En genial og personlig julegave til min mand

12312003_10152795185723078_1106498726_n

12358066_10152795185783078_319408705_n

12346666_10152795185668078_1333064857_n (1)

12366509_10152795185753078_108141880_n

12348648_10152795185738078_1179187835_n

Min mand er ikke let at købe gaver til. Han får konsekvent aldrig skrevet en ønskeseddel, og selvom han altid bliver glad for et par lækre sneakers, så er det heller ikke sjovt at give hvert år 😉
I år har han dog rent faktisk nævnt et par ønsker – men vi er ovre i genren med “boremaskine og en ordentlig hammer” og DÉT får han altså ikke af mig!

Min egen julegave til ham er på plads og har været det et stykke tid efterhånden, men jeg har længe gået og summet over, hvad jeg skulle finde på fra børnene. Ganske vist producerer de også selv gaver i hhv. børnehave og fritidsordning, men vi plejer alligevel også at købe en ting fra dem – netop fordi de elsker at give gaver og altid er voldsomt stolte, når de åbner dem.

I år synes jeg faktisk selv, jeg har ramt plet med gaven.
Jeg har fundet et sted på nettet, hvor de laver plakater af instagrambilleder, der bliver sat fint op på rad og række. Der er dog også mulighed for at bruge billeder fra sin computer, så jeg har valgt en masse fine billeder fra vores bryllup.

Jeg er slet, slet ikke typen, der kunne finde på at få et traditionelt bryllupsbillede fremkaldt og hænge det op i dagligstuen eller soveværelset – det er meget langt fra min stil. Samtidig har det dog ærgret især min mand, at vi aldrig har fået fremkaldt nogle af alle de fine billeder fra dagen.

Så nu har jeg lavet to plakater med billeder fra hhv. kirken og selve vielsen – og en anden med billeder fra middagen og festen efterfølgende.
Jeg har lavet alle billederne sort/hvid for at ensrette stilen lidt og gøre det mere klassisk, og så er alle billederne blevet beskåret til kvadrater – netop fordi hele konceptet bygger på instagram. Man kan selv vælge ud, hvordan de beskæres, og det var faktisk kun enkelte billeder, der måtte vælges fra, fordi de ikke fungerede beskåret.

Jeg har valgt den mindste størrelse plakat – den koster $25 og passer lige ned i en af de store “Nyttja” rammer fra IKEA. De bliver sendt fra USA, men jeg valgte en lidt hurtigere forendelsesmetode, og de kan sagtens nå at være her inden jul.

Så nu er tippet givet videre – måske ikke lige til bryllupsbilleder, men fx til nogle af alle dine billeder fra instagram. Jeg synes i hvert fald, det er sådan en fin gaveidé.
Der er flere forskellige udbydere på nettet, men jeg har valgt Social Print Studio, som jeg kun har hørt godt om. De laver forøvrigt også fotobøger og alverdens andre ting, som nemt kan friste, når man først er i gang 🙂

Jeg har ikke modtaget plakaterne endnu – så dette er bare billeder af opsætningen undervejs i bestillingen. Alle originalbillederne, som er brugt til plakaterne stammer fra vores dygtige fotograf til brylluppet – Lina Ahnoff.

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *