været rigtig spændt på at se, hvordan Legoland havde valgt at gribe det an – og jeg blev heldigvis på ingen måde skuffet!

Der er så flot og festligt overalt i parken, og de formår at balancere det med en smule uhyggelig pynt uden at det på nogen måde skræmmer børnene – og det er altså vigtigt!

Alle deres forlystelser er åbne helt som normalt, men så er der tilsat en masse halmballer, græskar, søde spøgelser, uhyggelige lyde – ja selv træerne er pakket ind som zombier til stor fornøjelse for mine børn 😀

I deres forskellige madboder kan man også købe diverse halloweensnacks – fx cupcakes med slim og øjne, varm kakao med zombieslim, grønne monsterpopcorn og vist endda også en hotdog med melorme som topping (jeg kan godt afsløre, at den fik jeg ikke smagt på :D).

Nogle af forlystelserne er pyntet op i bedste Halloweenstil – fx var den høje Lego-top – den der udsigtspost hvorfra man kan se hele parken – omdannet til et kæmpe græskar – og i Ninjagoland var der ninja-græskaer overalt (ja, det findes 😀 ).

Det var en virkelig fin oplevelse at besøge Halloween i Legoland, i de smukke Halloweenklæder, og her i hele efterårsferien er der hver dag åbent til kl 20, hvor flere af forlystelserne også har længe åbent. Det hele afsluttes med et kæmpe fyrværkeri, som vi var så heldige at se fra vores hotelværelse – så længe holdt børnene nemlig ikke ovenpå en lang dag 😀

Der er også et hav af særlige halloween-aktiviteter – og det synes jeg altså, er en ret fin idé. Fx kan man bygge sit eget græskar i Legoklodser, man skal hjælpe med at finde Lord Vampires hugtænder i hans badekar eller man kan blive ansigtsmalet med (u)hyggelige motiver.
Vi er jo ikke så ofte i Legoland, så vi holdt os mest til de normale forlystelser – dog var vi rundt og prøve deres meget populære “brick or treat” hvor man betaler 40 kr for at kunne deltage. Så skal man rundt og “rasle” hos nogle Halloweenvæsener rundt om i parken, som både deler ud af sodavand, chips, slik og legoklodser. Jeg vil tro, at vores børn lige var en tand for store til det – de er snart 8 og 10 år. De havde gennemskuet, væsenerne ikke var ægte – så de var ikke helt så fortryllede af det som de mindre børn, der tydeligt elskede det. Efter min vurdering vil det nok være relevant for børn op til ca. 6-7 års alderen 🙂
Hvis du vil det (og det ER altså brandhyggeligt) så kan du læse mere om konceptet, og hvornår det foregår, lige her.

Alt i alt kan det varmt anbefales at aflægge Legoland et visit her i efterårsferien – eller bare frem til Halloween. Især i det her vejr er det altså helt magisk at opleve, hvor smukt parken er pyntet op.

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *