Når man som Mor kan give livet til sit barn hele to gange

 

Det er ikke så ofte, jeg her på bloggen åbner op for de virkelig private ting. Jeg forsøger at være personlig, mens jeg samtidigt holder de private ting i privaten – og selvom det ikke altid er en helt nem balancegang, så er det sjældent, at jeg deler ud af de virkelig private ting herinde, og det er helt bevidst.

I dag vil jeg gøre en undtagelse. Det er noget, der fylder rigtig meget i mit liv lige nu, men det har der gennem tiden også været en del andre ting, der gjorde, uden at det berettigede til spalteplads på bloggen. Grunden til at jeg i dag åbner op, er simpelthen fordi jeg sådan håber, at det i sidste ende kan gøre en forskel. At det kan få bare en enkelt til at stoppe op og tage stilling.

Det handler om organdonation – og der er desværre en meget personlig vinkel på min historie.

bror

Min søde storebror og mig :)

Jeg er den yngste i en søskendeflok på 4 børn, og jeg har altid været en lille efternøler, hvor der er 6 års forskel mellem min yngste bror og mig. Til trods for det, så er vi meget tætte, og i det hele taget har jeg et meget tæt forhold til mine søskende og især også min Mor. Kort inden min brors konfirmation fik han konstateret Type 1 Diabetets – dvs. god gammeldags sukkersyge, som ikke er relateret til overvægt eller livsstilssygdomme. Jeg var kun 6 år på det tidspunkt, og jeg har derfor stort set altid levet med sygdommen tæt på. Dengang var det hårdt, fordi man skulle stikke sig med insulin flere gange om dagen, man kunne ikke spise samme kost som sine jævnaldrende, og i det hele taget var der bare mange hensyn at tage til sygdommen, når man – som min bror – ikke var ældre.

Når man har haft Diabetes i en årerække vil der uundgåeligt begynde at indtræffe en række følgesygdomme, og min bror har desværre langt fra været forskånet for disse. For et par år siden stod det klart for os, at hans nyrer var begyndt at tage skade af sygdommen, og det ville kun være et spørgsmål om tid, før de slet ikke længere ville fungere, og han derfor ville være bundet til dialyse stort set på daglig basis. Det har forringet hans livskvalitet voldsomt, og især det sidste års tid har han været udkørt, træt og forkvalmet.

Det var en skræmmende fremtid, han pludselig fik stillet i udsigt med information om dialyse, ventetiden på listen til en organdonation som var uendelig lang og usikkerheden omkring det hele.

mor

Min smukke mor som ung – politisk ukorrekt med baby, bikini og en cigaret ;)

Vores søde Mor var faktisk ikke længe om at melde sig på banen som donor, hvis der kunne være et match mellem hende og min bror. Det viste sig, at det ikke længere kræver et lige så præcist match som tidligere, og de kunne derfor godt bruge hende som donor. Det seneste år har de været igennem et utal af undersøgelser, og i morgen er den store dag så kommet, hvor min bror skal have min mors ene nyrer.
Jeg er naturligvis nervøs, bekymret og tænker enormt meget på det – men mest af alt, så er jeg STOLT! Stolt af at have en så opofrende mor, som nu for anden gang giver liv til sin søn. Stolt af at hun uden at tøve vælger at give ham så stor en gave.

I Danmark er der kun 850.000 mennesker, der lige nu har taget aktiv stilling til organdonation. Hvert eneste år dør mange mennesker, mens de står på ventelisten til et nyt organ. Jeg håber sådan, at du vil stoppe op nu og tage stilling, hvis du ikke allerede har gjort det. Det er en dybt privat sag, om man ønsker at være organdonor eller ej, og jeg ønsker på ingen måde at påvirke nogen ift det valg. Jeg ønsker til gengæld, at du tager stilling til, hvorvidt du vil være organdonor eller ej, så du letter din familie for et meget svært valg, hvis de en dag skulle stå i den svære situation. Ofte er lægerne tilbøjelige til først at drøfte sagen med de pårørende i sidste øjeblik, og det kan faktisk betyde, at nogle af organerne ikke længere kan bruges. Alt dette kan undgås, hvis du selv har taget stilling på forhånd.

Du kan tilmelde dig med dit nemID lige her – og du kan printe et donorkort ud og bære på dig lige her.

Jeg håber også, du vil sende en masse gode tanker i retning af Skejby Sygehus i morgen. Det gør jeg – og samtidigt har jeg også fyldt min dag ud med en del aftaler, så jeg ikke bare sidder afventende herhjemme uden at kunne gøre noget.

Og så er jeg ret nysgerrig omkring din holdning til organdonation – eller i hvert fald om du mon har taget stilling? – og hvad der i så fald gjorde udfaldet til at du har tilmeldt dig donorregistret, hvadenten du vil være donor eller ej?

Lige nu kræver det jo desværre en aktiv handling, når man skal tilmelde sig og tage stilling – og desværre er det ikke mange, der lige får tid til at få det gjort, også selvom de egentlig gerne vil være organdonorer.

Comments

  1. Louise says:

    Det er en enormt vigtig, og desværre temmelig overset debat, du forhåbentlig får gang i.
    Jeg tog stilling da jeg blev 18 og måtte give blod. Hvis nogen kan bruge mine organer, når jeg ikke længere skal, så skal de

  2. Louise says:

    Det er en enormt vigtig, og desværre temmelig overset debat, du forhåbentlig får gang i.
    Jeg tog stilling da jeg blev 18 og måtte give blod. Hvis nogen kan bruge mine organer, når jeg ikke længere skal, så skal de da have dem!

  3. Michelle H. says:

    Jeg melder mig til med det samme. Jeg er faktisk meldt til i USA. Der bliver man nemlig spurgt når man får sit kørekort, og hvis man siger Ja får man et lille hjerte på kortet som indikerer at man altså er donor.
    Det er en rigtig fin måde at gøre det på, synes jeg, da det jo for mange er den mest brugte form for ID, og uden et ordentligt CPR-system er det ikke så nemt at holde øje med på anden vis.
    Tak fordi du bringer dette vigtige emne på banen. Det gjorde i hvert fald, at jeg blev påmindet om at det netop er et AKTIVT valg, og at jeg selv skal ind og tage stilling. Så tak!

  4. <3

  5. Betina Blokager says:

    Jeg er donor og har været det siden jeg blev 18 år gammel. Det har aldrig været tabu at tale om hjemme hos os, og derfor har vi helt naturligt også snakket om, det at være organdonor. Jeg er tilmeldt således at det eneste der kan sætte en stopper for, at mine organer bliver doneret er, hvis min familie slet ikke kan holde tanken ud. Men eftersom det er noget vi har talt meget om, har jeg svært ved at se, at det skulle blive aktuelt, hvis det værste skulle ske.

    Min kæreste derimod kommer fra et hjem, hvor man bestemt ikke taler om den slags, og for ham er det at skulle tilmelde sig donorregisteret stort set det samme som, at han sætter den ene fod i graven! Vi har talt om det, men han bryder sig virkelig ikke om det! Jeg ved hvad han ønsker, men det gør resten af hans familie ikke, derfor vil det være mig, der skulle stå med det tunge ansvar for at opfylde hans ønsker, og det synes jeg er hårdt! Vi har også talt om, at om det ville være anderledes for ham, hvis han aktivt skulle melde sig FRA i stedet for til, og det ville det. Jeg ville sådan ønske, at man aktivt skulle tage stilling til at man IKKE ønskede at være organdonor, for de som virkelig ikke ønsker det, skal nok få meldt det fra. Men de som har det som min kæreste, ville ikke melde det fra.

    Jeg håber det engang bliver således at man skal gøre noget aktivt for ikke at være donor, men er desværre ikke overbevist om, at det nogensinde sker :(

    Rigtig meget held og lykke til din mor og bror i morgen, jeg vil tænke på dem, når jeg selv tager en tur til Skejby i morgen.

  6. Kære Lisbeth

    Sikke et fantastisk indlæg, og hvilken fantastisk mor! Jeg ønsker jer alt det bedste i morgen og krydser fingre for, at alt går som det skal <3

    Jeg har selv taget stilling til organdonation, og jeg har valgt at donere alt, hvad der evt. kan bruges. Hvis det kan redde bare ét liv eller sikre, at en person får en højere livskvalitet, er det det hele værd. For mig at se er der ikke nogen grund til, at mine organer bliver brændt, hvis de kan bruges andre steder. Men som dig synes jeg også, at det er helt op til den enkelte, da der jo kan være mange grunde til, at man enten vil eller ikke vil bruges som donor.

    Under alle omstændigheder ønsker jeg dig og din familie det bedste i morgen <3

    Stort knus fra mig

  7. Super vigtig debat at tage op! Tak for det :)
    Jeg har taget stilling og sagt ja til organisation – af den simple årsag, at jeg, hvis jeg eller min familie/nære venner, skulle få brug for det, ville jeg ønske, at andre havde gjort det samme!
    Sender dig og din familie alverdens gode tanker i morgen!
    Kh

  8. Jeg blev virkelig rørt af at læse din historie, Lisbeth! Hvor er det stort af dig at dele. Jeg er desværre en af dem, der endnu ikke har taget stilling, men jeg må sige at indlægget gjorde en del ved mig. Til gengæld har vi taget snakket i min familie, så det ikke bare ligger hen som et tabu.

  9. håber alt går godt, og I har en stærk mor.

    Jeg tror rigtig mange forældre vil gå rigtig langt for deres børn, men ja, det kan være svært for nogen at træffe det valg, og især i den ulykkelige situation, ved en ulykke eller lignende oplevelse, fordi mange kommer i choktilstand over ulykken og tabet af deres pårørende, og så samtidig på meget kort tid skal tage stilling til deres organer må anvendes.

    Derfor er det rigtig vigtigt, at have gjort sig nogle overvejelser. Også måske at få talt med sine pårørende om ens holdning til organdonation, hvis ulykken skulle ske.

    og JA, det vigtige er, at den enkelte tager stilling, om det er JA eller NEJ, det skal være folks eget valg.

    Jeg har taget stilling, og har også altid mit donorkort på mig

    Rigtig god dag, og tanker til dig, midt i alle tankerne – :)

    smil Lene B.
    http://justlove2ndhandbyleneb.blogspot.dk/

  10. Jeg er faktisk registreret som ikke-donor. Det blev jeg for 10 år siden, og tanken der lå bag var, at jeg følte mig totalt fremmedgjort overfor hele tanken om donation. Jeg ville gerne føle mig hel og som mig selv, og faktisk var det, der gjorde udslaget for min beslutning, at jeg ikke kunne bære tanken om selv at modtage et donororgan. Det føltes alt for invasivt at skulle have noget af et andet menneske inden i mig altid.

    Men så blev jeg mor. Og nu vil jeg bare overleve for alt i verden. Og hvis jeg af en eller anden grund ikke selv skal leve, så skal jeg i hvert fald gøre hvad jeg kan, for at andre kommer til det. Jeg ville på stedet flå mig hjerte/lunge/lever ud, hvis det kunne hjælpe mine børn (tror jeg!). Men hatten af for din mor, der faktisk gør det. Altså ikke flår – men donerer en nyre. Det er så rigtigt og fint gjort!

  11. Marie Høpfner says:

    De bedste taker til dig og dine i morgen – det er ikke en sjov dag du skal igennem i morgen.

    Jeg har selv tilmeldt mig, og har valgt at donnere alt. Det samme har min mand gjort, og vi har i den sammenhæng haft nogle lange gode snakke om hvorfor og hvrodan det i så fald skulle foregå.

    jeg tror mange undlader at tages stilling til emnet, fordi de føler ubehag ved at skulle tale med deres nære om det at skulle dø, og hvordan man. evt. skal herfra. Så er det lettere slet ikke at behandle emnet og udskyde en evt. svær beslutning.

    For mig at se er det en kærlig gerning, når man aktivt tager stilling, for du letter din familie for en masse usikkerhed, hvis de ulykkeligvis skulle ende i den situation, hvor de skal tage stillign til spørgsmplet, og de ikke ved hvor man personligt står ift. emnet, dvs. havd man selv ville have ønsket.
    Til historien høre også den vigtige detalje, at selvom man har tilmeldt sig som donor, så kan de nærmest omgøre den beslutning, hvis det slet ikke er det rigtige for dem.

    Hos os har vi altid talt åbent om liv og død, og det hænger nok sammen med, at vi mistede min lillesøster da hun var 13 mnd (jeg var 8 år på daværende tidspunkt). Hun havde en hjertefejl, og organdonation var derfor slet ikke noget der skulle tages stilling til, men tabet af hende har nok gjort, at vi alle har haft døen tæt inde på livet, og der har i hvert fald for mit vedkommende gjort, at jeg slet ikke var i tvivl om, at jeg blev nødt til at tage aktiv stilling, da jeg belv gammel nok.

    Helt basalt mener jeg, at hvis man ønsker at kunne modtage organer, så skal man også være parat til at give, men det er jo en helt anden debat.
    Og så synes jeg det er genialt at man i USA beder folk tage stilling ifm. at de får kørekort, og at det bliver påført kørekortet aktivt! Kan vi ikke arbejde for samme model herhjemme??

    KH Marie

  12. Catharina says:

    At tage stilling til organdonation er så vigtigt! Tak fordi du bringer emnet op!
    Min morfar fik nyt hjerte tilbage i 1991. Han fik 19 ekstra år – takket være sit nye hjerte. Tilbage i 1991 ved jeg ikke, hvordan tingene foregik, og jeg tror desværre, at det var nogle pårørende som skulle tage stilling til om deres søns organer måtte doneres – heldigvis tog de en god beslutning. Men at skulle tage den beslutning som pårørende må aldrig være sjov. Derfor er det så vigtigt, at vi selv tager stilling – før det er for sent!
    Jeg er så evigt taknemmelig over, at nogle tog en beslutning om, at et hjerte måtte gives videre og give en anden person et nyt liv. Min morfar betød så meget for mig, og han lærte mig så mange ting. Jeg savner ham hver dag!
    Held og lykke til din mor & bror – det skal nok gå godt.

  13. Camilla says:

    På trods af alt det din bror har været igennem, bliver jeg alligevel glad for at læse dit indlæg. Naturligvis ikke pga. din bror og hans sygdom, men pga den kærlighed som man mærker og den fuldstændige uselviske gerning, som din mor gør. Det er FANTASTISK! Held og lykke til dem begge i morgen! Jeg håber de begge kommer vel igennem det.
    Og hvis det stod til mig burde man automatisk blive tilmeldt som organdoner ved fødslen!

  14. Anette Mygind Johansen says:

    Ja jeg har taget stilling og de må tage alt undtagen mine hornhinder. For 4 år siden døde min far pludseligt, og lige inden han døde skulle vi som familie tage stilling til om han skulle være organ dorner. Den beslutning var så hård at sidde med, mens du stadig sidder og klamrer dig til håbet om overlevelse. Sådan en situtation skal mine døtre og mand aldrig placeres i så ja jeg har taget stilling, jeg har skrevet ned hvad jeg synes og mener. Hvis mine børn synes det er en virkelig dårlig ide til den tid, er de velkommen til at sige nej tak til mine “ønsker” og det vil også være helt okay, men de ved i det mindste min holdning ❤️

    Jeg håber og tror på det nok skal gå rigtig godt imorgen med din mor og bror ❤️

  15. Karina says:

    Tak fordi du deler din historie – det kan på mange måder være en meget privat sag. Jeg har altid synes det var mærkeligt at give alle sine dele væk når man dør – for hvad begraver man så! Men da min veninde desværre blev kørt ned og dræb for nogle år siden var hun organdoner og da vi i kirken fik af vide at hendes organer havde reddet nogle andres liv – gav det hele pludselig mening! Hun var her ikke mere og nogle andre kunne få lov til at leve videre.
    Det første jeg gjorde efter begravelsen var at tilmelde mig som organdoner – jeg har aldrig måtte give blod da jeg er multiallergiker – så min eneste måde at kunne hjælpe andre er når jeg selv ikke kan bruge mine organer mere.

    Held og lykke med din mor og bror i morgen!

  16. Johanne says:

    Jeg tog stilling og meldte mig som doner så snart jeg fyldte 18 år. Tror jeg har sagt ja til “det hele” :) Jeg føler meget kraftigt for at i min optik burde alle være meldt som organdoner. Men mest alt har jeg gjort det fordi hvis jeg selv eller nogle af mine nære venner/familie blev syg og manglede et nyt organg, og overlevede fordi de fik et organ fra en organdoner ville jeg være så taknemmelig. Derudover synes jeg også at hvis man selv forestiller at man ville tage imod et organ hvis man havde brug for det, så må man også være tilmeldt donor….men om ikke andet, om man vil være doner eller ej, så synes jeg man skal aktivt stilling til det, så ikke pårørende står med den svære beslutning hvis uheldet skulle være ude.

    Og så alt mulig held og lykke med din mor og bror i morgen :)

  17. Mange tanker til dig og din i morgen. Jeg håber, at alt går godt og at din mor og bror hurtigt kommer sig efter operationerne.

    Jeg har taget stilling og registeret mig for mange år siden. Det samme har min mand. Det er så vigtigt!

    Men det allervigtigste er snakken hjemme i familien. At alle ved, hvad alle ønsker. I teorien kan min familie godt sætte sig imod, det har jeg valgt, men jeg tror ikke at det vil blive aktuelt. Netop fordi vi har talt om det igen og igen.

    Derudover synes jeg også, at det er vigtigt at vi taler med vores børn omkring det – selvfølgelig med hensyn til alder, indsigt og forståelse.

  18. Krydser hvad jeg har for dem begge i morgen! Det er et rigtig vigtigt emne, du tager op med dit indlæg. Jeg tog først aktivt stilling for godt et år siden, da min far kom i dialyse

  19. Jeg har taget stilling og donerer også gerne mine organer.men fordi jeg er blevet opereret i øjnene så er mine hornhinder fravalg. Ligeså er min hud pga hudsygdom. Men det er vigtigt at tage stilling, så min familie ikke skal træffe flere svære valg endn højest nødvendigt.
    Men jeg kan ikke få min mand til at tage stilling. Han nægter st gå ind i diskussionen. Jeg ved ikke hvorfor.
    Jeg synes man skulle være tilmeldt som donor fra fødslen, og så kan man tage aktivt fravalg, hvis man ikke ønsker at donere. Det ville give væsentligt flere donorer, som kunne være med til at gøre en forskel..

  20. Fantastisk og vigtigt indlæg Lisbeth. Rigtig mange tanker herfra til din familie! Så stærkt af din mor!

    Jeg har taget stilling ja og har valgt ikke at donere dele, der “rummer dem jeg elsker”. Lidt skørt og følelsesmæssigt valg, men det føles rigtigt for mig. Dvs hjerte og hornhinder donerer jeg ikke (7-9-13, håber aldrig det bliver aktuelt!) for de har elsket og set “mine”. Resten er krydset af til donation.

    Super godt at du tager emnet op! Ville ønske man skulle tage aktivt stilling til IKKE at donere, forstår til fulde at det kan være svært at kapere, men tænk hvor mange liv der kunne reddes..

  21. Anne Nielsen says:

    Har taget stilling :-) – er både bloddonor og knoglemarvsdonor – OG også organdonor (det sidste altså kun hvis der sker mig noget ;-) ) – når man er donor og kommer til blodbanken ligger der en masse pjecer om donation – så er det bare at udfylde et kort og have det i pungen. Sender gode tanker i retning af din mor og din bror.

  22. Lise L says:

    Fantastisk indlæg – tusinde tak fordi du tager debatten op!
    Jeg har taget stilling for mange år siden og donerer alt.
    Bloddoner ville jeg også gerne være, men som bloddonor skal man som minimum veje 50kg.
    Jeg håber inderligt, at du med den her super fine beretning og opfordring får en masse til at tage stilling.
    Held og lykke med din mor og bror i morgen.

  23. Anne Kristensen says:

    Hvor er det et fint indlæg, Lisbeth – jeg ønsker det bedste for din familie, og vil tænke på jer i morgen.

    Jeg tog stilling, da jeg var omkring 21 år, og har haft donorkortet i min pung siden. Min mand har også, og vi har begge sagt ja til, at de må bruge alt.

  24. Hej Lisbeth, jeg kender din bror og har fulgt ham på FB igennem et par år og hvor er det bare en inspiration at læse om jeres familie og den kærlighed der er mellem jer børn og jeres mor. Din mor er og bliver et kæmpe forbillede for os andre – jeg ved at hvis min datter en dag stod og havde brug for en nyre og jeg kunne undvære min den ene (har desværre selv en højre nyre, der indimellem ikke vil makke ret) – ville jeg give den venstre fra mig uden at tøve…

    Jeg tog selv stilling mht organdonation da jeg blev 18 – af den simple overbevisning at fordi jeg var og er bange for nåle, kunne jeg råde bod på mit manglende bloddonor-engagement og sådan har jeg altid haft det.. Ved at jeg går med kortet, føler jeg lidt at jeg trods alt gør noget… Jeg har sat kryds i at de må tage det hele, undtagen min hud – mest af hensyn til mine pårørende – og fordi det er en sindssygt klar tanke for mig…

    Sender mange kærlige tanker til Skejby – giv brormand en krammer fra mig, når du ser ham ☺️

  25. Hej Lisbeth

    Det tog jeg stilling til for mange år siden, faktisk da jeg mødte min mand. Han er så uheldig at have 2 lillesøster med den samme nyresygdom. Den yngste fik en ny nyre fra en anonym donor for 3,5 år siden og den ældste fik hans nyre for snart 3 år siden (det var hendes 4 nyre transplation, hun har også fået sin fars nyre på et tidspunkt) så I vores familie ved vi alt om hvor vigtig det er at folk tager stilling.

    Håber alt går som det skal i morgen – de er heldigvis sindsyg dygtige på Skejby.

    Camilla

  26. Hvor er det bare stort, både af din mor, hun må være et generøst menneske, men det er også stort at du deler så privat en historie (tak for det). Jeg har taget stilling og håber dit indlæg får en masse ind på siden og ligeledes får klikket af i de rette felter.
    Håber på alt det bedste for dem begge i morgen.

  27. Emilie says:

    Kære Lisbeth. Jeg læser tit, men kommenterer aldrig. Har gåsehud og klump i halsen over tanken om at give sit barn livet to gange. Det er så fint beskrevet. Og som mor er man jo slet ikke I tvivl. Jeg forstår dine tanker om at holde det private privat, men det giver virkelig tyngde at du deler lidt ud. Særligt når det gøres så fint.

    De bedste tanker til din mor og bror I morgen.

    KH. Emilie

    P.S. Elsker billedet af din mor! Tidsbilledet bliver bare så tydeligt med alle de cigaretter, der er på billeder af vores generation som børn.

  28. Linda J says:

    Når jeg læser din familie historie, er jeg glad for at kunne sige, at jeg har tilmeldt mig for længe siden. Min holdning har altid været den, at jeg til enhver tid ikke ville tøve et sekund med at modtage fra donor, hvis det var mine børn der fejlede noget, derfor kan jeg heller ikke tillade mig ikke at være tilmeldt – basta.

    De bedste ønsker og tanker til din bror og mor.

  29. Louise Rigtrup says:

    Jeg sender dig og din familie positive tanker.
    Tak for, at du deler din historie og sætter fokus på et meget vigtigt emne.

    Jeg tog stilling for en del år tilbage. Jeg er både blod- og organdonor. Jeg ser det som en gave so menneske at kunne hjælpe et andet menneske videre i livet og især når jeg ikke længere skal være her på jord. Jeg mener, at der er i denne sag, er tale om dybe menneskelige værdier nemlig næstekærlighed. Hvem vil ikke gerne hjælpe et andet menneske i nød.

    Jeg ønsker ikke at diktere, hvad folk skal, men jeg er i den grad enig i, at det er vigtigt at tage stilling og jeg vil ønske, at man fra fødsel automatisk blev registreret som donor og at man aktivt skulle vælge det fra, hvis man ikke ønskede det end at skulle vælge det til, som systemet er i dag. Jeg tror på, at det vil have en positiv effekt. Ellers var en ide at tage stilling, når man får kørekort som 18 årig, da er man blevet myndig til at træffe et valg.

  30. Lone Gamborg says:

    Fantastisk indlæg Lisbeth. Hvor ville jeg gerne, at når man bliver født så er man tilmeldt. Det er så svær en beslutning for pårærende til en døende at skal tage stilling. Hvis vi automatisk er tilmeldt når vi bliver født og selv skal framelde, er vi ud over at skal tage stilling. Mine tanker vil være hos mor og Allan hele dagen imorgen. Jeg vil følge FB hvis der kommer Info der. Knus Lone

  31. Tak for et fint emne at bringe op – også selvom det er så personligt. Sender gode tanker til din bror i morgen (som i skrivende stund vist er i dag).

    Du har helt ret i det med at tage stilling til organdonation og at det er vigtigt. Hverken min mor, far eller bror har registreret sig i donorregisteret, men jeg ved hvad de hver især ønsker og det er i øvrigt ikke det samme. Selv har jeg gået med donorkortet siden jeg var 15-16 år og da jeg blev 18 år, gjorde jeg min holdning officielt kendt (i øvrigt uden mine pårørendes mulighed for at ændre min beslutning). Da jeg mødte min kæreste fik jeg også han til at tage stilling og han har to eller tre gange prøvet at få den registreret, men han har aldrig modtaget en bekræftigelse. Så sender ham lige dit link – det er også blevet noget lettere efter NEM-ID er opfundet.

    Jeg har masser af respekt for at folk siger nej, men jeg synes det er lidt synd, de som siger nej alene grundet en berøringsangst for at tænke på døden. Da jeg blev 18 år fik jeg tilsendt et brev fra staten med en mængde materiale om grundloven, mine pligter og rettigheder som samfundsborger osv.. Forstår ikke hvorfor der i det brev ikke også kunne have ligget et brev med informationer om organdonation og et link til yderligere oplysninger, samt at der skulle stå noget ala: Vi formoder hermed at du nu er organdoner indtil du aktivt på følende link tilkendegiver noget andet og/eller begrænser din tilmelding.
    Dette ville forhåbentlig få nogle flere til at overveje det aktivt og uanset vil det give flere donorer.

    Men igen – der er mange grunde til hvorfor folk helt eller delvist melder fra registeret og det synes jeg er helt i orden, så længe de har overvejet det. Jeg giver heller ikke alt væk – primært efter ønske fra mine pårørende.

    Igen – tanker til din bror (og mor) i morgen.

  32. Er også donor, både organ og blod.

    Har tænkt meget over, på det seneste, at der burde indføres en “garanti” på den måde, at hvis jeg giver min ene nyre væk nu, så skulle jeg komme først i køen hvis den anden bliver syg. Risikoen for dette antager jeg er meget lille, men hvis jeg vidste at jeg ville få en ny, ville jeg gerne give en idag!

    På den måde kunne mange nyrepatienter få et nyt liv og sundhedsvæsenet få bragt ventelisten ned og spare penge i det lange løb?

    Held og lykke til din skønne mor og din bror. Er sikker på det bliver en fantastisk dag!

  33. Hvor er det modigt og dejligt at kunne hjælpe på den måde. Jeg tror ikke, jeg ville være i tvivl heller, hvis det handlede om Bean.

    Jeg tog stilling selv for mange år siden, og alt, der kan bruges fra mig, må bruges. Både til donation eller til videnskaben.

    Jeg syntes, det ville være så oplagt, at man som udgangspunkt var organdonor, og at en framelding var et aktivt (fra)valg. Hvis man virkelig ikke ønsker at være donor, så skal man nok få meldt sig fra.

    Hvor var det dejligt at høre, at operationen var gået godt. Alt det bedste til alle jer.

  34. Det er SÅ vigtigt!
    Kan godt forstå at du er stolt af din mor, hun har vist hjertet (og snart også nyren) på rette sted :)

  35. Min nieces far, har hele to gange fået nye lunger. Han har cystisk fibrose. Det første sæt fik han for knap 10 år siden, og det seneste par fik han sidste år.
    Tænk hvis der ikke havde været en donor, da han trængte…så ville min niece ikke ha’ nogen far. Av, det gør ondt at tænke på.

    Jeg er donor – og det er som du skriver, ret nemt at blive det :-)

Trackbacks

  1. […] tusinde tak for jeres mange søde tanker og kommentarer til dette indlæg. Både her på bloggen og også på Facebook. De har betydet rigtig meget ikke kun for mig, men […]

Speak Your Mind

*

« « Udsalg hos Poppy Rose – få samme kjole som Prinsesse Isabella| Et veloverstået sygebesøg » »