Fine dimser til kontoret

Lige siden, jeg slog mine folder i folkeskolen i min lille jyske hjemstavn, har jeg altid ELSKET at købe ting til skolestart.
Jeg kan stadigt huske, når boghandlerens katalog dumpede ned i postkassen, og man med sommerfugle i maven sad og bladrede det igennem for at vurdere, hvad man skulle forsøge at lokke sine forældre til at købe ud fra den overbevisning, at man ganske enkelt ikke kunne starte på et nyt klassetrin uden de omtalte ting.
Det var fx noget helt specielt at vælge bogpapiret til sine bøger. Etiketterner med angivelse af fag og bogtitel. Notesbøger har jeg altid haft en svaghed for – og penalhuset skulle selvfølgelig fyldes op med en ny forsyning af blyanter, overstregningstuscher, viskelæder mm.
Det har helt sikkert også været kædet sammen med forventningens glæde over at skulle tilbage til klassekammeraterne efter sommerferien med nye fag, nye oplevelser og ikke mindst noget at lave efter 7 ugers sommerferie, hvor man altså til sidst nåede at kede sig lige vel meget.

Men den der fornemmelse kan jeg stadigt genkalde mig – og det er muligvis derfor, at jeg stadigt er helt tosset med at købe fine finurlige kontorartikler.
Min mand har for længst opgivet at argumentere for, at jeg vist ikke har brug for flere pastelfarvede dimsedutter og dingenoter til mit kontor – og det kan man da kun elske ham en lillesmule højere for!

Når jeg så samtidigt er min egen chef (og teknisk set også indkøbsansvarlig i mit lille verdensfirma 😛 ), så ligger det jo også lige til højrebenet at der er frit valg på stort set alle hylder.

Lagerhaus har SÅ mange fine ting, at det er meget, meget svært at begrænse sig. Og her taler jeg af lykkelig erfaring, da langt de fleste ting på mit kontor netop stammer derfra.
De har en del butikker i Sverige, og når jeg er i Malmø er jeg altid derinde for at snuse (og shoppe!), men de har altså også en fantastisk webshop med hurtig og ikke mindst billig forsendelse til Danmark – så der shopper jeg sjovt nok også ganske ofte 😉
Du finder hele kategorien med deres fine kontorsager lige her (og indlægget her er (desværre) ganske usponsoreret – jeg er ganske enkelt bare vældig begejstret og deler gerne ud af den glæde!).

Tingene på kollagen er (bare) nogle af de ting, der lige nu ligger i min indkøbskurv og venter på at blive klikket hjem – du kan se flere detaljer fra mit fine kontor (elsker virkelig det sted!!) i indlægget her.

 

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *