Haveliv – forspiring i vindueskarmen

Forspiring hvordan? En guide til hvordan du let kan forspirer i din vindueskarm, hvilke frø du skal så og hvordan du gør

Forspiring hvordan? En guide til hvordan du let kan forspirer i din vindueskarm, hvilke frø du skal så og hvordan du gør

Noget af det bedste ved at flytte i hus – i hvert fald for mit vedkommende – har været at få en have. Jeg er ganske enkelt blevet bidt af en gal havedame, og jeg elsker, at jeg som voksen simpelthen har fået mig en hobby.
På 3 år har jeg tilegnet mig uanede mængder af viden om planter, kompost og jordtyper, jeg bytter frø, formerer stiklinger og er sågar medlem af en facebookgruppe udelukkende om påskeklokker, hvor vi kan nørde hybrider og fremvise vores omfattende samlinger af planter.

Jeg er simpelthen blevet et af de mennesker, der helst ikke vil væk hjemmefra, når solen skinner – for havelivet trækker i mig, og bare lige en halv times havearbejde afstresser mig mere end flere timer i karbadet med et køligt glas vin – og det lokker ellers også en hel del 😉

Det er sjovt, for de første par år med haven var det primært afgrøder, jeg dyrkede, og som jeg med stor begejstring høstede for derefter at kunne servere det for resten af familien.
Jeg anlagde højbede, afprøvede nye spændende grøntsager og plantede bærbuske i alverdens afskygninger.

Men efterhånden har jeg altså også fået øjnene mere og mere op for blomster, og det de kan. Smukke overdådige rosenbuske, der kan plukkes ind som buketter. Løgplanter fra mit barndomshjem, der dukker op som de fineste små forårsbebudere og bringer glade minder frem. Den store kunst at anlægge et staudebed, der er afstemt i farverne, og hvor der altid er blomstrene planter helt fra foråret og langt ud på efteråret. At indsamle frø fra planterne, gemme dem, bytte dem og forspiring i vindueskarmen, så man for ingen penge kan skabe sig et velduftende, blomstrende slaraffenland for de søde små honningbier, som vi skal værne om.

Brug af Pindstrup Minikap drivhus til forspiring

Og det der med forspiring – det har jeg altså kastet mig over sidste weekend. Det er ca. nu man skal igang, hvis man gerne vil tyvstarte lidt og kunne høste afgrøderne lidt tidligere, end når man sår på friland.

Indtil videre har jeg sået sommerblomster, majs, ærter, chili, tomater, peberfrugter, basilikum, koriander, thai basilikum og ærteblomster.
Om et par uger skal jeg have forspirret gule og grønne squash, gulstribede aubergine og en hel bunke forskellige bønner, som min søn sidste efterår høstede i sin skolehave.

Og så er der alle de ting, som bare skal sås direkte i haven eller højbedet, når vejret bliver lidt varmere; salat i alverdens afskygninger, radiser, gulerødder og flere typer blomster.

Jeg har købt nogle fantastisk smarte forspiringskasser fra Pindstrup – disse her (reklamelink)- som har en selvvandingsfunktion. Sidste år døde alle mine tomatplanter nemlig efter en enkelt dag uden vand i en varm vindueskarm. I år har jeg derfor allieret mig med to af disse kasser, og så har jeg stillet dem i et meget lyst vindue i et køligt kælderrum – på den måde skulle man gerne kunne undgå de der lange ranglede planter, som man ellers godt kan risikere at få, når man forspirer.

Er der mon andre havenørder her på linjen? – og har I kastet jer over forspiringen endnu? – og er der mon nogle nye sjove planter, I skal have afprøvet i år?
Personligt glæder jeg mig rigtig meget til alle bønnerne fra min søns skolehave samt de gulstribede aubergine 😀

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *