En påskeferie helt nede i gear

Hvor har denne påskeferie dog været tiltrængt – og hvor har den gjort os alle godt. Vi har fået slappet af, tanket op, dyrket aftaler der har stået i kalenderen længe – og opsøgt de helt spontane aftaler, som min mand altid er god til at få passet ind for hele familien.
Vi har labbet solskinnet i os i samme tempo som is på terrassen, og jeg har tilbragt langt de fleste af mine vågne og min babys sovende timer med havearbejde – noget der i den grad får mig helt ned i gear og får endorfinerne til at pumpe rundt i min krop.
Og så har min baby sovet i barnevogn – sådan for alvor, og det har unægteligt gjort det hele en hel del sjovere og lettere for både ham og mig.

Det har dog også været en ferie som i den grad har været præget af livets helt store kontraster – hvor vores små lykkeglimt pludselig blev fortrængt af de forfærdelige begivenheder på Sri Lanka. Hundredevis af familier er blevet ødelagt på et splitsekund, og vores daglige småbekymringer virker særdeles banale lige pludseligt.
Mine børn har en alder, hvor de selv følger med i Ultranyt og taler om den slags begivenheder i skolen, så vi kom det i forkøbet og har taget nogle dybe, alvorlige snakke herhjemme i den forbindelse.
Den slags meningsløs ondskab er svær for mig at forstå og bearbejde – men for en hhv. 8-årig og 10-årig er det endnu mere umuligt at kapere. Det giver ganske enkelt ikke mening!

Vi indledte påskeferien med at fejre min store pige, som nu er hele 8 år. Om jeg fatter, at hun er så gammel nu. Min lille pige, som heldigvis ikke er for stor til at liste sin hånd ind i min, som i det skjulte stadigt elsker Gurli Gris, som nu pludselig læser godnathistorierne højt for mig, og som for alvor er ved at finde sit helt eget ståsted her i tilværelsen.

Efter fødselsdagsfejringen var slut, satte vi kursen mod Thy, hvor vi havde nogle skønne dage sammen med mine forældre. Efter jeg mistede min bror kort inden jul, kan jeg godt mærke, at familien er rykket tættere sammen – vi har brug for hinanden, og vi sætter endnu større pris på hinanden.

Da vi kom retur til København, havde vi en påskefrokost med mine veninder, en påskemiddag med nogle gode venner – og ellers stod resten af påsken på havehygge. Hold nu OP hvor er det dejligt at bo i hus med have i sådan et vejr ♥ Børnene har indviet vores nye trampolin fra North (reklame, da jeg har et senere samarbejde med dem) som vi fik gravet ned lige før påskeferien – og med den er det pludselig ikke længere ret svært at trække dem væk fra skærmene og ud i det gode vejr. Jeg var godt klar over, at det ville være populært med en trampolin, men jeg havde faktisk ikke forestillet mig, hvor stort et hit, det ville blive.

Nu er hverdagen igang igen, og før vi fik set os om var den første uge allerede ovre –  men jeg nyder faktisk også at være tilbage i min barselsboble, hvor der er lidt mere ro og struktur over dagene. Det er dog unægteligt også svært at klage, når man har verdens sødeste baby som sit sidekick, spændende opgaver i indbakken, varm kaffe i koppen og masser af sol på terrassen ♥

 

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *