Fidusen fylder 5 år – hendes fødselsberetning

Da Trutten fyldte 5 år – som jo næsten er en rund fødselsdag, fejrede jeg det her på bloggen med en lang og detaljeret fødselsberetning, og egentlig ville jeg jo gerne gøre det samme i dag, hvor det pludselig er min lille pige, der fylder hele 5 år.

Problemet er, at Fidusens fødsel faktisk var så kort, og gik så stærkt, at jeg nærmest intet husker – og at der ikke er ret meget at fortælle 😀fidusen

Under hele min graviditet havde jeg haft en fornemmelse af, at hendes fødsel ville komme til at gå hurtigt. Jeg ved egentlig ikke hvorfor – og min mand (som jo så blot var kæreste dengang) slog det også hver gang hen – fordi Truttens fødsel næsten tog et døgn.

Natten til den 13. april kl 4.30 vågnede jeg ud af det blå ved den allerførste ve. Der havde ikke været noget optræk til det – ingen plukkeveer eller andre tegn på, at nu var det tid.

Derefter kom veerne voldsomt og regelmæssigt – så jeg vækkede omgående min kæreste og proklamerede, at nu var det tid. Han var lidt i tvivl om, om det virkelig kunne være rigtigt og om vi virkelig skulle ringe til fødegangen, når mine veer lige var gået i gang, men jeg hoppede i bad mens han ringede efter sin bror, som skulle passe Trutten. Hans bror er læge og var blevet kaldt på nattevagt – så han ringede desperat til min veninde, som sagde at hun ikke var helt sikker på, om deres bil mon ville starte, så hun ville ringe tilbage. Jeg havde rigtig slemme veer under bruseren, så jeg beordrede ham til at ringe hende op med det samme og sige, at så måtte hun tage en taxa 😀

IMG_0008-004

 

Da hun kom, var jeg hoppet i tøjet og var i gang med at lægge make-up. Da jeg fik taget de sidste billeder af maven inden Truttens fødsel havde jeg ikke make-up på – og det havde irriteret mig lige siden 😀 Min veninde var helt overbevist om, at vi ville blive sendt hjem igen, når jeg kunne stå der og tænke på make-up – og da jeg efterfølgende fik min kæreste til at tage billeder af maven (man er vel blogger 😛 ) kan jeg tydeligt huske, hvordan jeg knækkede sammen under hver ve, og derefter hurtigt rejste mig op og smilede og poserede, så snart veen var overstået – haha 😀

Kl 6.20 var vi ankommet på Rigshospitalet. Jeg havde stort set veer nonstop, og selvom min kæreste blot smed bilen i en ulovlig parkering lige ved indgangen, så var det næsten helt uoverskueligt for mig at skulle gå det lille stykke.
Jeg kom direkte ind på en fødestue, hvor de konstaterede, at jeg var 4 cm åben. Jeg husker, at jeg havde en længere diskussion med jordmoderen, fordi jeg ville have en epiduralblokade, og hun blev ved med at påstå, at det kunne jeg ikke nå 😉

Hun gik ud for at hente en medhjælper, der kunne assistere hende, men lige da hun var gået blev mine veer så voldsomme, at min kæreste hurtigt fik kaldt hende tilbage. Hun nåede aldrig at hente hverken udstyr til fødslen eller en assistent 😀

Da jeg i sin tid fødte Trutten fik jeg aldrig presseveer og måtte føde ham uden – så jeg anede ikke, at det var presseveer, jeg havde – og jeg tror egentlig, det var derfor, det var så voldsomt for mig. Jordmoderen undersøgte mig og fortalte, at hun lige ville fjerne en hindekant, så min datter kunne ryge helt ned og være klar til at blive født. Hun bad mig om at presse let mens hun gjorde det – og derefter blev smerterne fuldstændig uoverskuelige, og jeg gik faktisk fuldstændig i panik. Jeg blev ved med at råbe, at hun var nødt til lige at stoppe, fordi det gjorde så ondt – men lige lidt hjalp det.
Lige pludselig fik jeg noget vådt og varmt op på mig, og jeg spurgte helt forvirret, hvad det var – hvortil hun svarede “det er da din datter”. Hun blev født kl 7.38 – ca en time efter, vi var ankommet på hospitalet – og kun 3 timer efter den allerførste ve.

Jeg havde slet ikke opfattet, at jeg var midt i at føde hende, for jeg troede, at de voldsomme smerter skyldtes, at hun var ved at fjerne den hindekant. Det var faktisk en virkelig voldsom oplevelse, og jeg ville sådan ønske, at hun havde fortalt mig om, hvad der foregik – så tror jeg, jeg havde håndteret det hele meget bedre.

Fordi det hele gik SÅ stærkt, så nåede fosterhinden aldrig at sprænge, og vores lille Fidus blev derfor født i sejrsskjorte. Det sker meget sjældent, og ifølge gammel overtro, regnes det for at betyde lykke og usårlighed for barnet. Jordemoderen blev i hvert fald ved med at fable om, hvor helt utroligt det var – og at det var første gang, hun nogensinde havde oplevet det – og samtidig lå jeg der helt paf med en baby på brystet, som jeg slet ikke vidste, jeg havde født 😀

Hun fandt faktisk selv mit bryst med det samme – og jeg kan huske, at jeg bad min kæreste om at tage et billede af hende og vise mig, fordi jeg ikke selv havde set hendes ansigt endnu og ikke kunne se det pga den måde hun lå.
De baksede længe med at få moderkagen ud, og jeg endte med at miste en masse blod, så derfor måtte vi ikke komme hjem lige med det samme.
Jeg var ellers klar til at tage hjem under en time efter fødslen 😀 Fordi det hele var gået så stærkt, så nåede jeg hverken at blive øm eller medtaget – og jeg kan huske, at jeg faktisk følte, jeg kunne have cyklet hjem efterfølgende – så lidt fordele var der åbenbart ved sådan en lynfødsel.

Billede 13-04-2016 10.56.27

Hun var så lille og fin, vores Fidus. Helt sorthåret var hun ved fødslen, hvilket overraskede os en del, fordi vi begge er pragteksemplarer af den leverpostejsfarvede race 😀 – efterfølgende tabte hun dog alt det sorte hår og det nye var helt blond, så det er helt sjovt at se tilbage på babybillederne af hende.

Vi fik lov at tage hjem omkring kl 11, og kort tid derefter tog min kæreste hen for at hente Trutten i vuggestuen. Jeg glædede mig simpelthen så meget til, at han skulle møde hende, og han reagerede præcist som jeg havde forventet – kærlig og omsorgsfuld ♥

IMG_5350

Og nu er hun 5 år – FEM ÅR! Hun er vores pige – og alligevel helt sin egen.
Hun er stærk, stædig, selvstændig, klog, empatisk, sjov og har en misundelsesværdig fantasi og et gåpåmod, der stort set aldrig svigter.
Hun har en virkelig stærk karakter og er enten altid meget glad eller meget gal – aldrig bare ligeglad. Hun sætter sin storebror over alt andet – får hun et stykke slik hos en legekammerat beder hun altid om at få et med hjem til ham. Det har været en kæmpe sorg for hende, da han i sommers stoppede i børnehaven – og hun kan slet ikke vente med at skulle i skole, fordi hun så kommer tilbage til ham 😉

Hun kan skrive hele alfabetet, stave til rigtig mange ting og kan så småt læse helt korte ord. Hun er begyndt at mestre ironi og laver simpelthen så meget fis med os, og så fortæller hun vitser, som hun selv finder på 😀
Hun kan lege alene i timevis, hvor hun udspiller alverdens rollespil med sit legetøj. Hun elsker især sine dukker, My Little Pony, Barbie, LEGO og Playmobil. Selvom hun er glad for sine venner i børnehaven, så foretrækker hun faktisk til enhver tid at være hjemme hos mig, selvom jeg skal arbejde og ikke har tid til at underholde – måske det skyldes, at jeg havde hende hjemme, til hun fyldte to år – så vi er vant til at hygge.
Hun spiser stort set alt – og elsker at arrangere små snacks, picnic og skovtur, hvor hun går på jagt i gemmerne efter oliven, kiks, frugt, bær og grøntsager, som kan arrangeres fint og lækkert.
Hun har i et helt år cyklet uden støttehjul, hun drømmer om at gå til klatring, og hun har netop lært at svømme uden svømmebælte.
Hun er aldrig nærig med sine kys, hun elsker at putte helt tæt hvis hun lister sig ind til mig om natten og hun er præcist lige så morgengnaven som mig 😀

Hun er min og har været det i 5 år nu – og jeg kan stadig ikke fatte, at jeg har været så heldig at blive mor til hende ♥

 

 

del artiklen på FacebookDel på Facebook

1 Kommentar

  • Hvor var det bare et dejligt indlæg at læse! Eftersom jeg selv er ved at producere et menneske, var det især første del, der sugede mine øjne til sig. En del der både virker skræmmende og tiltalende 😉 Tre timer fra start til slut – hold da op!

    Tillykke med din datter! Hun lyder fantastisk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *