Noget om at stoppe tiden bare et lillebitteøjeblik

Kender I det, at man føler, at man sidder med sit spædbarn i armene, blinker bare et lillebitte øjeblik og pludselig er man mor til to børn på 9 og snart 7 år?
Hvor man på en eller anden måde slet ikke har formået at fatte, hvor hurtigt tiden er løbet af sted – og hvor man slet ikke føler, at man fik dvælet nok ved de små lykkeglimt, fik indfanget de fineste øjeblikke tilstrækkeligt grundigt – og at man ikke har nydt det nok?

Der var en gang, hvor jeg forsøgte mig med tvang, belønninger og lokkemidler for at forhindre dem i at komme ind i min seng hver evig eneste nat – og nu har jeg næsten lyst til at betale dem for at blive ved… “ej mor der er ikke plads nok” “der er alt for varmt” “er det ikke ok, at jeg sover i min egen seng bare i nat”… Hvornår kom vi pludselig dertil?
Forleden, hvor min mand var ude at rejse sagde min søn endda: “okay Mor, jeg vil godt sove inde hos dig i nat, så du ikke skal ligge helt alene – men det er altså kun i nat!”…
De er blevet så store, så selvstændige og jeg er simpelthen så stolt af dem… men altså; den der følelse af, at de ikke helt længere har brug for mig; den er lidt svær at forlige sig med.
Når min store dreng, som tidligere ikke var glad for bare at være alene på sit værelse, nu pludselig insisterer på at være helt alene hjemme 1,5 time, mens jeg er til gymnastik med hans søster – så er jeg lige dele både stolt af ham, men åh hvor kan jeg også godt mærke, at jeg ville ønske, at jeg kunne fastfryse tiden bare en smule. Bare en lillebittesmule endnu, så de stadigt har lyst til at putte deres hånd i min, stadigt kalder på mig når natten bliver alt for mørk, og stadigt synes at Mor er den bedste i verden ♥

Fornemmelsen af, at de langsomt glider ud af min favn og i stedet søger hen mod klassekammerater, venner og veninder… og det er jo helt efter bogen. Det er lige præcist sådan, det skal være – men det gør altså lidt ondt at erkende som Mor.
Jeg mener; jeg er kun 45, når jeg har et barn på 18! – hvad i alverden skal jeg så bruge min tid på? 😉

Men hvad gør man egentlig? Går man amok med kameraet og laver en masse fotobøger, som man nostalgisk kan bladre løs i de kommende år, mens de har travlt med at besøge deres venner? Fodrer man dem med piller for at stoppe det der vokseri omgående? Får man sig en lille baby, så der i det mindste er en eller anden, der stadigt har brug for én? 😀 Eller lærer man simpelthen at erkende, at de er ved at vokse sig til nogle fantastisk fine mennesker som har alle de rigtige ting med i bagagen og gør én stolt på daglig basis?
Jeg ved det jo godt, og jeg ved også godt, at jeg ikke bør være andet end stolt over de to fantastiske børn jeg har, som i disse år for alvor udfolder deres personlighed og vokser sig til at være rigtige mennesker med holdninger, humor og empati, og det er jeg i den grad også ♥

Men derfor er der altså stadigt også en del af mig, der allerede er begyndt at savne dem på forhånd – ved tanken om, at de får mindre og mindre brug for mig…
Er jeg mon den eneste der oplever stik i hjertet ved tanken om det?

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Kommentarer

  • Den der følelse er også begyndt at komme snigende hos mig… og ja, det kan ind imellem godt inspirere til at få sig en efternøler. Jeg ved desværre ikke, hvad man skal gøre! Jeg sukker ofte efter at kunne have flere timers uforstyrret tid derhjemme, og samtidig frygter jeg for at detcrent faktisk kommer til at ske, lige rundt om hjørnet. Det sjove er, at jeg synes at nummer 2 vokser hurtigere end den første…. måske fordi tempoet er højere med 2 børn? Eller fordi man har prøvet alle de ‘første gange’, så dvæler man ikke så længe ved de særlige øjeblikke? Og vores nummer 2 har en storebror, som han efterligner, og virker derfor så meget større end den første var i samme alder…,

    Håber, du følger op… hvis du finder ud af, hvordan man stopper tiden… 😢

    • Det er præcist de samme tanker, jeg gør mig Elizabeth – pludselig tikker uret og minder én om, at det er jo for pokker NU man skal nyde dem og tiden med dem – for lige om lidt, så er det for sent…
      Og ja, tiden flyver af sted med nr 2 – og det er nok netop en kombination af de ting, du nævner – og det kan altså godt gøre mig lidt trist en gang imellem…
      Og det lover jeg at gøre! 😀

  • Åhh tak for at minde minde mig om at jeg måske bare skal nyde, at vores snart to årlige søn kommer ind og putter hos os hver nat, stadig vil have et stort kram mange gange om dagen, og lyser op i det største smil hver gang jeg kommer og henter ham i vuggestuen.
    Sin tid sin charme.
    Tak

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *