Min weekend er gået med at fejre min lille store pige, som fyldte 7 år i fredags. SYV år. Det er altså en del, og som altid kan jeg ikke undgå at blive lige dele rørt og stolt, når et af mine børn fylder år.
Jeg elsker traditioner, og det er noget af det, jeg husker tydeligst fra min barndom. Vores traditioner. Det er trygt og rart med genkendelighed i de hyggelige faste traditioner.
I vores familie vækker vi fødselsdagsbarnet med sang og flag, og så hopper vi alle under dynen i vores soveværelse, hvor der åbnes gaver i nattøjet. Det er en tradition jeg har taget med mig hjemmefra, og det er altså en fantastisk hyggelig måde at starte sin fødselsdag på.
Nedenunder står der dækket et fint fødselsdagsbord, og så diskes der op med alle ens favoritter til morgenmaden.
Jeg plejer altid at holde en fridag med dem på deres fødselsdag, hvor de lægger agendaen, så programmet står på hygge i store mængder, indtil Far kommer hjem fra arbejde, og vi alle 4 hygger videre. Nu er de jo imidlertid begge blevet store skolebørn, og derfor tilbringes dagen med deres venner i skolen, og selvom jeg lige skal vænne mig til det 😀 – så er det også rart at vide, at de bliver fejret af alle klassekammeraterne.
Det er altid fødselsdagsbarnet, der bestemmer menuen på sin fødselsdag – og man har frit valg i forhold til om man vil spise ude eller hjemme. Det er lidt forskelligt, hvad børnene foretrækker – men i fredags spiste vi på Food Club, som er det helt perfekte sted for min datter – hun elsker buffet, og hun elsker gode salater – og her var begge dele 😀
Lørdagen efter deres fødselsdag har vi altid inviteret familien (og på det seneste også vores naboer, som næsten er blevet en del af familien 😀 ) til fødselsdagsfest. Fætre, kusiner, mostre, onkler, tanter og bedsteforældrene -og det er altid en helt vildt hyggelig dag. Den kører efter det samme setup hvert år – vi mødes til hjemmebagte fødselsdagsboller efter denne opskrift, kagemand og til sidst en fødselsdagskage, som fødselaren selv har fået lov at udtænke i samarbejde med mig.
Til min søns fødselsdag bagte jeg en Gateau Marcel – og i år ville min datter gerne have noget pink, så det blev en helt almindelig chokoladekage med en overflod af lyserød glasur i flere nuancer – og så en fin overraskelse i midten, hvor det væltede ud med M&M’s da vi skar den i stykker 😀
Gæsterne bliver til aftensmad – hvor fødselsdagsbarnet også bestemmer menuen – og det har været alt fra flæskesteg og stegt flæsk – til salatbuffet i år – hvert af fødselsdagsbørnene har nemlig deres helt klare præferencer 😀
Og så er vi jo begge fra hhv Jylland og Fyn, og familierne kommer derfor også langvejs fra – så de fleste familiemedlemmer bliver og overnatter, så der er fælles morgenmad næste morgen. Hvor er jeg dog glad for vores næsten 300 kvm hus i den forbindelse 😉
Og det er simpelthen same procedure as last year – hver evig eneste år – og jeg elsker det! Jeg elsker de traditioner vi har fået skabt for vores egen lille familie, jeg elsker at se børnenes glæde over genkendeligheden – og jeg elsker mest af alt at planlægge de kommende fødselsdage sammen med børnene!
Hvad har I mon af faste traditioner for børnefødselsdage – eller er der nogen af jer, der slet ikke gør de samme ting hvert år?
Del på Facebook