Reklame – vi var inviteret på pressetur af Disneyland Paris
Som jeg tidligere har nævnt, så var min søn og jeg så helt utroligt heldige at blive inviteret på en pressetur af selveste Disneyland Paris. Jeg må ærligt indrømme, at jeg var meget beæret over en invitation fra netop dem – og så var jeg selvfølgelig vanvittig spændt og glad over at kunne dele sådan en oplevelse med min søn.
Vi var der i tre dage i alt, og jeg tænker faktisk at dele fortællingen om turen op i 3 afsnit – den var nemlig SÅ tætpakket med oplevelser, at det vil være umuligt at koge ned til et enkelt indlæg 🙂
Vi tog toget mod lufthavnen tidligt torsdag morgen i forrige uge, og helt tilfældigt stødte vi ind i Allan og hans datter Merle i metroen på vejen. Udover dem havde vi også selskab af søde Cecilie og hendes søn Otto, som er jævnaldrende med min søn – så det var et lille men skønt hold, vi var af sted!
Når man er 7 år gammel, så er en flyvetur jo nærmest en hel udflugt i sig selv – og selvom vi ikke blev placeret ved siden af hinanden i flyet, så klarede min store dreng det hele i stiv arm – han sad hele vejen og læste i sit LEGO blad med sommerfugle i maven over alt det, der ventede ham de kommende dage.
I lufthavnen blev vi hentet af en chauffør – men rejser man under knapt så magiske forhold, så kører der altså et tog direkte fra lufthavnen og hen til Disneyland – det tager en lille time.
Da vi ankom blev vi modtaget med et “welcome home” – og så blev vi ellers indlogeret i et toplækkert værelse på 8. etage på deres Compass Club afdeling af Newport Bay Club hotellet. Det er helt nyrenoveret og er et 4. stjernet hotel med maritime vibes – lige i min stil! Der var diskrete Disneyrereferencer overalt – men på et niveau, hvor forældrene følte, det var klassisk stilet – og hvor børnene havde en fest med at gå og opdage de små detaljer overalt.
Walt Disney Studios Park
Der er egentlig to forskellige forlystelsesparker i Disneyland Paris, som dog ligger op og ned af hinanden. Disneyland Park og så Walt Disney Studios Park, hvor vi gik hen efter en hurtig indtjekning på hotellet. Det tog ca. 15 minutter at gå fra vores hotel, hvilket var fint, når min søn er så stor – men har man mindre børn bør man enten overveje at medbringe en klapvogn (dem de udlejer i parken kan nemlig ikke tages med hen til hotellet) eller at booke sig ind på fx Disneyland Hotel, der ligger midt inde i parken.
Walt Disney Studios Park sætter sport på selve produktionen af de kendte Disneyfilmen – og går lidt bag scenerne og produktionen. Området er ikke nær så stort som selve Disneyland Park, så det var et rigtig fint sted for os at starte.
Vi (eller, nu siger jeg godt nok vi, men det var altså primært min søn, der turde at prøve noget – og Allan var så sød at tage med ham rundt i de forskellige ting) prøvede en del forskellige ting, hvor højdepunktet uden tvivl var Ratatouille. Flere søde læsere havde tippet mig om det, og det var et kæmpe hit, som vi prøvede mange gange.
Det er en 4D forlystelse, hvor du nærmest føler, at du er med i scenerne fra filmen som en af rotterne. Jeg hylede og skreg under hele turen – men ikke mere end at de fik lokket mig med derind flere gange 😉
Til de små børn var fx Slinky, Flying Carpets og Toy Soldiers Parachute Drop et hit – og så fik min søn lokket Allan med ind i Crush’s Coaster som vist var lige lovlig vild for Allan 😛
Jeg var vild med stemningen i Studios Park og kan varmt anbefale, at man lægger ud der. Det er en rigtig god måde at komme i rigtig Disney-stemning på, og når man går rundt blandt de gamle filmkulisser er det umuligt ikke at lade sig rive med af stemningen.
Vi fik lov at overvære showet Mickey og Tryllekunstneren som kører flere gange om dagen, og hvor man naturligvis har gratis adgang – som til alt andet i Parkerne, når man først har betalt entrébilletten til selve Disneyland.
Det var SÅ fantastisk og virkelig en kæmpe oplevelse for både min søn og mig. Uden at afsløre alt for meget, så får man selskab af mange af de kendte og elskede figurer fra de mest populære film undervejs i showet.
Efter showet gik turen tilbage til hotellet, hvor vi spiste aftensmad i restauranten. Det var en buffet med lækkert fransk mad med et internationalt tvist, og det var både voksent- og børnevenligt uden at kamme helt over i friture. Oste- og dessertbordet var i en klasse helt for sig, og her var der også fine små Disneyindslag som fx en citronmarengstærte i miniudgave med chokoladeknapper som Mickeyører 😀
Efter maden var alle godt trætte ovenpå både rejsen men også en dag helt mættet af oplevelser, så min søn og jeg gik op på vores store værelse for at hoppe under dynen. Da vi kom derop, havde de stillet den fineste overraskelse med en halloweenlampe a la Mickey Mouse som en skøn forsmag på næste dags begivenheder – den skulle nemlig stå i Halloweens tegn.
Undervejs opdaterede jeg på min Instagram Story – og her er hele historien fra den første dag 🙂
Del på Facebook
Det ser helt fantastisk ud <3
Det var det virkelig også – længes allerede tilbage til det magiske sted <3
Det lyder som (og ligner) lidt magi. Jeg drømmer selv om at opleve det engang (:
– K
Åh det må du endelig gøre!
Det er virkelig helt magisk for både store og små <3