Når man er gravid, men ikke glad…

Det her er et af de mest personlige indlæg på min blog – og det er ikke uden en vis bekymring og en lillebittsmule ondt i maven, at jeg poster det nu. Det har taget meget tilløb, men nu gør jeg det – nu bliver der trykket på udgiv knappen, inden jeg igen kan nå at fortryde 😉

Jeg håber, at I vil tage godt imod indlægget uden at dømme eller lægge negative kommentarer, for det har krævet uendelig meget mod at åbne op om et ellers tabubelagt emne som det her.
Faktisk er det først nu, hvor jeg 100% er ude på den anden side og har lagt de følelser helt bag mig, at jeg har turde at gøre det. For indtil da har jeg slet ikke kunnet rumme at sige det højt, fordi skammen stadigt har reddet mig som en mare.

Men jeg synes samtidigt også, at det er SÅ vigtigt at turde at sige den slags højt. At fortælle at det altså er ok, at man ikke er jublende lykkelig som gravid – selvom graviditeten var velplanlagt og yderst ønsket.
Så andre måske kan sidde ude bag skærmen og undgå at føle sig alene, hvis man selv har de tanker – og ikke mindst at man kan blive bekræftet i, at det nok skal blive godt igen. At det er hormonerne, der har taget over – og at der nok skal komme ro på ♥

Fotograf: Malene Porup

Når man tisser på en test, og de to famøse og ønskede streger dukker op, så er der alt andet lige en forventning om, at man jublende lykkelig falder sin husbond om halsen med en tåre i øjenkrogen – for det er jo selvsagt en indfrielse af alle de håb, drømme og ønsker for fremtiden, som man sammen har skabt.
Det er de scener, man ser på film, får overspillet i reklamer, læser om i damebladene og oplever på sociale medier- og det er sådan, man hører sine veninder fortælle, at de reagerede, da de selv stod i den samme situation.

Men hvad så, når man ikke får den følelse? Hvad gør man, når man reagerer helt forkert i forhold til det billede, man har lært, der er det rigtige?
Det vil jeg gerne fortælle dig; man bliver flov, skamfuld, forvirret, frustreret og ked af det – og man føler sig som en helt helt forkert og meget dårlig mor!

Da min mand og jeg har konstateret, at drømmen om vores lille luksusbaby; en efternøler, ville være en realitet ca. 8 måneder ude i fremtiden, bliver jeg kort tid efter gennemsyret af en træt og trist følelse i hele kroppen. Jeg føler mig simpelthen så ked af det, trist og forkert – og jeg kan slet ikke forstå, hvad det er, der foregår.
Er det alligevel ikke det, jeg vil? Har jeg gået og narret mig selv med lyserøde glansbilleder af en baby som rosinen i pølseenden, og nu hvor fælden klapper, så bliver jeg brat revet tilbage til det virkelige liv, hvor det hele måske ikke længere virker så tillokkende…? Jeg kan slet ikke genkende de følelser og tanker, der pludselig overtager alt, og det gør mig både ked af det men i høj grad også forvirret.

Jeg går flere uger og bakser med de tanker for mig selv. Jeg har ikke mod på at åbne op, for i det øjeblik, jeg siger det højt, så bliver det pludselig meget mere virkeligt. Og jeg føler mig simpelthen som den dårligste mor, når jeg tilsyneladende kan være ked af, at jeg er gravid.
På en eller anden måde elsker jeg vel så mine to ældste børn højere end det kommende – og det kan man da ikke som mor. Hvordan kan man i det hele taget som en god mor være ked af, at man bærer på sit kommende barn?
Da jeg åbner op for min mand, er det jo i virkeligheden ikke den store overraskelse for ham. Han har tydeligt kunne fornemme, at jeg ikke er mig selv – og han rummer det på fineste vis og fortæller, at vi nok skal finde ud af det her sammen, og at han på ingen måde hverken bebrejder mig noget eller dømmer mig for det. Han gør det helt klart, at det her står jeg ikke i alene – det skal vi nok klare sammen! ♥

Min mand ringer til min læge og forsøger at få en tid, så jeg kan tale med hende om det hele og finde ud af, hvad i alverden der foregår. For at være helt ærlig, så sidder jeg med en følelse inden i, hvor jeg tænker, at hvis det her skyldes graviditeten og det ikke bliver bedre meget snart, så kan jeg slet ikke overskue at gennemføre graviditeten. Og når det nu virkelig er et ønskebarn, vi har talt om gennem de sidste 7 år, så virker det jo også fuldstændig absurd og forkert, at jeg har det på den måde.

Min læge kan ikke få mig passet ind før tre uger senere. Min mand ringer to gange yderligere og forklarer, at jeg på ingen måde kan vente så længe, men sekretæren er tilsyneladende overhovedet ikke i stand til at presse mig ind…

Jeg kan slet ikke overskue situationen og jeg aner faktisk ærlig talt ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg sidder og googler rundt på nettet og læser beretninger fra kvinder, der er i tvivl om de skal have en abort – og hele tiden så kæmper jeg med den der følelse af, at det her jo er helt forkert. Hvordan kan jeg overhovedet i løbet af et splitsekund være havnet et sted, hvor jeg har de tanker, når jeg et par uger før gik og håbede på to streger, da jeg tog en test?
Men via de søgninger kommer jeg til gengæld ind på Mødrehjælpens hjemmeside. Jeg har egentlig altid haft indtryk af, at Mødrehjælpen er et sted der hjælper fattige enlige mødre, men de har tydeligvis også nogle gode spørgsmål og overvejelser, man kan gøre sig, hvis man er i tvivl om man skal gennemføre graviditeten. Mens jeg sidder og læser popper der en lille boks frem, hvor man har mulighed for at chatte med en af deres ansatte.
Det føles ekstremt grænseoverskridende at skulle indvie en fremmed i mine inderste tanker, men samtidigt er det dog dejligt distancerende med en chatfunktion, så jeg kaster mig ud i det, og bliver jo selvfølgelig mødt helt uden fordømmende ord, som jeg nok egentlig havde frygtet en smule.

Vi bliver ret hurtigt enige om, at det nok kræver en lidt længere og dybere snak, end man lige kan tage over en chat, så vi aftaler, at en af Mødrehjælpens psykologer ringer mig op dagen efter, hvor hun vil afsætte en hel time til at tale med mig.
Jeg er nervøs, og jeg overvejer faktisk flere gange at lade være med at tage telefonen den følgende dag, men jeg tager en dyb indånding, hanker op i mig selv da telefonen ringer, og hun er simpelthen så sød og forstående at tale med.

Vi får vendt de følelser jeg går og tumler med, og ret hurtigt får vi indkredset, at det faktisk slet ikke er selve graviditeten, der gør mig ked af det – men nok nærmere graviditeten der til gengæld har udløst de følelser.
Når man bliver gravid er det naturligt at vende alle sine tanker, sit liv og sin situation og tage det hele op til fornyet overvejelse – og det kan sagtens ruske op i nogle ting, som man måske ellers går og fortrænger lidt. Når man så oven i købet tilsætter et helt hav af voldsomme hormoner, der raser rundt i din krop og spiller pus med din hjerne – så er det faktisk slet ikke sjældent, at de sætter gang i en masse triste og negative tanker – og du kan ende ud med en førfødselsreaktion, hvor du er gravid og ked af det.

Da det går op for mig, bliver jeg så lettet, at jeg er lige ved at græde. Så er jeg måske alligevel ikke en dårlig mor? Så er det lille barn slet ikke uønsket, og så giver det mening hvorfor de her tanker hele tiden har føltes så forkerte – altså ikke kun forkerte fordi de ikke passer med glansbilledet af at være nygravid, men også fordi de slet ikke passer ind med hvordan jeg ellers har det, og hvordan jeg havde

Vi taler timen ud og aftaler en ny samtale igen ugen efter. I mellemtiden skal jeg forsøge at mærke efter, hvad det er for nogle tanker der presser mig mest, når jeg tænker over forskellige ting i mit liv.

Allerede da jeg lægger på kan jeg mærke en kæmpe lettelse. Jeg har det som sådan ikke bedre, men det at jeg nu med sikkerhed kan mærke, at det vitterligt ikke er selve graviditeten der gør mig ked af det – det betyder nærmest alt, og det har løftet en kæmpe byrde af mine skuldre.
Den følgende uge taler vi igen sammen i en time, men det er tydeligt for os begge, at jeg slet ikke har samme behov for hjælp og afklaring længere – der er allerede faldet en masse brikker på plads og nu har jeg noget at arbejde videre med.
Det har givet mig SÅ meget ro i hele kroppen og sjælen, at jeg har fået sagt det hele højt. At en professionel har sagt, at jeg er helt helt normal, og at jeg er blevet forsikret om at mange flere end man lige regner med, faktisk går med de triste tanker og følelser, når de bliver gravide.
En førfødselsreaktion er helt almindelig og forekommer hos overraskende mange gravide – der er bare meget få, der taler højt om det, og derfor er det ikke noget man hører om.
Det giver mig en tiltrængt tro på, at det hele nok skal gå. At hormonerne med tiden nok skal falde til ro igen, og at mine tanker nok skal gøre det samme.

Min største angst havde egentlig været, at jeg i værste fald ville ende med at gå og have det så frygteligt i 9 måneder, og at jeg derefter slet ikke ville elske mit tilsyneladende uønskede barn. Forestil jer lige hvad tankerne om det scenarie kan gøre ved dig?
Det er virkelig svært at forklare, hvor forfærdeligt det som Mor er at gå rundt og tro, at man i virkeligheden slet ikke ønsker sig sit barn, og selv nu hvor jeg er på den anden side af de følelser, men hvor det trods alt ikke er længe siden, at jeg var i det – så er det svært for mig at sætte mig ind i igen.
Men dybest set, så føler man sig som en fiasko på netop det område, der betyder allermest – ens evne til at være en god mor!

De tanker har hun effektivt fået manet helt til jorden, og hun forsikrer mig også om, at alt nok skal blive godt igen, og at jeg allerede er nået meget langt, fordi jeg har handlet på mine følelser og fordi jeg er så reflekterende omkring det hele.

Vi aftaler, at jeg skal kontakte en dygtig psykolog, som jeg kan bruge i min videre proces med de ting, der så i virkeligheden fylder – og det vil jeg gerne fortælle mere om i et andet indlæg, for det er egentlig en helt anden historie.

Og lidt efter lidt, så letter det hele faktisk for mig.

Jeg havde det allerede markant bedre, da jeg havde fået identificeret, at det ikke var graviditeten der gjorde mig ked af det, og i takt med at jeg fik arbejdet med de andre ting – men faktisk især i takt med at de værste graviditetshormoner efterhånden lod min krop få fred og ro igen – så kunne jeg så småt begynde at glæde mig over graviditeten og det barn, der i sidste ende kommer ud af det hele.
Men det tog altså et godt stykke tid, før jeg nåede så langt.

At der så oven i det hele pludselig dukkede en masse uventede og særdeles uønskede bump op på vejen under min graviditet har helt sikkert ikke gjort det hele lettere – og faktisk har det mest af alt været svært at rumme omgivelsernes glæde på vores vegne over graviditeten, når jeg slet ikke selv følte mig glad.

Derfor er det også endnu større at jeg nu 100% er ude på den anden side og slet ikke kan vente med at møde vores lillebror. Det er helt fantastisk at gå og bygge rede og forberede mig fysisk på hans ankomst, nu hvor jeg mentalt er helt og aldeles klar til vores lille højt ønskede og elskede luksusbaby ♥

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Kommentarer

  • Jeg havde heller aldrig hørt om førfødselsdepression før jeg selv stod i den, da jeg ventede mit andet barn, der var lige så ønsket og planlagt som barn nr 1. Jeg var bare ikke glad og jeg følte mig slet ikke forbundet med babyen i maven som jeg havde gjort ved min første graviditet, jeg havde dårlig samvittighed hele tiden overfor mit ufødte barn over de følelser jeg ikke havde, og jeg var nervøs for om det overhovedet ville ændre sig når han blev født. Det ændrede sig selvfølgelig da han kom, og min kærlighed til ham var præcis den samme som ved mit første barn. Men det var dælme ikke en sjov tid…. Flot og modigt at du fortæller om det!

    • Hvor er jeg ked af at høre, at du har haft det på samme måde Josefine – det er simpelthen den mest forfærdelige følelse!
      Fik du noget hjælp under graviditeten, eller gik det over af sig selv, da du havde født? ❤️

  • Tak fordi du deler sådan et indlæg Lisbeth. Hvor er det dejligt du er kommet ud på den anden side! Held og lykke <3 <3 <3

  • Meget fint beskrevet. Kan sagtens genkende følelsen af, at det man virkelig har ønsket sig pludselig ikke giver den forventede glæde… Har hele tiden måtte minde mig om, at der også er forskel på første og nu anden graviditet. Første gang fyldte graviditen og de glade forventninger alt, denne gang må kvalme og udmattethed håndteres samtidig med en livlig 4-årig. Så kan tvivlen pludselig fylde for meget, om det måske er mere end man magter… Godt du sætter ord på noget tabubelagt og viser hvor der er hjælp at hente ❤

    • Ja det bliver aldrig det samme som første gang, hvor man kunne blive i sin lille babyboble og gøre alt klar til ankomsten 😉
      Men ja, det er nemlig vigtigt at italesætte det – og især også at fortælle folk, at det nok skal blive godt igen, og at der altså er hjælp at hente 🙂

  • TAK!
    Pludselig var der flere ting der gav mening! Jeg anede ikke at der var noget som førfødseldepression!!! Min første graviditet var bestemt ikke lutter lagkage og ser varcalt for mange triste og negative tanker.
    Nu giver det pludselig helt mening!
    TAK! ♥️

    • Hvor er det dejligt at høre Sanne – altså ikke at du har stået i den samme situation, for det er virkelig ikke rart, men at indlægget kunne sætte nogle ting på plads for dig.
      Det har virkelig også været svært for mig at få identificeret, hvad der foregik.
      Jeg er glad for, at du kunne bruge det ❤️

  • Hvor er det fantastisk at du deler dette. Jeg er helt sikker på, at det vil hjælpe rigtig mange kvinder, der står i en lignende situation. Tak for, at du er med til, at pille det glansbillede der ellers hurtigt er på blogs og ig. Og hvor er det dejligt, at du er kommet ud på den anden side.

    • Tak Tine!
      Jeg elsker ellers glansbilleder og samler også gerne på dem – men dem kan man ikke bruge til ret meget, når man sidder i sådan en situation og føler sig helt alene, så derfor tror jeg også, det er vigtigt at dele den her slags.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *