En lidt skæv, men god, bloganbefaling

henning  henning3

henning4

henning5

Jeg er ikke alt for god til at huske at anbefale de blogs, jeg selv nyder at læse med på – men jeg prøver at blive bedre!

Den jeg gerne vil præsentere for dig i dette indlæg har dog gjort så stort indtryk på mig, at der slet ikke er nogen tvivl om, at han skal præsenteres, anbefales og have uanede mængder af ros fra min side. Det passer faktisk slet ikke ind til resten af indholdet på min egen blog, men jeg tænker, at eftersom den har ramt plet hos mig – så kunne det også være tilfældet hos flere af jer, der læser med herinde.

Det er egentlig ikke en helt almindelig blog – indtil videre findes den nemlig kun på Facebook, men det er ingen hindring for smukke billeder, og lange velskrevne tekster.

Bloggen er skrevet af Henning Elsner. En klog og sympatisk mand, som efter en lang og uretfærdig kamp mod et forsikringsselskab i 2011 blev hjemløs og siden da har cyklet landet rundt med sin charmerende hund Felix.

Det første afsnit.

Engang var jeg som jer, jeg var en del af flokken, og jeg fulgte med strømmen som de fleste andre. Jeg havde mange håb og drømme, men det gik ikke som jeg troede det ville gå, på kort tid tog mit liv en drejning, som sendte mig til tælling.

Nu er jeg hjemløs, og nu står jeg herude på kanten og kigger hen i mod jer. Mange af jer har fart på, i suser med hastige skridt rundt mellem hinanden, med flyvende halstørklæder og fyldte indkøbsposer, i håb om at nå det hele, mens andre går stille rundt, med hoved bøjet ned mod deres mobiltelefoner, i deres helt egen verden.

Nu ser i også mig, og selvom i har travlt, så har i tid til at sende masser af smil, og venlige blikke. Mange af jer stopper og får en snak, andre giver hånden, eller et klap på skulderen. Det varmer, ja selv på de kolde dage, varmer det mere end den tykkeste frakke. Til forskel fra før, er jeg blevet meget mere tydelig for jer, og i ser nu på mig med andre øjne end før. Det er en underlig, og mærkelig følelse, og ikke mindst fordi det kilderer sådan i min mave.

Han har sat sig for at cykle 6.000  km rundt i Danmark i de næste 6  måneder – og samtidigt har han organiseret en indsamling, Tandhjulet, som samler penge ind til at hjælpe hjemløse med at få ordnet tænder. Det hele er stadigt i opstartsperioden, men han har allerede opbakning fra adskillige dygtige og professionelle mennesker, så der er ingen tvivl om, at det nok skal lykkes ham!

Hver dag skriver han i sin dagbog/blog, som offentliggøres på Facebook og indlæggene er altid krydret med smukke og hyggelige billeder af de ting, han møder på sin vej.

Henning er utrolig velformuleret og reflekterende, og han giver os et indblik i en verden, som ligger langt fra vores egen – men samtidigt også en større forståelse for, at vi slet ikke er så forskellige endda.

Det er blevet et fast ritual for mig at klikke mig ind for at læse Hennings daglige indlæg, og jeg føler jo næsten, at jeg kender ham og Felix – den frække hund, der charmer alle de damer, han møder på sin vej. Han får også nogle gange taletid, og i de indlæg folder han sig rigtig ud:

Mit navn er Felix, og jeg er en lille fræk bandit, ja det siger min Far at jeg er. Jeg er 3 år gammel, og jeg er ikke så høj, for mine ben er jo kun 10 cm. korte, men jeg er klog, jeg er lækker, og så kan jeg løbe pænt stærkt. Jeg vejer kun 8 kg. men det er muskler det hele, og damerne er vilde med mig.

Min bedste livret er mad, og det bedste tidspunkt på dagen, det er når jeg skal spise, for jeg elsker bare mad, total meget. Hver aften får jeg noget af Fars mad op i mit tørfoder, så glider det meget nemmere ned, for Far ved godt jeg nægter at æde det tørre skod foder alene.

Jeg kan også tømme min madskål meget hurtigere end min Far kan, og så kan jeg sluge en hel fiskefrikadelle på en gang, men Far siger jeg ikke må, fordi jeg er en lille hund, og fordi jeg får sådan en kæmpe bule på halsen.

Henning skriver både om den smukke natur, om det at leve på landevejen og overnatte i den fri natur og han skriver om de mennesker, han møder på sin vej. De fleste er heldigvis hjælpsomme og imødekommende – men der findes desværre også folk, der langt fra er søde og rare – ene og alene fordi han er hjemløs. Gennem alle teksterne mærker man tydeligt Hennings lune sind, hans lidt generte personlighed og ikke mindst den måde, han tydeligt reflekterer over tilværelsen på.

Jeg kan slet ikke anbefale nok, at du følger med, at du spreder budskabet og at du bakker op om hans indsamling eller om ham, hvis du fx har et firma, der på nogen måde kunne være relevant som sponsor.

Du finder Henning og Felix lige her – god fornøjelse 🙂

Alle billeder og citater stammer fra siden Følg En Hjemløs.

 

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *