Opskrift på iskaffe til børn


Indlægget indeholder reklame - læs mere her

En let og hurtig opskrift på en læskende iskaffe til børn – eller en koffeinfri iskaffe til voksne.

Jeg kan stort set ikke drikke en iskaffe, uden at min datter kommer listende hen og med sit fineste fjæs står og kigger på mig og håber at få lov til at smage.
Hun er tosset med kaffe – sådan helt generelt – og smagen af den søde, mælkebløde iskaffe kan hun slet ikke stå for (og det kan man jo i virkeligheden heller ikke helt bebrejde hende 😉 ).

Jeg plejer dog at begrænse det til en enkelt lille tår – af hensyn til koffeinen, men det falder altså ikke helt i god jord – så nu har jeg i stedet fundet frem til en opskrift på iskaffe uden koffein, så hun sagtens kan få sin helt egen kop – simpelthen en iskaffe til børn – så vi sammen kan hygge med det i solen. Til mig selv bruger jeg en god opskrift på iskaffe som du kan finde her – den er altså stærkt vanedannende, men du kan jo også sagtens lave denne opskrift hvis du gerne vil have en koffeinfri iskaffe.

Du behøver ikke at lave den på forhånd – selvom man bruger kogende vand dertil, så bliver en kølet tilstrækkeligt af pga den kolde mælk og isterningerne til at man straks kan drikke den. Så du kan sagtens kaste dig ud i den uden de helt store forberedelser.

Opskrift på iskaffe til børn – en koffeinfri iskaffe – 1 glas

Nem opskrift på iskaffe til børn uden koffein

Det skal du bruge:

  • 2 tsk koffeinfri nescafe
  • Iskold mælk
  • Kogende vand
  • 3-4 isterninger
  • Sukker eller kaffesirup (vi bruger en med vanillesmag)

Sådan gør du:
Hæld 2 tsk af den koffeinfri nescafé i et glas og fyld glasset halvt op med kogende vand.
Rør kaffen godt ud i vandet, put isterningerne i og top den med iskold mælk.
Smag den til med sukker eller kaffesirup – vi bruger ca. 1 tsk sirup til et stort glas iskaffe.
Rør godt – og server den fx i disse fine glas, som er geniale til børn, når man er udenfor – fordi de har et håndtag, og der samtidigt er låg, så der ikke kan komme insekter ned i glasset.

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Kommentarer

  • Det er supersmart, tror dog jeg ville have det mærkeligt med at give min datter kaffe. På en eller anden måde er det noget der for mig hører voksenlivet til, lidt ligesom jeg ikke ville give hende en alkoholfri øl, selvom både en koffeinfri kaffe og en alkoholfri øl jo på ingen måde skader 😀 Det er ikke for at pege fingre, at jeg skriver det, egentlig er det min egen holdning jeg forsøger at forstå, for hvad kunne der egentlig ske ved det ?

    • Hej Helle,
      haha jamen jeg kan sagtens følge dig – jeg tænker dog ikke, at det er så forfærdelig anderledes end at give sine børn te, som jo faktisk oftest indeholde koffein. Det har de i hvert fald ofte fået om vinteren i mine børns børnehave…
      Men altså, nu er jeg så også vokset op med, at jeg gerne måtte få en slat kaffe med en masse mælk i hver søndag -så det er jeg måske heller ikke helt den rette til at vurdere 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *