Den BEDSTE graviditetskjole og en ammevenlig kjole

Lisbeth Kiel

Flot graviditetskjole

Jeg synes personligt, det er vanvittig svært at finde en flot graviditetskjole – eller i det hele taget pænt graviditetstøj og flotte kjoler til gravide. Er det kun mig, der synes, der er langt mellem snapsene i den afdeling?

Samtidigt er jeg også kommet så langt hen i graviditeten nu, at det er svært for mig at passe mit normale tøj, og selvom jeg har de bedste intentioner om ikke at shoppe graviditetstøj, så bliver det nok svært helt at undgå, for det er svært at finde ret meget “almindeligt” tøj, der klæder min store badebold på maven 😀

Men men men… jeg har det bedste tip, som ganske enkelt burde være helt obligatorisk information til alle kvinder, så snart de kan fremvise en positiv graviditetstest.
Der findes nemlig to kjoler, der er lækre til kvinder, men som også klæder dem ualmindeligt godt, mens de er gravide. Som om det ikke var nok, så er de simpelthen også så ammevenlige, som noget overhovedet kan blive. Det er simpelthen et rent kinderæg med hele 3 overraskelser i én 😀

Det er Stine Goya Brush kjole og Stine Goya fantastisque kjole der er tale om. De er så smukt draperet i et elastisk stof henover både mave og bryst, og derfor sidder de simpelthen så flatterende på stort set alle kropsformer – både de flade, de formede, de tynde, de tykke og også de smukke gravide maver.

De er meget fleksible i stoffet, og jeg kan sagtens passe de kjoler, jeg havde købt før min graviditet. Jeg havde både nogle i XS og i str. S og begge passer fint. Under min graviditet har jeg købt en del flere – faktisk primært brugt på Trendsales og Tradono, og her har jeg købt dem i S eller M – så der er lidt mere plads at give af 😀
Man skal dog være obs på, at de forskellige typer af stof altså ikke alle er lige fleksible – fx har jeg købt en bronzefarvet glimmersag, jeg skal have på til en fest, som altså bestemt ikke er så løs i det – så den kan jeg kun lige med nød og næppe skrue mig ned i 😀

Ammevenlig kjole

Men en ammevenlig kjole simpelthen? Yes – det er måske ikke helt til at gennemskue, hvordan i alverden den dog er ammevenlig. Men hvis man løfter draperingerne hen over brystet, så kan man jo se at der er ganske almindeligt stof nedenunder. Der klipper man simpelthen i en lang linie lige under den øverste syning – så der kommer hul ind til brystet. Stoffet er af en type, der ikke løber, så man behøver ikke en gang at finde nål og tråd frem.
Selve stoffet dækker stadigt fint for brystet, med mindre du trækker ned i det for at amme – og draperingerne dækker for hullet i stoffet, så den stadigt ser helt almindelig ud.
Når du skal amme, hiver du så op i draperingen, og ned i stoffet – og voila, så er der fri adgang til brystet, men uden at man sidder og blotter sig selv alt for meget.

Du kan jo evt. gøre som mig og gå på jagt efter second hand kjoler, hvor der er en del penge at spare. Så gør det måske heller ikke helt så ondt at skulle klippe i dem, når de skal bruges til at amme i 😀

Forskellen på de to kjoler er, at Stine Goya Fantastisque har lange ærmer mens Stine Goya Brush har korte ærmer. Begge findes i et utal af farver og mønstre, fordi de laves hver eneste sæson i forskellige udgaver.

Jeg har, som man også vil kunne se i mine arkiver her på bloggen, en del forskellige udgaver af kjolen, som flittigt er blevet luftet også før graviditeten.  Man kan bl.a. se det herher og her.

 

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *