I dag er det præcist to år siden, at jeg sagde held og lykke til min mor og bror og sendte dem begge på operationsbordet med et bankende hjerte. Jeg skrev dette meget fine indlæg – som har været et af de mest læste i bloggens historie – og måske faktisk det vigtigste!
Min bror har haft type 1 diabetes, siden han var en lille dreng. Der kommer uundgåeligt en række følgesygedomme med tiden, og desværre var hans nyrefunktion stort set ikke eksisterende, og efter en række år med meget forringet livskvalitet, hvor han var træt, uoplagt og dårlig, var der efterhånden ikke ret mange andre udveje en daglig dialyse for at kunne holde ham i live.
Min mor, verdens mest fantastiske kvinde, valgte dog uden at tøve at donere sin ene nyre til ham, så hun for anden gang kunne skænke ham livet.
Han fik virkelig sit liv igen. Operationen gik godt. Alle komplikationerne blev overvundet – og i dag har han et helt andet liv, hvor han har fået energien, gløden og livsglæden igen.
Takket være min mor.
Desværre er det ikke alle, der har muligheden for at få doneret et organ af en, de kender. Lige nu står over 400 personer på venteliste til et nyt organ, og sidste år døde 27, mens de ventede.
Jeg vil virkelig gerne slå et slag for, at alle tager stilling til, om de vil være organdonorer – og at de giver deres pårørende besked om beslutningen, eller registrerer sig lige her.
Det vigtigste er egentlig ikke, om du vil være donor eller ej – det vigtigste er, at du tænker over det og at du træffer en beslutning.
Det er en virkelig stor – og meget personlig – beslutning, så jeg har fuld forståelse for, at vi ikke alle er enige der – men det er bare SÅ vigtigt, at du tænker over det og finder ud af, hvordan du selv har det, så dine pårørende ikke ender med at skulle stå og gætte på det, hvis de en gang skulle stå i den frygtelige situation.
Jeg håber, håber, håber virkelig – at jeg kan få bare et par enkelte til at registrere sit valg via dette link. Det tager kun et par enkelte minutter – men det kan, i sidste ende, redde op til flere liv – og i hvert fald redde dine pårørende fra at skulle træffe en særdeles vanskelig beslutning.
Del på Facebook