Magisk mandagsmagi – på en våd og kold efterårsdag

Mest af alt holder jeg af hverdagen… mon ikke de fleste flerbørnsforældre har leet lidt hånligt af Dan Turélls ikoniske udsagn, mens man har hastet hjem med ungerne om eftermiddagen og hurtigt forsøger at bikse aftensmaden sammen i håbet om at klemme bare en smule kvalitetstid ind med dem inden puttetid?

Fotograf: Malene Porup

Jeg synes i hvert fald, at hverdagen trækker tænder ud hos os, og lige for tiden værner jeg om vores weekender, hvor vi har tid sammen, og hvor vi forsøger at holde aftalerne på et minimum, så vi ikke ender helt forpustede mandag morgen uden overskud til at tage hul på en ny uge.
Jeg synes ellers egentlig, at vi forsøger at planlægge os ud af de værste tidsdræbere – vi bestiller oftest måltidskasser fra enten Årstiderne eller Skagen Food, vi betaler os fra rengøringen og jeg har som selvstændig fleksibilitet i en højere grad end de fleste andre, og alligevel suser vi rundt mandag til fredag for derefter at synke dybt ned i sofaen fredag sidst på eftermiddagen og puste helt ud, mens vi byder weekenden særdeles velkommen.
Børnene skal hentes og bringes til alverdens fritidsaktiviteter, der skal planlægges legeaftaler – og så er der skolehjemsamtale, fællesfødselsdage, forældrefester og alverdens andre semi-obligatoriske aktiviteter, som også skal bookes ind i kalenderen.

Jeg ved også godt, at det naturligvis ikke hjælper på tingene, at jeg efterhånden er så udfordret i min graviditet, at det er begrænset, hvor meget jeg overhovedet kan hjælpe til – men jeg synes egentlig ikke, at det var ret meget bedre før sommerferien.

Det faktum, at vi slet ikke har nogen i nærheden, som en gang i mellem lige ringer og siger “hey, skal vi ikke hente jeres dejlige børn efter skole i morgen, så I kan tage på café og hygge jer – og måske en tur i biffen bagefter, mens vi fikser aftensmad og putter ungerne?” det spiller helt sikkert også ind. De er så store, at det ikke længere er fordi man trænger til en pause fra dem – på samme måde som dengang hvor de var små, og man både blev frarøvet sin nattesøvn OG brugte alle sine vågne timer på at varte dem op – nej det er nærmere lige lidt tosomhed med hinanden, ren voksentid, som man godt kan mærke, man savner.
Jeg er evig misundelig på alle jer, der har villige bedsteforældre i nærheden eller en sød Moster tæt på, som gladeligt byder ind på den front.

Er vi mon de eneste, der synes at hverdagene flyver af sted i et alt for højt tempo lige for tiden?

Derfor var det simpelthen også den mest magiske mandag længe, som jeg havde mig med ungerne i går. Der var tid til ro, til fordybelse og til hinanden – og så endda på en grå og regnfyldt mandag.

Jeg havde været til skolehjemsamtale, så børnene blev nuppet med hjem direkte bagefter, så vi var allerede hjemme ved 14-tiden. Min mand skulle på noget lederkursus, så det var en oplagt anledning til at skrue lidt ekstra op for hygge – vi var jo alene hjemme 😀
Vi dimsede lidt rundt, jeg fik handlet, min søn spillede lidt Fortnite mens min datter kastede sig over sit legetøj – og imens biksede jeg en vaffeldej sammen efter min mands farmors opskrift.
Vi spiste lige en hurtig omgang rugbrød og havregrød – så vi med god samvittighed kunne smovse vafler 😀  -og så bænkede vi os ellers om bordet med brætspil og vafler ad libitum – og hold nu op, hvor var det skønt!
Ingen sure miner, ingen stress men til gengæld masser af hygge og nærvær. Alt det, som vi normalt plejer at gemme til weekenden.

Da vi på ingen måder kunne klemme flere vafler ned, og da min datter havde banket min søn og mig i Myretuen (mit gamle spil fra min egen barndom – kan I huske det? 😀 ), trillede vi op i seng, hvor jeg sad og læste højt for dem begge, før vi slukkede og sagde godnat i dejlig god tid.

På alle måder en helt magisk mandag – dem vil vi gerne bestille lidt flere af snart ♥

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *