At føje et barn til sin flok – om efternølere og søskendekærlighed

Når vi har talt om at få en efternøler – for det har egentlig altid været vores plan med en lille rosin i pølseenden – så har vi ofte talt om, hvordan de to ældste børn mon ville reagere på det. Ville aldersforskellen være så stor, at de slet ikke fik et rigtigt søskendeforhold, ville de blive jaloux på et lille spædbarn der stjæler al opmærksomheden, ville de være helt ligeglade, og ville de mon kunne rumme at skulle dele os med en ny søskende?

Under min graviditet var der dog nogle nye tanker, der begyndte at melde sig hos mig, og som kom snigende som en sort samvittighed: ville vores sammentømrede fantastiske firkløver kunne åbne op for endnu et medlem? Ville den lille ny mon nogensinde kunne komme til at passe ind, og ville det overhovedet komme til at føles rigtigt med et nyt medlem af familien, nu hvor vi andre havde kendt hinanden i så mange år?

Man skulle jo ellers tro, at jeg på det punkt kunne trække på min erfaring, da vi udvidede familien med barn nr. 2. Som min mor også dengang forsikrede mig om, så deler man ikke sin kærlighed, når man får et barn mere – nej den fordobles i stedet, så der er nok til alle. Og det var jo ganske rigtigt, og det havde jeg også i tankerne denne gang, men alligevel føltes det som en anden situation. I snart 8 år har vi levet som en familie på 4, hvordan skulle vi så uden videre kunne indlemme et 5. medlem?

Og hvordan er det så gået?

Heldigvis er det jo gået over al forventning, og hele familiens lillebror er vadet ind i familien og i vores alles hjerter med den største selvfølgelighed. Vores to ældste børn brugte den første måned til lige at fordøje hele situationen. Som bekendt så skreg han døgnet rundt de første to måneder, og det var ærligt ikke den bedste start for nogle af os. Men efter den første måned, så havde de ligesom vænnet sig til larmen og opbruddet på vores hverdagsrutiner, og så tog de ellers ejerskab over ham. Over deres lillebitte lillebror ♥

De har hver deres helt egen måde at være sammen med ham. Min datter elsker at gå rundt med ham, at vise ham verden, at synge for ham – og uanset hvor højt han så end græder, så lader hun sig aldrig hyle ud af den, men trøster ham, synger og nusser indtil han er rolig igen.
Min store søn er hel formidabel til at pludre med ham. De kan have den længste samtale kørende, bare de to – hvor der grines højlydt, smiles gennem både mund og øjne og tilsyneladende sludres om lidt af hvert 😀 Han bliver helt høj af babylatter og står gerne på hovedet for at lokke et lille smil frem.

Fælles for dem begge er, at lillebror har indtaget førstepladsen over deres absolutte favoritmennesker i hele verden, og han er den første, de siger godmorgen til, den første de hilser på når de kommer hjem fra skole og den sidste, de kysser godnat, når de skal sove ♥

Netop pga den store aldersforskel fra de to store (som nu er 8 og 10) og ned til vores lillebror, så har vi også været forskånet for det meste søskendejalousi. Der er nogle gange, hvor jeg godt kan mærke, at de store har brug for mig som Mor, men hvor de måske er så store og tager så meget hensyn, at de ikke siger det højt. Det forsøger jeg virkelig at mærke efter og handle på – og derfor er det oftest også mig, der putter dem og hygger med godnatlæsning, så vi får lidt uforstyrret tid sammen der. Jeg har for det meste også tid og mulighed for at lave lektier med dem, når han tager sin eftermiddagslur. Derudover italesætter jeg det meget; forsikrer dem om at det er okay at synes, at det ikke altid er lige fedt med en baby, der lægger beslag på min tid og ikke har mulighed for lige at vente 10 minutter, og på den måde tror jeg faktisk, at vi har imødekommet de fleste af de dumme situationer, der ellers godt kunne have opstået.

Det har selvsagt gjort hele den nye konstellation meget, meget lettere, at han er så højt elsket af sine to søskende, jeg mener; tænk sig at blive født til al den kærlighed.
Derudover har min mand og jeg flere gange talt om, at hans ankomst ligesom har samlet hele familien lidt igen. Nu hvor de to store er – ja så store – så har der været et lidt naturligt opbrud i familien, uden at vi måske helt har stoppet op og tænkt over det. Vi var ligesom gledet lidt hver til sit, fordi det netop praktisk var muligt at lave ting hver for sig, mens vi i virkeligheden alle har det allerbedst, når vi laver tingene sammen. Som familie.
Han er familiens naturlige samlingspunkt, og vi har igen fået gang i vores faste fredagstradition med hjemmelavet pizza og familiehygge i sofaen, vi tager på udflugter sammen i weekenden, og vores eftermiddage bruges oftest sammen ude i haven.
Jeg tror, at det er meget sundt at gentænke sine familiemønstre og sig selv som familie fra tid til anden – netop for at undgå at den ene dag bare tager den anden, uden at man stopper op og overvejer, om man lever sit familieliv på den måde, man gerne vil. Og det har hans ankomst tvunget os til at gøre – og vi er alle ganske godt tilfredse med de roller, vi nu er landet i.

Så det der med at få en efternøler; det kan varmt anbefales! ♥

 

 

del artiklen på FacebookDel på Facebook

1 Kommentar

  • Super godt og brugbart indlæg 🙂 Især når man står med de samme tanker om en efternøler..! ) Tak!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *