Her i weekenden var jeg så uheldig at få min søns lille beskidte pilfinger i øjet, hvilket resulterede i besøg hos både vagtlæge og øjenlæge.
Jeg har fået en rift på hornhinden og er derfor pt. meget rock’n’roll med solbriller på døgnet rundt – og har fået forbud mod at bruge tv og computer ret meget – deraf altså de seneste dages stilhed her på bloggen.
Oven i dette er jeg lige for tiden ramt af utrolig dårlig shoppekarma, hvor mine seneste køb enten ikke passer eller går stykker. Det er som om, den slags altid kommer i stimer, synes jeg.
De fantastisk fine Blonde Bodyer fra Topshop er simpelthen alt, alt for små.
Jeg havde endda bestilt dem i både den almindelige samt “tall” (specielt til høje personer) udgaven for at være på den sikre side, men det nytter jo ikke, når de er så små, at jeg knapt kan få armen gennem ærmet – og jeg er så absolut ikke et af de mest muskuløse individer 😀
De labre jeans fra Stella Mccartney røg efter mange lange overvejelser også retur. De passede egentlig fint, men jeg havde glemt alt om, hvor ukomfortabelt det kan være, at gå i lavtaljede jeans – og jeg har nok efterhånden nået den kedelige alder, hvor komfort absolut også tæller med, når jeg shopper tøj.
Sidst men ikke mindst, så er mine højtelskede sailorsko fra Zara gået i stykker efter kun få dages brug.
Jeg synes desværre ofte, at mit fodtøj fra Zara er af en ret dårlig kvalitet – så jeg burde holde mig fra at shoppe fodtøj dér, men jeg bliver ofte fristet over evne, fordi de altid har så mange fine modeller.
Jeg har heldigvis gemt kvitteringen, så jeg må ind og se, om de har et andet par, de kan bytte med.
Normalt plejer jeg egentlig at køre efter devisen, at hvis man ikke har noget pænt at sige, så holder man mund – men på den anden side, så nyder jeg altid, når andre bloggere bringer anmeldelser af deres seneste køb – så man selv kan undgå at gentage deres fejlkøb.
Del på Facebook
Hvor var det bare uheldigt! Håber ikke der er sket en større skade. Rigtig god bedring med øjet!
Tak Mette,
Det går heldigvis allerede meget bedre, og øjenlægen fik det hele tjekket grundigt og mente, at det nok skulle gå i orden efter nogle uger.
Venligst,
Lisbeth
Jeg har flere gange haft tøj fra Zara, der meget hurtigt er gået i stykker. Og de vil aldrig bytte eller give pengene retur, men sender i stedet til reparation.
Det er super ærgerligt, for de laver så meget fint.
Åh hvor det dog lyder irriterende, at det ligefrem skal sendes ind – hvor lang tid tager det typisk?
Øv altså med øjet:-( Igen, rigtig god bedring.
Og så surt med dårlig shoppe karma:-(
Kender det godt, og det er sjovt nok aldrig ting, man ikke er så glad for, der går i stykker, bliver plettet eller andet.
Nej lige netop – er det mon én eller anden universel regel for at straffe alle os, der shopper lidt for meget? 😀
eeej hvor træls (sagt på godt nordjysk) håber det løser sig…
-Katja
fashionbysobczak.blogspot.com
Træls er et fantastisk udtryk som netop dækker over sådan en situation 😀