Opskrift på lækker læskende lyserød lemonade

lemonade

P1220625

P1220635

Til Fidusens fødselsdag lavede hende og jeg en portion lækker lyserød lemonade, som passede så pænt ind i prinsessetemaet.

Jeg ville gerne have noget lækkert at drikke til børnene – og eftersom Trutten ikke kan lide brus – og jeg i virkeligheden ikke har lyst til at sætte cola på bordet til en 3-års fødselsdag, så var det oplagt at lave lemonade – og selvfølgelig skulle den jo være lyserød!

Lemonaden var et kæmpe hit hos både børn og voksne. Jeg havde lavet 3 liter, men vi kunne nemt have drukket det dobbelte.

De fine små flasker, som jeg serverede det i på børnebordet stammer fra Dreamparty – de store flasker er fra Søstrene Grene.

 

Opskriften er baseret på nogle forskellige old-school amerikanske opskrifter, som jeg har tilpasset og justeret, så den smagte lige præcist, som jeg gerne ville have det.

Lyserød Lemonade – ca. 1,5 liter

  • 3 dl sukker  (mindre, hvis du vil have lemonaden mere syrlig)
  • 3 dl vand
  • 3 dl friskpresset citronsaft (jeg brugte ca. 4 citroner til det, men de gav også ret meget saft)
  • 1 frisk rødbede (kan undlades, hvis du ikke vil have lemonaden lyserød)
  • 0,75 – 1 liter vand til at fortynde op med

 

Først laver du en slags sirup/sukkervand, hvor du varmer sukkeret og de 3 dl vand i en gryde over medium varme, indtil al sukkeret er opløst.

Mens det står og varmer, presser du saften af citronerne, så du i alt har 3 dl. Du kan evt. erstatte nogle af citronerne med lime – eller tilsætte lidt reven skal af en økologisk citron for en mere intens smag. Jeg siede saften for at undgå frugtkød – men det var mest af hensyn til børnene, der ikke brød sig om det.

Dernæst hælder du sukkervandet og citronsaften i en kande og fortynder op med 0,75 – 1 liter vand – alt afhængig af, hvor stærk du ønsker din lemonade, og så tilsætter du en skrællet rødbede, der er skåret i skiver. Nu rører du godt rundt, hvorefter lemonaden omgående bliver farvet pænt lyserød – og så snart den har den ønskede farve, fisker du rødbedeskiverne op.

Nu er der bare tilbage at afkøle lemonaden – og så er det lækkert at servere den med et par friske mynteblade i.

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *