Den ultimative guide til Roblox for forældre

hvad er roblox - en guide til forældre med information om roblox

Hvad er Roblox, hvad er aldersgrænsen i Roblox, hvordan spiller man Roblox, hvad koster Roblox – er Roblox gratis, og kan man spille Roblox på både iphone, ipad, computer og Playstation? Her får du den ultimative guide til Roblox for forældre.

hvad er roblox - en guide til forældre med information om roblox

Roblox er et af de mest populære spil blandt mange børn lige nu, og som forælder kan det nogle gange være lidt svært at følge med i, hvad Roblox overhovedet er, og om det er ok, at ens barn spiller det. 

Jeg har brugt lang tid på at undersøge, hvad Roblox er og ikke mindst om der findes en Roblox aldersgrænse, og i samarbejde med mine to børn har jeg derfor besluttet mig for at lave en forældreguide til Roblox her til bloggen.
Jeg har nemlig tidligere med stor succes lavet en lignende guide til Fortnite.

Hvad er Roblox?

guide til roblox med info til forældre

Roblox er et multiplayer computerspil, som godt kan minde lidt om Minecraft. Man har sin egen avatar (computerfiguren) som man styrer rundt i et online univers blandt mange andre spillere.
Man kan designe avataren så den bliver helt personlig, og man kan både ændre hår, tøj osv. på den.

Roblox består af en række forskellige mindre spil, hvor man interagerer med de andre spillere og kan chatte med dem undervejs. 
Den næste udtalelse er mine børn slet ikke enig i, så den står for egen regning 😀 men spillene er meget… primitivt designet, altså både selve handlingen og også grafikken. Ærligt, så synes jeg næsten det ligner noget fra min barndoms Commodore 64 😀 -men mine børn elsker det, og der er over 164 millioner spillere, så det må jo kunne et eller andet. 

Hvad koster Roblox? Er Roblox gratis? og hvordan køber man Robux?

Hvad koster Roblox? Er nok de fleste forældres første tanke 😉 Roblox er gratis at spille, og man kan som udgangspunkt spille alt det man vil, uden at man skal betale noget for det. 
Men… man kan også vælge at købe Robux, som er den valuta, man benytter i spillet. 800 Robux koster 79 kr på computeren og 86 kr via iPhone og iPad. 

Man kan bruge sine Robux til at købe et sejere outfit, og til at købe fordele i de forskellige spil. Det kan fx være til at løbe hurtigere, få flere muligheder i spillene osv.
Hvis man køber outfits, kan man bruge det i alle spillene, men til gengæld skal man være opmærksom på, at de fordele man køber i et spil kun gælder i det ene spil og altså ikke i hele Roblox.

Hvad er aldersgrænsen i Roblox?

aldersgrænse i roblox

Noget af det jeg selv har brugt mest tid på at undersøge, er hvad er aldersgrænsen i Roblox. Der er dog som sådan ikke nogen aldersgrænse, men spillet er nok primært designet til børn i alderen 8-14 år. Min egen datter var dog kun omkring 6 år, da hun først prøvede spillet sammen med en voksen, men det var primært fordi hendes storebror allerede spillede det dengang.
Roblox er et godt spil til de lidt yngre børn, så længe du er opmærksom på de enkelte ting i spillet, der kan være lidt problematiske. 

Hvad skal du være opmærksom på?

Chatfunktionen i Roblox

Personligt synes jeg, at den største fare ved Roblox er chatfunktionen, hvor man kan chatte med andre spillere. 
Det er på den ene side en stor del af styrken ved spillet, som jo er et meget socialt spil, hvor mine børn stort set altid spiller med venner og veninder, selvom de sidder hjemme hver for sig.
Men samtidigt kan man altså desværre også risikere, at de støder på fremmede mennesker i chatten, som ikke altid opfører sig lige pænt. 

Hvis dit barn er under 13 år, og du vel og mærke har angivet barnets rigtige alder, da du oprettede deres Robloxprofil, så er der nogle begrænsninger i chatten, hvor man fx ikke kan læse og skrive tal samt fx bandeord.

Der er dog også en mulighed for at “reporte” folk i Roblox, hvis de ikke overholder reglerne for god opførsel, og så kigger en moderator på, om der skal gives en advarsel, eller om man skal have karantæne. 
Man må fx ikke skrive private oplysninger, komme med romantiske bemærkninger, spamme osv. 
Det er mit indtryk, at spillerne generelt er ret hurtige til at anmelde dem, der går over stregen – men derfor skal man som forælder stadigt være opmærksom og måske en gang i mellem lige kigge barnets private chats igennem sammen med barnet og tjekke, at alt er som det skal være.

Byttefunktioner – Trades i Roblox

I nogle spil kan man bytte ting med andre spillere, og her er det vigtigt, at barnet bruger spillets officielle byttefunktion, hvor begge godkender byttehandlen og man derfor er sikker på, hvad man skal give og modtager.
Nogle spillere prøver at snyde ved at foreslå Trusttrades “hvis du giver mig dit meget sjældne dyr så lover jeg at jeg bagefter giver dig et andet retur”
Det skal man aldrig gøre – og her kan børnene altså hurtigt blive franarret nogle af de ting, de har brugt lang tid på at samle sammen.
Det er en af de ting, det kan være klogt at tale med sit barn om, for hold nu op hvor kan de blive kede af det, hvis de mister et meget sjældent kæledyr i fx Adopt Me, fordi de er blevet scammet af en anden spiller.

Uhyggelige spil i Roblox

Der findes uhyggelige spil i Roblox, som ikke egner sig til mindre børn. Der er desværre ikke noget filter, så man manuelt kan sortere dem fra, og derfor har jeg en aftale med min datter om, at jeg altid lige godkender et spil, hvis hun ikke har spillet det tidligere.
De uhyggelige spil findes ofte i kategorierne Horror og Story – men der er også skydespil og zombiespil, som måske kan virke voldsomme på mindre børn.
Dog er Roblox så “grov” i grafikken, at ingen af spillene har realistiske detaljer i forhold til blod osv. – så det er mere det uhyggelige element med spøgelseshuse, zombies osv. som kan være et problem.

Kan Roblox spilles på iPhone, iPad, computer, Xbox eller Playstation?

Man kan spille Roblox på både en computer, mobiltelefon, iPhone, iPad og Xbox – til gengæld bliver det et nej til, om man kan spille Roblox på Playstation, det kan desværre ikke lade sig gøre.

Min datter spiller altid Roblox på sin iPad mens min søn spiller Roblox på sin computer, så det er nok meget et temperamentsspørgsmål, om hvad der passer en bedst.

Til gengæld kan jeg tippe om, at hvis man vil købe noget i spillet, så er det meget billigere at gøre det fra en computer end fra et Appleprodukt.

Gode spil i Roblox

hvad koster roblox - er roblox gratis

Forskellige genre af spil i Roblox

Der findes et utal af forskellige spil i Roblox, og de er delt ind i forskellige genrer. Her kommer jeg virkelig til kort, så jeg har fået mine børn til at hjælpe mig med denne liste. Som udgangspunkt findes der følgende typer af spil i Roblox: Stories, Adventure, First Person Shooter, Dungeons, Obbies, Tycoons, Simulators og Roleplay.

Gode spil til piger i Roblox

gode spil til piger i roblox - populære pigespil i roblox

Min datter gider normalt ikke at spille computerspil eller spil på sin telefon og iPad, men hende og veninderne har fundet en række spil i Roblox, som i høj grad har fanget deres interesse, og det kan I andre måske bruge som inspiration som gode Roblox spil til piger (min søn spiller altså også flere af dem, men dette er bare de spil, som min datter har nævnt som gode spil til piger i Roblox).

Adopt me, Brookhaven, Bloxburg, Dance Off, Fashion Famous, Meepcity, Piggy, Royal High, Murder Mistery 2, Pizza Place, Gacha, Flicker og Club Roblox.

Adopt me er nok uden tvivl det mest populære spil til piger i Roblox, hvor man har nuttede kæledyr, man kan bytte med hinanden, og hvor man kan udklække nye sjældne dyr. 
I Fashion Famous får man et tema, som man så skal klæde sin figur ud som, hvorefter stemmer på de andre spilleres outfits ift hvem der er bedst.

Gode og poulære spil i Roblox

Mine børn har samlet en liste over nogle af de mest populære spil i Roblox lige nu (og det skifter altså hele tiden). Den kan måske være en god hjælp, hvis du gerne vil hjælpe dit barn i gang med Roblox. Ellers kan det godt være en anelse uoverskueligt at navigere rundt i de mange mange spil derinde.

Adopt Me, Bloxburg, Royal High, Arsenal, Brookhaven, Jailbreak, Counterblox, Murder Mistery 2, Ninja Legends 2, Ufo Tycoon, Theme Park Tycoon 2, Bubble Gum Simulator, Piggy, Big Paint Ball, Outlaster, Elimination Tower, Grand Piece og Build a Boat for Treasure.

Afsluttende bemærkninger

Begge mine børn har et kæmpe socialt element med, når de spiller Roblox. De spiller det stort set altid kun med venner og veninder fra fx klassen, hvor de så typisk sidder og facetimer hinanden (min søn bruger dog Discord) mens de spiller, hvis de ikke er fysisk sammen. 
Derudover er især min datter blevet markant bedre til engelsk pga Roblox. Flere af hendes yndlingsspil foregår på engelsk, og så spørger hun altid hvad ord betyder, og hvordan man staver til forskellige ting; og efterhånden er hun stort set selvkørende nu. 

Det kan varmt anbefales at tale med dine børn om spillene, at kigge med en gang i mellem og måske endda få lov at prøve. Ærligt så interesserer det ikke mig ret meget, men børnene elsker, når jeg viser interesse for deres univers, og samtidigt får jeg også mere føling med, hvad der foregår i deres digitale liv. 
Hvis du har spørgsmål, input eller tilføjelser til min guide til Roblox, må du endelig lægge en kommentar, og ellers håber jeg du er blevet en del klogere på, hvad Roblox er 🙂

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Kommentarer

    • Min datter vil gerne kunne spille med sin lillebror i samme spil, men de jan ikke se hinanden derinde. Er der en måde at sikre at de kommer ind i den samme udgave af en kørende spil?

  • min søn bliver ofte vildt ked af det når andre slår ham ihjel og derved stjæler alle hans ting som han har brugt timer på at opnå. kan man spille en bane hvor det ikke kan ske? eller spille på en privat bane? eller gøre noget andet for at hjælpe ham. han er kun lige blevet 9 år.

  • Hurra for dig, der har sat sig ind i dette, for mig, mysterium, og samtidig gider dele det med os 😀 tak

  • Hej vi har købt Robux medlemskab hvor vi betaler 39kr hvor man får 450. Og pengene er også trukket på min konto men der er ingen robux i spillet
    Hvad kan være galt her?

    • Hej Vibeke, åh det ved jeg simpelthen ikke… er du sikker på, at dit barn ikke har nået at bruge dem, før du tjekkede? – og har I mon købt det via den rigtige Roblox konto?
      Dbh Lisbeth

  • Tak for en god guide! Min datter er lige begyndt at spille Roblox (hun er 9) og jeg har også brugt en del tid på at sætte mig ind i det. Også et godt råd med at følge med – jeg er ved at være udlært i Adopt Me og Obby’er, og det er en ret hyggelig stund med hende, selvom jeg egentlig slet ikke interesserer mig for gaming :-).
    Jeg er ret sikker på, at jeg har fået slået chat-funktionen fra, og når hun spiller med venner, facetimer de også med hinanden. Hun kom lidt sent ind i Roblox-verdenen, så det var bare sådan, pigerne gjorde, men det er i hvert fald et godt råd til at undgå uønskede beskeder. Og så har vi en aftale om, at hun kun godkender venneanmodninger/andre anmodninger fra nogle, hun kender. Det tjekker jeg også løbende op på. I App Store på Apple devices er der en ret god forældreguide til Roblox, som bl.a. giver råd til privacy-indstillinger. Den kan jeg også anbefale (den poppede op da vi søgte på spillet).

    • Velkommen til Robloxverdenen 😀 – jeg vælger også at fokusere på at det giver en god tid sammen med mine børn, og det er SÅ værdifuldt at have føling med, hvad der foregår i deres digitale verden.
      Tak for dine tips – de er hermed givet videre 🙂
      Dbh Lisbeth

  • Hvordan køber man robux uden premium? Der står beløb i $ men hvordan kan jeg se at jeg ikke får købt et abonnement? Det vil jeg helst ikke 😱

  • SPØRGSMÅL!
    Min datter er lige blevet “scammet” i Adopt me, og er jo vildt ulykkelig over at have mistet et særligt pet, som hende og veninderne har “opgraderet” med bl.a. Ride Potion…(?).
    Nu har vi så haft en god snak om egen og andres opførsel på nettet, og jeg vil egentlig gerne (UNDTAGELSESVIS) købe lidt Robux til hende, så hun kan få det lille lam, hun har hygget om siden påske.
    MEN… Når jeg går ind for at købe, får jeg kun mulighed for Roblox Premium med X antal Robux. Det lader til at være en “fast” løsning med månedlig betaling for et antal “Game coins” og muligvis andre fordele.
    Jeg er interesseret i et absolut engangskøb, men ved ikke hvordan…
    Nogen der kan hjælpe her?

  • Hej. Min søn på 10 år. Har købt premium hos sin far hvor han spiller på PC. Han bruger samme login hos mig på PC, men han siger han ikke kan trade hos mig. Kan det mon være noget i opsætningen?
    Hilsen Malene

  • Vores søn har premium abonnement og vi oplever gang på gang der pludselig er forsvundet 2-300 og op til 600 og knægten holder selvfølgelig hårdt på han ikke bruger dem, men vi tænker han kommer til at trykke på ting, fx i adopt me – er der et sted man kan se en kontooversigt med transaktioner?

  • Hejsa. Tak for en god guide. Kan det passe at man starter forfra i et spil, hvis man lukker ned imens man spiller?
    Hvad er forskellen på gratis vs premmium?😊
    Mvh. Malene.

    • Hej Malene, ja det gør man desværre i de fleste spil – også hvis man bare skifter over til en anden app på telefonen og går tilbage igen.
      Premium er en form for abonnement hvor man hver måned automatisk køber Robux og man så får dem lidt billigere.
      Det har mine børn aldrig haft – man kan sagtens købe Robux uden premium 🙂
      Dbh Lisbeth

  • Min datter møder nogle profiler som har rigtig mange Robux og tilkøbt meget dyre accessories.
    Det lugter langt væk af ‘robotter’ eller reklame-søjler, der skal generere lysten til merkøb ved spillerne.
    Ved du noget om det?

    Jeg slukker gentagne gange min datters fantasi om, at hun på en eller anden måde kan skaffe ‘gratis’ Robux 😉

    • Hej Lasse,
      Ifølge min datter er det ofte youtubere, som enten får robux af spiludviklerne for at kunne vise det frem i deres videoer – eller som selv køber tingene netop for at have noget at lave videoer om.
      Og så tror jeg (desværre) heller ikke, man skal undervurdere, HVOR mange penge nogle børn får lov at bruge i Roblox.
      Dbh Lisbeth

      • Hej Lisbeth,
        God guide, som jeg kan se har gjort dig til support og superbruger 😁
        Hvordan betaler du for robux?
        Efter de har indført et sært verificeringssystem til kortbetaling, som ikke bruges i DK, kan jeg ikke betale..
        Mvh Claus

        • Hej Claus,
          Tak for det 🙂 – og ja, der sidder sjovt nok utrolig mange forældre rundt om, som løber ind i problemer – heldigvis har jeg min søn i baghånden til at hjælpe med at svare på spørgsmål 😀
          Jeg har faktisk altid betalt via min PayPal konto, så jeg er desværre ikke bekendt med deres andet system. Jeg har brugt PayPal i mange år på andre sites, så derfor har det altid været det, jeg bruger på Roblox.
          Mvh Lisbeth

  • Kære Lisbeth, tusind tak for dit flotte skriv. Min søn blir tit ringet op, fordi hans klassekammerater kan se han er online. Det er svært for ham at sige nej til at spille sammen, selvom han måske mest har brug for bare at spille alene en gang imellem☺️ Ved du om man kan slå hans online status fra? Synes ikke umiddelbart selv jeg kan finde ud af det. Smil fra Line

  • Jeg har måtte slette det, for min søn på 7 år fik mareridt om natten. Normalt så caster jeg det han spiller på min tlf til fjernsynet så jeg kan følge med, men det virkede ikke i Roblox, så pludselig sad han og spillede noget der gav ham de vildeste chok, så nu er det slettet.
    Jeg bliver næppe Mr popular når han opdager det, men sådan er det 🤷🏼‍♂️

  • Hej
    Først tak for brugbar viden 😅
    Kan man ændre indstillingerne så ungerne kan chatte dansk? Eller er det fordi nogle ord bare er udelukket.
    Mvh Janne

  • Kære Lisbeth. Tak for den meget fine guide. Min søn på 13 år er vild med roblox. Han fyldte 13 i december, og vil gerne have voicechat. Det kræver billededokumentation. Vi er i tvivl om, hvordan vi kan hjælpe ham med at oprette voicechat uden at give følsomme oplysninger. Vi overvejer oplysninger om fødselsdag fra pas og billede fra passet og skærme de sidste 4 cifre i cpr-nummer. Mon du har erfaring med voicechat? Tak. Mange hilsner Katrine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *