Anmeldelse af Samsung Galaxy Tab 3

Jeg har altid været en PC-pige. Jeg elsker min pc, og jeg er aldrig blevet særlig gode venner med Mac, selvom vi har haft en stationær Mac herhjemme de sidste 5 år. Jeg synes, de er pæne at se på, men jeg samarbejder ganske enkelt ikke særlig godt med dem.

Da vi skulle have vores første tablet herhjemme blev det også en iPad, men den og jeg er aldrig blevet specielt gode venner. Det er faktisk primært børnene, der benytter sig af den, når de bruger den til Youtube, Netflix og diverse spil. Jeg har som sådan ikke noget at sætte en finger på – jeg bruger den bare ikke.

Jeg turde derfor også godt sige ja til at kigge nærmere på Samsungs nye tablet – Samsung Galaxy Tab 3, fordi jeg ikke er forudindtaget i forhold til andre mærker – jeg er nok mest af alt ret neutral i forhold til Apple, som er det eneste mærke, jeg har at sammenligne med.

Først og fremmest er Samsung Galaxy Tab 3 dejlig tynd i designet – faktisk kan man holde den i én hånd, hvilket er den primære grund til, at jeg indtil nu har foretrukket min smartphone frem for en tablet. Jeg har brug for at kunne holde den i den ene hånd og taste med den anden – og det kan man her!

Kameraet er ikke overvældende godt – der er 3 Mpx, hvilket er okay til mit forbrug i forhold til en tablet – det er nemlig for mit vedkommende slet ikke noget, jeg bruger til tage billeder særlig ofte – det er enten mit almindelige kamera eller min telefon, som jeg trods alt oftere har ved hånden. Det kan sagtens bruges til at tage gode billeder – og faktisk også selvom lysforholdene ikke er optimale. Jeg kan også sagtnes bruge billedkvaliteten her på bloggen – og hvis jeg vil fremkalde billeder i et almindeligt lille format – men det er ikke kameraet, der er dens styrke.

Samsung Galaxy Tab 3 har fra start en opkobling med Dropbox, hvor du får 50 GB lagerplads i to år – hvilket er intet mindre end GENIALT! Jeg bruger selv Dropbox fra min pc – og det er en slags virtuel harddisc, hvor du kan gemme en kopi af dine billeder, vigtige dokumenter som fx mit speciale – og dele noget af det med andre, hvis du har lyst. Så for mig er det virkelig et stort plus, at man her benytter sig af en service, som mange andre allerede benytter i forvejen – frem for at skulle betale separat for Apples egen service, som jeg lige nu gør med min iPhone og Apples “sky”.

Derudover er der en virkelig smart kalenderfunktion, som i høj grad appellerer til mit store behov for lister, orden og organisering. Den er nem og overskuelig og er indarbejdet i selve forsiden på ens tablet, så man har et rigtig godt overblik over dagens aftaler.

Jeg har desværre ikke haft mulighed for at have den hos mig i en længere periode, men ud fra mine oplevelser med den, så opfylder den til fulde mit behov og mine krav og ønsker til en tablet – og den har fået mig til at genoverveje, om jeg mon skulle give det med tablets en ny chance.

Jeg kan nemlig sagtens se det smarte i at bruge den til at organisere dagens aftaler, til at godkende og besvare kommentarer på bloggen, til at tjekke mails osv. med – og ikke kun til video og spil, som vores tablet lige pt bliver brugt til 😉 – derudover er der vist faktisk noget med, at de har lavet en udgave specielt til børn – men den har jeg desværre ikke selv haft mulighed for at teste.

Du kan læse mere om dens tekniske specifikationer her – det er nemlig lidt for tørt, til at jeg ville give mig i kast med at gennemgå det her på bloggen 😉

Dette indlæg bringes i samarbejde med Samsung, men selve indholdet er udelukkende baseret på min egen mening ud fra mine egne oplevelser.

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *