En liste af finurlige facts, du sikkert ikke vidste om mig ;)

profilfoto

Det er torsdag i dag, og normalt er det først om fredagen, at jeg bringer finurlige fredagsfacts. Jeg har dog hele ugen gået og følt, at hver dag var fredag – egentlig en smule demotiverende 😉 Så nu kommer de altså i dag – en enkelt dag før forventet.

Vi har i dag været henne for at få overleveret vores hus- og hvilken fantastisk følelse, at det nu er OS, der har nøglerne – og at det er vores bil, der skal parkeres i garagen 🙂

  • Jeg har boet i København i 13 år – faktisk stort set præcist på dagen i dag, tror jeg. Jeg ankom dagen inden min studiestart med en kuffert, min cykel og en sovepose. Jeg havde lejet et værelse i Valby ubeset, og jeg kendte ikke en sjæl, da jeg først flyttede herover.
  • Arbejdsmæssigt har jeg et stort behov for struktur, planlægning, organisering og lister (jeg elsker lister) – mens jeg privat er den diametrale modsætning. Jeg kan være et værre rodehoved og ankommer altid i sidste øjeblik til aftaler – hvis ikke senere. Det sidste forsøger jeg dog at få rettet op på efter voldsomt pres fra mine veninder 😉
  • Efter gymnasiet arbejdede jeg et år i Italien som hhv. promoterpige på et diskotek, rejseleder og au-pair – en blandet landhandel 😉 Jeg havde forelsket mig frygteligt i en italiensk Andrea (altså en mand 😀 ) og var faktisk også blevet optaget på et italiensk universitet – Bocconi, hvor jeg skulle læse en slags Cand.merc.jur – men pga. noget rod med mit stipendium, endte jeg i stedet i København. Jeg har dog stadig en drøm om, at flytte til Italien, når børnene er blevet store.
  • Jeg er virkelig ikke glad for at være alene hjemme, og jeg tjekker ALTID bag bruseforhænget, når jeg kommer ud på vores badeværelse og under sengen i soveværelset 😀 Jeg er ærlig talt også lidt nervøs for, hvordan det kommer til at gå, nu hvor vi flytter i et stort hus.
  • Jeg er et værre madøre. Jeg elsker virkelig god mad og bruger gerne lang tid på selv at tilberede det. Jeg har altid gået meget ud at spise med mine veninder – og i det hele taget er jeg typen, der hellere vælger en forret frem for en dessert (omend jeg dog også virkelig er glad for kager). Jeg har heldigvis en naturlig præference for forholdsvis sund mad og lever generelt bare efter min sunde fornuft, når det kommer til mad – og så har jeg arvet nogle gode gener fra min søde mor, så jeg ikke behøver at være så påpasselig med, hvor meget jeg spiser.
  • Lige siden jeg var helt lille, har jeg altid gerne ville være jurist. Måske det hænger sammen med min kærlighed til struktur, regler og organisering 😀 – men det har altid været netop det, jeg stilede efter. Jeg fik afsluttet mit jurastudie sidste sommer, og jeg savnede hurtigt at beskæftige mig lidt mere med det. Jeg er dog så heldig, at jeg nu sidder som jurist på freelance- og deltidsbasis og arbejder med ophavsret sideløbende med mine opgaver indenfor marketing og hele bloguniverset 🙂 Hvilket er en helt perfekt kombination for mig.
  • Jeg er en lille ordnazist. Jeg kan ikke læse en artikel uden at hæfte mig ved stavefejl og grammatiske fejl. Jeg har ingen forestilling om, at jeg selv mestrer det skrevne sprog helt perfekt, men det springer mig i øjnene, når andre laver fejl.
  • Jeg er lidt af en nørd, når det kommer til internettet. Jeg fik min egen internetopkobling i 1994 og lavede hurtigt min egen hjemmeside. Jeg fik lært mig selv at kode html og min første hjemmeside hed vist noget a la “Sunshines homepage” med en masse citater af John Lennon 😀 Senere var jeg fast inventar på et debatforum, og flere af mine veninder har jeg mødt derigennem – også min terminsgruppe, som blev stiftet under min graviditet med Trutten for 7 år siden – dem ses jeg med endnu 🙂
    Jeg elsker stadigt at nørde med hjemmesider og har et mindre lager af domænenavne, som jeg en gang håber at få tid til at bruge 😀
  • Jeg var 26, da jeg blev gravid første gang – og her på Østerbro var jeg derfor en MEGET ung mor 😉 Jeg har altid gerne ville have børn tidligt (måske fordi jeg er den yngste i en søskendeflok på 4, og mine forældre derfor var forholdsvis gamle, da de fik mig) – og det har været det helt rigtige for mig at få børn under studiet.
  • Jeg er vanvittig dårlig til at finde vej og til at genkende ansigter. Faktisk er jeg næsten helt umulig til begge dele. Jeg bliver derfor altid også voldsomt presset, når jeg er sammen med en større flok i fremmede omgivelser. Dels farer jeg ALTID vild på vej tilbage fra toilettet – og dels kan jeg aldrig helt finde ud af, om jeg skal gå hen og præsentere mig for folk, som jeg er usikre på, om jeg har mødt før. Hvis jeg nu har mødt dem flere gange, så er det arrogant at præsentere sig, som om vi nærmest er fremmede. Derfor ender jeg faktisk oftest med slet ikke at hilse – og det er jo næsten endnu værre, når det er mennesker, jeg burde kende.
  • Jeg mødte min mand, da jeg var 23 og har således kysset på ham i mere end 10 år nu. Jeg trak ham som min bordherre på rusturen på jurastudiet, men han erkendte dog hurtigt, at juraen ikke lige var noget for ham 😀 – et par år senere, mødtes vi tilfældigt en nytårsaften, og næste sommer stødte vi ind i hinanden på en bar, hvor han chattede mig op med “har jeg ikke set dig før”. Jf det tidligere fact, så kunne jeg af gode grunde ikke genkende ham 😀 Efter vores første date på Bopa her på Østerbro, sendte jeg en sød sms til ham, om at jeg havde haft en rigtig god aften og håbede, vi kunne ses igen, hvortil han blot svarede “OK”. Jeg var da sikker på, at det forhold var dødsdømt – men vi fik styr på kommunikationen hen af vejen 😉
  • Jeg elsker fest, farver og selskabligheder lige så højt som jeg elsker en rolig dag med familien på sofaen. Jeg synes, jeg har formået at finde en fin balance mellem de to ting, og det var faktisk ellers noget, jeg var bekymret for, mens jeg var gravid – for jeg ville nødigt give afkald på mine venindeaftener, selvom jeg var blevet nogens mor.
  • Jeg ELSKER neglelakker – min samling tæller langt over 200, og jeg kan stadig blive helt glad, når jeg tager dem alle frem og nøjsomlig sidder og udvælger, hvilken jeg skal have på nu.
  • Til trods for, at jeg har to børn og er gift, så har jeg faktisk aldrig før følt mig så voksen, som nu hvor jeg har købt hus. Ejerskifteforsikring, storskraldsordning og fastforrentede lån ER bare ikke særlig sexet at beskæftige sig med 😉
del artiklen på FacebookDel på Facebook

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *