Der følger visse fordele med livet som selvstændig uden en fast arbejdsplads, og dem skal man altså huske at udnytte en gang i mellem! Og når man så har en særdeles fleksibel familie, så skulle man da være et skarn, hvis man ikke handlede prompte, når der dukkede et godt rejsetilbud op!
Derfor tog jeg i fredags en spontan beslutning, bookede en ferie til Grækenland med afrejse meget tidligt mandag morgen. Vi skal bo på det lækreste 4+ stjernet hotel på en skøn ø helt sydligt – Zakynthos – og så tænker jeg ellers, at ugen, udover arbejde (den bærbare ved poolen, forstås) kommer til at byde på sol, varme (34 grader, ja tak!), kølig rosé, masser af tid i poolen, en sejltur for at kigge på de gigantiske havskilpadder der lægger æg på øen, uanede mængder af feta og solmodne tomater og god tid med nogle af dem jeg elsker allermest ♥
Udover de almindelige indlæg på bloggen den kommende uge, kommer der nok også en stribe postkort fra Grækenland – jeg synes altid, det er hyggeligt sådan at have bloggen med mig, når jeg er på ferie -og jeg elsker selv at læse det format hos andre bloggere, så I kommer altså med mig til Grækenland – sådan, på den virtuelle måde i hvert fald 😉
Og NU må jeg vist hellere få pakket – det er nemlig lige pt et lettere uoverskueligt projekt, når man hverken har fået shoppet sommertøj eller har fået styr på den gigantiske bunke af vasketøj…
Del på Facebook
Hurra. Dejlig beslutning! Ha’ den bedste tur, søde du. Glæder mig til at føle med på sidelinjen og være den mega misundelige type 😉