Personlige detaljer til vores bryllup vol. 2

Hermed følger anden og sidste del med de personlige detaljer, vi havde med til vores bryllup.
Du finder første del lige her.




Lisbeth_og_Mikkel_10x15_702

Vores bordplan var skrevet på et gammelt spejl, som min mor købte for sin første løn, lige da hun var blevet udlært. Da jeg flyttede hjemmefra, fik jeg det med – men de sidste år har det ligget gemt i vores kælderrum, indtil jeg pludselig kom i tanke om, at det var oplagt at bruge til bordplanen, fordi det lige passede ind i stilen.

Lisbeth_og_Mikkel_10x15_552
Vaserne på alle bordene var nogle, vi havde lånt hos venner og familie.

Lysestagerne havde jeg selv lavet. Jeg havde købt et stort stykke gammelt blonde over Ebay, som var præcist den blonde, min brudekjole var lavet af (fransk alencon blonde) – og den limede jeg på nogle billige fyrfadsstager fra Søstrene Grene ved hjælp af en lim på spraydåse. Jeg kunne godt lide, at lysestagerne var så nedtonede og selve historien med blonden fra kjolen.

Bordnumrene havde jeg printet ud med den samme skrifttype, som jeg også havde brugt på invitationerne – og så havde jeg puttet bordnumrene i forskellige gamle rammer, som jeg for mange år siden købte i en genbrugsbutik med min mor. De er så gamle, at de har det der fine buede glas – og jeg synes de passede rigtig godt ind med de gamle blomstervaser og de små lysestager – og så kunne jeg godt lide, at de alle havde forskellige størrelse og udtryk, som dermed varierede fra bord til bord.

Lisbeth_og_Mikkel_10x15_490

Jeg var længe i tvivl om, hvilke bordkort vi skulle have. Jeg synes faktisk ikke, der er ret mange pæne løsninger – og efter inspiration fra denne blog fandt jeg i stedet på at bruge manillamærker. Jeg ville dog gerne have navnene trykt med samme skrifttype som invitationer og bordkort, men det var en ret kostbar affære at få gjort på et trykkeri – så i stedet endte vi med at lave dem med vores egen printer, hvor vi så bare satte mærkerne fast på et stykke papir med elefantsnot/lærerens tyggegummi mens vi kørte det igennem printeren. Det var en smule omstændigt, men det fungerede helt perfekt, og resultatet blev virkelig fint.

Derudover var kokken den tidligere køkkenchef på den café, min mand tidligere har været medejer af – og den ansvarlige tjener var også derfra. Det var simpelthen så hyggeligt at det var nogen, vi kendte på den måde – og derudover var det også rart at vide, at vi trygt kunne overlade ansvaret til dem på selve dagen.

Lisbeth_og_Mikkel_10x15_591

Menuen var også sammensat ud fra vores egne personlige ønsker – fx fik vi en tartar til forret, som vi havde fået på NOMA og begge elskede (faktisk fik vi det præcist 1 år før vores bryllup – vi blev nemlig gift på vores 8 års dag og var på NOMA på vores 7 års dag 😉 ) – og rødvinen var også en vin, som vi altid bestiller, når vi er ude at spise.

Foto: Louise Guldager
Foto: Louise Guldager
Foto: Louise Guldager
Foto: Louise Guldager

Lisbeth_og_Mikkel_10x15_892

Min mand arbejder til dagligt med luksusspiritus og er lidt af en nørd, når det kommer til det. Derfor havde vi lavet et gammelt serveringsbord med alle hans favoritter, som var hældt på gamle krystalkarafler. Jeg havde fået lavet nogle fine skilte med navnene på hvor vores egne navne og bryllupsdatoen også var stemplet på. Vores whiskybar var også én af de ting, jeg virkelig var glad for – netop også pga referencen til min mands job.

Lisbeth_og_Mikkel_10x15_829

Lisbeth_og_Mikkel_10x15_828

Efter middagen, hvor vi skulle feste videre i et tilstødende lokale, stod der en hel række cocktails klar, som bartenderen havde forberedt til os. De blev serveret i gamle syltetøjsglas, som vi havde fået samlet ind med hjælp fra venner og familie. Jeg havde købt nogle etiketter på Etsy, som fungerede som en tavle – med en dertilhørende kridt-tusch, og så havde jeg skrevet navnene på de forskellige cocktails (og hyldeblomstlimonade til dem, der ikke drak alkohol) – og så stod de klar med papirssugerør i farver, der matchede de andre ting til brylluppet.

Fælles for alle de her ting er som før nævnt, at de faktisk ikke har kostet ret meget på vores budgetposter, men til gengæld var der lagt utrolig meget tid og tanke i alle projekterne. Det var dog uden tvivl de ting, der var med til at gøre vores dag så speciel – og det var de ting, vi selv var mest glade for og stolte af.

Mange af tingene kunne forberedes i god tid i forvejen, så det var noget vi hele tiden løbende gik og fiflede med og planlagde – og derfor var det heller ikke sådan, at vi i sidste øjeblik skulle have en hel bunke ting gjort færdig (eller jo, det skulle vi – men det var lige så meget de generelle ting som borddækning osv. 😀 ).

Som en sidste ting, havde jeg i vores kirkehæfter skrevet et hashtag, som jeg gerne ville, at folk benyttede, hvis de postede billeder fra brylluppet (man arbejder vel med sociale medier 😉 ) – og udover at det var en skæg lille detalje, så var det simpelthen SÅ hyggeligt at kunne samle alles instagrambilleder på den måde bagefter.




English:

We had a lot of personal details at our wedding. Napkins with our name and wedding date, old family pictures, homemade limonade, cocktails in old mason jars and serveral other things.

Billedkilde hvis ikke andet angivet: Lina Ahnoff

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *