Finurlige fredagsfacts – på en lørdag ;)

048-001

Jeg har sendt hele familien hjem til Farmor og Farfar på Fyn i et forsøg på at få lidt arbejde fra hånden. Jeg kan dog godt mærke, at jeg er lidt halvdoven sådan en lørdag eftermiddag, så nu er jeg krøbet sammen på sofaen med et uldtæppe, en kop kaffe og computeren i et forsøg på at kombinere arbejde og hygge.

jeg plejer normalt at poste finurlige facts om fredagen – men i dag skejer jeg helt ud og smider dem op på en lørdag 😉

  • Jeg er frygtelig bange for edderkopper og har op til flere gange belønnet min søn med 20 kr, hvis han vil slå dem ihjel for mig. Uheldigvis er han på det seneste begyndt at nægte, fordi det er synd for edderkoppen – ehrm. 😀
  • Jeg elsker hvidt brød. Og pasta – og jeg spiser det glad og gerne i rigelige mængder så ofte som muligt.
  • Jeg foretrækker til enhver tid at læse en god bog frem for at se en film. Når jeg er på ferie (uden børn vel og mærke 😀 ) kan jeg sagtens læse en hel bog om dagen.
  • Jeg danser frygtelig dårligt, men ender alligevel altid på dansegulvet, hvis aftenen er tilpas festlig (typisk som et udslag af shots med veninderne). Mine veninder driller mig med, at jeg har et bestemt move med pegefingeren i luften, som jeg altid hiver frem, når jeg skal ud at danse 😀
  • Jeg har aldrig prøvet at ryge. Jeg voksede op med to storrygende forældre, og det har nok afskrækket mig fra overhovedet at forsøge. Da jeg i sin tid mødte min mand, røg han også en del – og når jeg tænker tilbage på det, kan jeg faktisk slet ikke forstå, at jeg overhovedet kunne holde det ud.
  • Min absolutte favorit – når vi taler sociale medier – er Twitter. Jeg undværer gerne både Facebook og Instagram, så længe jeg stadig kan bruge Twitter.
  • Jeg elsker at putte. Da jeg lige havde mødt min mand, kunne han godt lokkes til at ligge i ske, men han har efterfølgende bekendt kulør, og han er virkelig ikke fan 😀 Til gengæld ser det ud til, at min datter har arvet mit puttegen, så når Farmand ikke er hjemme, sniger hun sig altid ind til mig.
  • Jeg HADER at lægge sengetøj på. Jeg her før begyndt at græde af frustration, fordi jeg ikke kunne få et lagen til at makke ret på vores dobbeltseng 😛
  • Jeg stryger tøj så sjældent, at Fidusen forleden spurgte mig, hvad det dog var, da jeg fandt strygejernet frem.
  • Jeg er ikke vild med hverken burger eller pizza – så når jeg spiser takeaway er det næsten altid indisk, vietnamesisk eller thai.
  • Efter 13 år i København, synes jeg selv, at jeg lyder som en vaskeægte kjøwenhavnersnude – jeg får dog ofte kommentarer om min jyske dialekt, så der er åbenbart (heldigvis) stadig en jyde gemt i mig 😉
  • Jeg elsker at spille Super Mario – og er vanvittig god til det 😀 så jeg elsker, at Trutten endelig er så stor, at vi kan batle mod hinanden.

Og billedet er lige en genganger for at minde dig om, at du stadig kan nå at købe den fine t-shirt og støtte Knæk Cancer kampagnen med 100 kr. Du kan købe den lige her.

 

Dette indlæg indeholder affiliatelinks – klik her for at læse mere.

 

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *