Opskrift på indisk dahl – indisk linsesuppe

Opskrift på indisk linsesuppe

Opskrift på indisk dahl

Opskrift på indisk linsesuppe
Denne opskrift er på en indisk linsesuppe, dahl, som smager helt igennem fantastisk. Den er vegetarisk, og for en kødelsker som mig, er det altså ret sigende, at denne linsesuppe gennem flere år har været min livret 😉 Min datter er også vild med den, og hver gang hun får lov at bestemme menuen – eller hver gang hun og jeg er alene hjemme, så er der altid tradition for indisk linsesuppe – indisk dahl.

Den smager lækkert af karry, mætter dejligt og er i det hele taget en helt fantastisk god ret til efterår og vinter. Det bedste er, at portionen er så stor, at du har mad til flere dage – eller endnu bedre; at du kan fryse den ned i portioner, så du nemt kan varme det op, når du vil have nem og hurtig aftensmad.

Toppingen må man endelig ikke glemme – vi spiser den altid med en fed creme fraiche (den fedtfattige er sikkert også glimrende, jeg elsker bare den anden 😀 ), sesamfrø der er letristet med spidskommen samt masser af frisk koriander – og så naturligvis med naanbrød til.

Opskrift på indish dahl / indisk linsesuppe ca. 8 portioner

Ingredienser:

  • 1 stort løg hakket i tern
  • 5 fed hvidløg, presset eller hakket fint
  • 1 dl smagsneutralt olie (fx raps eller solsikke)
  • 4 spsk madraskarry (vigtigt at det ikke er almindelig karry)
  • 2 tsk kardemomme
  • 1 spsk spidskommen
  • 1 lille knold revet ingefær
  • 3 dåser flåede tomater
  • Saften af en halv citron
  • 500 g røde linser
  • Ca. 2 liter vand
  • 1 grøntsagsbouillonterning

Sådan gør du:

Steg løg og hvidløg i olien over mellem varme. Så snart de er lidt blanke tilsætter du madraskarry, kardemomme og spidskommen og rister det i olien, så det afgiver dejlig meget smag til retten.

Dernæst tilsætter du tomater, citronsaft og revet ingefær og skruer lidt ned for varmen. Når det har stået og simret lidt, tilsætter du de røde linser, vand og bouillonterningen. Nu skal du røre jævnligt og lade det koge en lille times tid, hvorefter du smager det til med salt og peber. Jeg synes, den kræver ret meget salt- men det er selvfølgelig smag og behag.

Indisk dahl – eller indisk linsesuppe som det jo egentlig er, serveres med en god klat creme fraiche, ristede sesamfrø med spidskommen og frisk koriander – og naturligvis masser af lækkert naanbrød

del artiklen på FacebookDel på Facebook

1 Kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *