En bloggers dagbog vol. 1

Jeg har efterhånden fået en hel del spørgsmål fra jer på, hvad jeg mon egentlig laver i løbet af en uge, når en del af min stillingsbetegnelse lige pt er professionel blogger.
Mange tænker nok, at SÅ lang tid kan det vel heller ikke tage lige at skrible et par blogindlæg sammen og tage et par billeder dertil? 😉

Derfor har jeg den seneste uge nøje dokumenteret og noteret mig, hvad min tid er gået med – der ville man jo næsten ønske, at man var ansat i en stor virksomhed og kunne fakturere for alle de timer 😀
Men det giver nok i virkeligheden et meget godt billede af, hvor alsidige mine hverdage er – og det elsker jeg!!

Mandag

Min mand er ude at rejse, så jeg får sendt ældstebarnet af sted i skole, og mens min datter sidder og hygger med en malebog herhjemme, får jeg arbejdet et par timer, hvor jeg får styr på min indbakke og får lavet dagens indlæg om vores spisestue. Billederne har jeg allerede taget tidligere, men de skal redigeres, teksten skal skrives, og der skal laves links og affiliatelinks til de webshops, hvor tingene stammer fra.

Ved 11-tiden tager min datter og jeg ind mod Michala, hvor vi sammen med hende og hendes datter skal medvirke i en reklamefilm.
Selvom lejligheden er fuld af kamerafolk, lydfolk og bureaufolk, så har vores søde piger heldigvis mest af alt en fest med hinanden – og hvor føler jeg mig altså heldig, at jeg på den måde kan lave så mange ting sammen med mine børn, som en del af mit job.
Filmen – den skal I nok se mere til, så snart den er klar 😉

Tirsdag

Jeg skal ud af døren allerede kl 7.15 for at nå at aflevere børnene, før dagens første møde. Når man er vant til at arbejde hjemmefra, hvor min mand oftest afleverer børnene, så var det altså lidt af en omvæltning 😉

Mødet er hos næstformanden i Dansk Journalistforbund, hvor vi skal have nogle detaljer på plads omkring den nye blogforening, vi har stiftet hos dem.
Det går SÅ fint – og vi er høje over, at vi endelig sådan for alvor er i gang – det er en rigtig, rigtig god fornemmelse!

Frisør Nolia København
Efter mødet styrer jeg direkte videre til dagens anden aftale – som dog ikke helt er af arbejdsmæssig karakter.
Jeg har en særdeles tiltrængt tid hos min søde frisør – Pernille hos Nolia – og eftersom hun er min gamle overbo, og vi kender hinanden virkelig godt, så er det nogle meget hyggelige timer, mens hun får styr på mit hår igen. Ren luksus!

Hjem med begge børn, vi hygger alle tre med at lave aftensmad sammen – og da de sover, får jeg indhentet nogle times arbejde om aftenen.

Onsdag

Min søn er syg – og eftersom min mand stadigt er ude at rejse, så hænger den på mig. Jeg kan ikke få afleveret min datter, når min søn ligger syg hjemme, så jeg har begge børn hjemme.
Det er yderst begrænset, hvad jeg overhovedet når af arbejde, og til sidst giver jeg efter og putter mig på sofaen med dem og en bunke dyner, mens vi ser en tegnefilm.


Min mand kommer hjem kl 18 og afløser mig, så jeg hurtigt kan suse af sted mod Imperial, hvor jeg har en aftale med en god veninde og selveste Mr Grey.
Jeg er fint underholdt af filmen, men selvfølgelig er det bare ganske letfordøjelig underholdning – den er næsten oplagt til en venindeaften 🙂

Torsdag

Jeg har en tiltrængt lang arbejdsdag på kontoret, som jeg sparker igang med et højt elsket ritual. Så snart familien er sendt ud af døren, hopper jeg tilbage under dynen med en god kop kaffe og min computer, og så bruger jeg den første halve time af min arbejdsdag på at tjekke mails og skabe mig et overblik over dagen.

Da jeg senere rykker ned på mit fine kontor, får jeg lavet nogle blogindlæg færdige – jeg er håbløst bagud pga de mange dage som græsenke og pasning af syge børn, men jeg får så nogenlunde styr på de løse ender.
Jeg er ved at forberede en undervisningstjans, som der også skal koordineres samt en aftale om et oplæg hos en virksomhed, der lige skulle helt på plads.

Efter aftensmaden kommer søde Dorte hjem til mig. Vi skal holde et oplæg om blogging hos Dansk Journalistforbund under Social Media Week, og vi mangler stadigt meget, før det er klar.
Med store kopper kaffe, masser af chokolade og lidt pauser til hyggelig sniksnak, får vi heldigvis nået en masse i løbet af aftenen.

Fredag

De første par timer arbejder jeg hjemme, hvorefter jeg igen sætter kursen mod Dansk Journalistforbund. Sammen med Camilla skal jeg ind at præsentere det oplæg, Dorte og jeg fik lavet råskitserne til, og heldigvis er de meget tilfredse med det.
De næste par timer får vi det hele koordineret og klart, og efter et vellykket møde, slentrer jeg ud i et solfyldt København og nyder, at man næsten kan mærke foråret nu!

Om aftenen får jeg besøg af en flok dejlige damer, som jeg mødte på et online forum for snart 9 år siden, da jeg var gravid med Trutten. Vi har holdt sammen lige siden, og selvom der godt kan gå måneder mellem, vi ses, så fortsætter vi bare, hvor vi slap – og jeg nyder virkelig det helt specielle bånd vi deler.
Der er sushi og champagner i rigelige mængder, hvilket er særdeles tiltrængt og velfortjent ovenpå en ret presset uge – og klokken er faktisk 2, før jeg hopper under dynerne.

Lørdag

Conni og Cana med deres søde drenge holdte mig med godt selskab ♥

 

Der er desværre ikke mulighed for at sove længe, for allerede kl 8.45 skal vi til et event i Illum. Børnene og jeg er inviteret til en eksklusiv åbning af deres helt nye børneunivers, Tinderbox.

Det er blevet en vanvittig lækker børneafdeling, hvor stort set alle mine yndlingsbrands er repræsenteret på smukkeste vis. Jeg blev fælt fristet af op til flere flotte ting og skal vist tilbage for at lure nærmere, når jeg har lidt bedre tid.

Der er kage og ballonklovn til børnene – kaffe og godt selskab til mig – og det er jo sådan set ikke en helt dårlig måde at begynde sin lørdag på 😉

Lørdag aften byder på stenbiderrogn, en af de ekstra gode flasker hvidvin fra kælderen og godt selskab med min mand – vi har knapt nået at se hinanden i løbet af ugen, så det er efterhånden særdeles tiltrængt.

Søndag

Der er fastelavnsfest i vores villakvarter – og det er simpelthen altid SÅ hyggeligt, når vi alle samles til de sociale arrangementer. Fastelavnsboller, glade børn og varm kaffe – what’s not to like?

Resten af søndagen bliver brugt på at komme helt ned i gear, men da børnene er puttet, sidder jeg igen på kontoret med Dorte på telefonen, så vi kan få finpudset vores oplæg til Social Media Week, der løber af stablen tidligt mandag morgen.

Kl 0.27 er vi færdige efter et langt og sejt træk, og jeg hopper direkte på hovedet i seng, så jeg kan være bare nogenlunde frisk til mandag morgen ♥

del artiklen på FacebookDel på Facebook

1 Kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *