Når man aldrig fik sagt farvel…

Hvilket farvetema skal blomsterne være?
På en skala fra 500 til 5000 kr hvor mange penge vil I så bruge på kistepynten?
Har I et yndlingsområde på kirkegården, hvor han skal ligge?

Hvilket symbol skal bruges i dødsannoncen?
Hvem skal stå først af navnene på de pårørende i annoncen?
Skal der sko med i kisten? Hav lige i tankerne, at hvis skostørrelsen er stor, så kan låget muligvis ikke lægges på.

Hvad skal der ske med Facebookprofilen. Skal den slettes, skal den laves til en mindeside – og hvordan får man overhovedet fat i et ægte menneske hos Facebook, så man kan få ordnet de ting, hvor man helst ikke bare vil mødes af en standardformular. For der er intet standard over denne situation.

At skulle tage stilling til den slags mindre end 12 timer efter, at en elsket helt uventet er død, er på det nærmeste umenneskeligt. Og samtidigt vil man jo gerne planlægge det hele så godt som muligt. Arrangere så pæn en afsked som muligt – det er på en eller anden måde den sidste omsorg man kan udvise. Og ovenpå et helt livs gode oplevelser, er det jo det mindste man kan gøre. At gøre den sidste rejse værdig og smuk.

Samtidigt er det helt absurd at skulle bruge tid på de ting. At skulle tænke på den slags. Når det eneste, man egentlig kan tænke på, er hvad der dog er sket. Hvordan det dog kunne ske. Hvordan i alverden livet mon kan fortsætte efter det her, når én man elsker SÅ højt pludselig ikke er her længere.
For det gør det jo; livet, og det skal det selvfølgelig også. Fortsætte altså. Uanset hvor svært det er hver eneste morgen, hvor man de første saglige sekunder, når man åbner øjnene, har en ro i hele kroppen – lige indtil både kroppen og sindet husker, hvad der er sket, og sorgen kommer væltende ind og slår dig helt omkuld igen.

Måske jeg bare ikke skulle have taget telefonen, da min far ringede torsdag aften. Det gjorde jeg jo sådan set heller ikke. Men hvis jeg nu ikke havde ringet tilbage, så havde jeg jo ikke vidst, hvad der var sket. Den der lykkelige uvidenhed – den ville jeg gerne købe mig til et par minutter af gangen for lige at komme op til overfladen og få en ordentlig mundfuld luft. Sådan helt dybt ned i maven, så jeg kunne lade op til igen at blive konfronteret med livets barske realiteter. Eller; dødens.

Min bror døde torsdag aften helt uventet og meget pludseligt, da han pga. type 1 diabetes havde fået syreforgiftning og simpelthen var gået i koma, som han aldrig vågnede af.

Helt meningsløst, helt umenneskeligt og helt uforståeligt.

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Kommentarer

  • Må jeg kondolere.
    Det må være frygteligt at miste sin bror på den måde.
    Jeg jar ikke ord kun tanker for du og dine nærmeste.
    Jeg forstår godt, at det er svært at skulle planlægge og tage stilling til alt muligt, som I ikke lige havde set komme. Ganske uretfærdigt.
    Tanker din vej…………

    • Tak for din varme hilsen Tina – og ja, det er jo desværre en nødvendighed og måske også nogle gange meget rart at have noget praktisk at forholde sig til – men hvor føles det banalt med alle de valg, når tankerne farer rundt i alle retninger.

  • Min dybeste kondolence. Og som du selv beskriver, er det fuldstændig uanstændigt at skulle forholde sig til, begravelse, salmer, farvetema, ord og priser når man stadig hiver efter vejret, ramt af panik, sorg og angst.
    Må solen atter komme til at skinne.

  • Kære Lisbeth

    Alle de varmeste tanker til dig og din familie. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor voldsom en oplevelse, det må være.

    Jeg kondolerer dybt.

  • Søde Lisbeth, de allervarmeste tanker og kondolencer til dig og din familie herfra. Ord er utilstrækkelige, men håber de gode minder og familien kan lindre sorgen lidt, selvom det synes umuligt lige nu.
    De varmeste hilsner K

  • Kære Lisbeth. Av! Jeg kondolerer. Hvor er jeg bare ked af det på dine vegne. Jeg kan så meget sætte mig ind i din situation. Min far døde i oktober sidste år. Han fejlede “ikke rigtigt” noget, og jeg fik heller ikke sagt farvel. Et hjertestop midt om natten. Det gør bare så ondt. Jeg var selv gravid på det tidspunkt (med tre mdr. til termin), og det gør det bare ikke nemmere. Masser af kærlighed til dig og din familie

  • Kære Lisbeth
    De varmebest kondolencer og tanker til dig og familie over tabet af din bror. Jeg kender din bror Allan og din mor, og husker også dig som barn, og har derfor helt narturligvis tænkt meget på jer de sidste dage. Puh… får helt ondt i hjertet af det I nu går igennem. Og der gør så ondt når det sker uventet og man ikke får sagt farvel. Er barsk at pludselig miste og skal tage stilling til så meget. Masser af tanker og kram til dig, dine og familien. Knus fra Bethina

  • Kondolerer, de varmeste tanker til dig og hele din familie, det må være ekstra svært når sorg og glæde skal følges ad, nu hvor et nyt liv snart er på vej, men måske netop derfor giver det så meget mening med livet, når et barn kommer til verden.

  • Jeg er utrolig ked af at høre om jeres tab. Faldt tilfældigt over dit Facebook-opslag, og jeg var straks tilbage i orkanen af følelser, der ramte mig for 8 år siden, da min bror døde – helt uden forvarsel – i en ulykke.
    Jeg har præcis det samme billede af flaget på halv foran mine forældres hus – og præcis de Holger Lissner-vers satte fik jeg printet på en plakat til at hænge i min stue.
    Ønsker jer alt det bedste midt i sorgen.

  • Hvor er jeg ked af det på jeres alles vegne Lisbeth ❤️ Det er så ubeskriveligt trist og tragisk, at det skulle ske. Jeg tænker meget på jer.

    Kh Signe

  • Nejnejnejnejnejnejnej…… Ååååh hvor frygteligt… kan slet ikke forholde mig til hvilket forfærdeligt chok og hvilken umenneskelig sorg du og I skal igennem… De allerbedste varmeste tanker til dig og jer….

  • Mine dybeste kondolancer! Det er forbandet uretfærdigt, uforståeligt og ubærligt. Jeg mistede min lillebror for snart 11 år siden. Pludseligt. Revet fra os uden grund.
    Sorgen vil altid være en del af mig.
    Kram og styrke til dig!

  • Kondolerer.
    Vi mistede min svigermor for 1 måneds tid siden, dog ikke uventet da hun var meget syg af kræft. Jeg synes næsten det værste er de mindste i familien som hele tiden spørger efter farmor. Mim yngste er 4 og han retter sig selv når han siger Farmor og farfar, nå nej farmor er død.
    I dag skal vi til urnenedsættelse. I går spurgte han mig hvad vi skulle i dag efter børnehave – det var sengetid og jeg magtede ikke at forklare om urnen så jeg svarede blot at vi skulle på kirkegården. Nå skal vi så grave farmor op? Og så måtte jeg alligevel igang med en mindre forklaring.

  • Hvor gør det mig ondt. Ord er fattige i sådan en helt umenneskeligt urimelig situation. De varmeste tanker til jer alle.

  • Jeg kondolerer. Jeg ved selv hvor svært det er at være høj gravid og miste. Jeg kunne slet ikke overskue min graviditet og ville bare have min datter ud. Jeg håber at du kan skille tankerne og så husk at din krop med den lille baby nok skal klare det. Brug tiden på at pleje dig selv mentalt inden babys ankomst. Man har brug for det da de hormoner som følger graviditet ikke hjælper en i en sorgproces. Ønsker det bedste for dig og min familie.

  • Det gør mig utrolig ondt at høre og læse dine meget rammende – men flot formulerede – beskrivelser af den altopslugende storm af sorg, du og familien befinder jer i netop nu. De første bekvemme, intetanende sekunder om morgenen kan jeg fuldt ud genkende, og følelsen af kort efter at blive slået ud. At stå op og gå igennem dagen som en levende midt i et vågent mareridt. Så absurd, så meningsløst, så uretfærdigt. Uforståeligt. Det tager tid at finde en ny måde at leve på med tabet, tomrummet og afsavnet som en evig følgesvend. Men som du selv skriver, kan det være rigtig godt at have en masse at tage sig til. At holde sig beskæftiget, og her tænker jeg, at du er godt hjulpet på vej af dine to dejlige børn 🙂 Andre er inde på, hvor absurd en oplevelse det må være at miste med et lille liv indeni sig og en nært forestående fødsel. Det kan jeg godt sætte mig ind i, men samtidig så tror jeg, at tiden vil vise dig, at det rent faktisk – når tragedien nu engang desværre er sket – ikke er så dum en timing endda. Naturligvis ville du ønske, at de havde mødt hinanden og haft et liv fuld af oplevelser sammen – men jeg tror, at fødslen af jeres nye lillebror vil være præcis det, der hjælper dig lidt hurtigere igennem den første, værste sorg. Der vil komme minutter, så timer, så halve dage hvor du rent faktisk kan eksistere uden at tænke på alt det, du har mistet, og i stedet helt automatisk har fokus på det, der er kommet. Det lille mirakel. Og tårerne vil gradvist blive afløst af smil. Det lyder også til, at din bror i det mindste ikke har lidt eller været igennem et langt og opslidende sygdomsforløb. For de efterladte er den pludselig, voldsomme og uventede død en af de værste, men jeg har i hvert fald selv fundet en lille trøst i, at nogle af mine elskede gik bort uden smerte og – tror jeg – uden at vide det selv. Sender dig mine allervarmeste tanker og kondolancer.

  • Puha…jeg kondolerer. Jeg har selv en mand og en bonusdatter med type 1. Det er bestemt en udfordrende sygdom at leve med.
    Jeg er ked af det din og din families vegne❤️

  • Kære Lisbeth
    Føler med dig og ved hvordan du har det. Mistede min mor pludseligt for nu 5 år siden. Med to små børn skulle jeg sammen med familien igennem en meget hård periode, hvor jeg midt i sorgen også skulle være der for mine to børn. Det trækker tænder ud for alle i familien at miste. Mit råd til dig er at snakke om det så meget du kan. Sorgen vil altid være der lige meget hvor mange år der går, men den bliver nemmere at leve med, når man snakker om den, der har forladt os. En tanke til dig fra mig.
    Vh Anne-Kathrine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *