Hvor er jeg glad for at det kunne hjælpe lidt – for det er der bare ikke så meget der gør…
Man skal igennem det sammen og hver især, og det kan være meget ensomt, selvom man er omgivet af andre mennesker, der måske også sørger.

Efter jeg selv har fået børn har jeg kigget min mor dybt i øjnene og spurgt hende hvordan hun dog stadig formår at stå oprejst, for jeg kan slet ikke forestille mig hvor fuldstændigt altopslugende sorgen over at midst et barn må være. Og det er jo der din mor er lige nu, selvom han var voksen.

Jeg håber I kan trække vejret lidt lettere i dag, og at det lysner forude.

Kh Marie

Hvor er jeg glad for din varme og omsorgsfulde besked – TAK!
Hvor må det også være vanvittig hårdt at stå som en lille 8-årig pige med så stor en sorg samtidigt med at ens forældre også sorger.
Det bekræfter mig i at fortsætte med at italesætte os som en søskendeflok på 4 – selvom det måske lyder som en banal ting, så er det faktisk noget min søster og jeg har talt om flere gange.

Jeg vil tillade mig at give dine mors ord videre til min egen mor. Jeg er sikker på, at hun vil finde rigtig stor gavn i dem i en stadig meget svær situation især for hende.
Og det er faktisk en rigtig god idé at finde på nogle nye gode ritualer fx på hans fødselsdag – for vi ved jo også alle godt, at det meget mere ville være i hans ånd, fremfor at vi bruger dagen på at være ked af det.

Tak for din varme besked Marie!

Sikke en god idé Tina! Jeg bor desværre langt fra hans gravsted, så jeg har nemlig lige præcist ikke samme mulighed for lige at komme forbi et fysisk ste at mindes ham.
Og ja, det er lidt ekstra svært, når det sker så pludseligt, at man slet ikke har været forberedt.
Tak for din søde besked!

Tak for din søde kommentar Trine – den ændrer muligvis ikke på sorgen, men den varmer! <3

Jeg midstede min lillesøster da jeg var 8 år (hun blev kun 13 mnd), og jeg har altså stadig 3 søskende, selvom det kun er 2 af dem der sidder med ved bordet juleaften.
Jeg plejer at fortælle det meget naturligt, når jeg bliver spurgt om hvor mange søskende jeg har, men der kan være tilfælde eller dage hvor jeg ikke orker at skulle forklare hele historien, og så siger jeg kun 2, og det føles også ok, for jeg har hende stadig med mig.

Min mor siger det ret fint, når hun skal beskrive hvordan man kommer videre (for gud skyld ikke over, for man kommer ikke over et tab af den slags): Man glemmer ikke, men man gemmer.
Man gemmer minderne og kærligheden og alt det andet, og så tager man det frem når man magter, og når man er sammen med folk man er trygge ved, og som man kan dele det hele med.

Johannes Møllehave har så fint sagt, at sorg er hjemløs kærlighed, og det synes jeg er en rigtig fin beskrivelse. Så i takt med at kærligheden finder andre udtryk og outlets, så bliver sorgen mindre tung, men kærligheden er intakt.

Jeg håber I kan finde en måde at komme godt igennem dagen, og få nogle nye ritualer, som fejrer ham og de minder I har om ham, og på sigt gør de svære mærkedage til noget positivt og kærligt, selvom I nok ikke er der lige nu…

KH Marie