2009

Dagens outfit med lidt nyt Jimmy Choo

Lige et grinebidderbillede herfra, hvor jeg er meget casual (og træt 😛 ) og har lidt af fangsten fra Jimmy Choo eventet på.

Jeg købte den grå Tee fra herrerlinjen – og selvom kvaliteten naturligvis ikke er på højde med T by Alexander Wang, så minder den mig alligevel om de Tees, jeg har derfra – og til 179 kr. er prisen noget mere fornuftig 😉

Leopardtørklædet er i ren uld, og jeg elsker det allerede.

Farverne er helt perfekte – og det er absolut en værdig erstatning for Louis Vuitton udgaven, som jeg for længst har opgivet at spare op til.

Resten af mine køb følger senere 😉

Jeans: Acne Hex -.- Tee: Jimmy Choo for H&M -.- Tørklæde: Jimmy Choo for H&M -.- Støvler: Topshop

Jimmy Choo for H&M pre-shopping med Eurowoman

Fredag aften havde min søde veninde inviteret mig med til Eurowomans arrangement i samarbejde med H&M, hvor man fik mulighed for at shoppe Jimmy Choo før alle andre.

KAOS er vist det mest dækkende ord for det arrangement – lige fra en halv times kø i øsende regnvejr på Strøget i København, til frådene kvinder, der kastede sig over de blå skoæsker og rev bælter og tasker ud af hænderne på mindre aggressive medshoppere.

Havde vi vidst, at arrangementet ville være så kaotisk og meget lidt eksklusivt, så havde vi i stedet tilbragt aftenen på en hyggelig café med god mad og lækre cocktails for i stedet at shoppe online den følgende dag – men det var vi desværre ikke klar over på forhånd.

Til gengæld morede det mig en smule, at skønne Jean von Baden var DJ til eventet, da jeg normalt har danset til den lyse morgen til hans musik frem for at shoppe rundt i H&M 😛

Det lykkedes os da så nogenlunde at finde de ting, vi gerne ville have – og som der skulle købes for forskellige veninder – men oplevelsen kunne jeg sagtens have været foruden.

Jeg havde desværre ikke selv fået mit kamera med, så jeg har fået lov at låne billeder fra Chau i stedet.

Billig flyverdragt fra Mini a Ture

Jeg har vist før nævnt min forkærlighed for det fantastiske børnetøjsmærke Mini a Ture.

Jeg har på det seneste været på jagt efter Truttens første flyverdragt, og det var da også uden tvivl flyverdragterne fra Mini a Ture, der umiddelbart var de fineste, blandt det noget uoverskuelige udvalg i diverse netshops.

Uheldigvis koster de i omegnen af 1100 kr. og taget i betragtning, at Trutten endnu ikke er startet i vuggestue, og derfor kun i begrænset omfang får brug for en flyverdragt, så var det altså mere, end jeg ville punge ud med.

Det lykkedes mig dog at finde én på Trendsales, som blev min (ehrm – ja altså Truttens) for den nette sum af 300 kr. – og det er da en pris, man kan forholde sig til.

Bortset fra et navn på navnemærket i nakken, kan man slet ikke se, at dragten har været brugt – så det var bestemt et godt køb – så mangler Trutten bare lige at vænne sig til at kravle rundt i sådan en fætter 😛

Fine Marc Jacobs leftovers på Ebay

Som før nævnt kigger jeg jævnligt Ebay igennem for at se, om der mon skulle være nogle Marc Jacobs sko, der lige passer ind i min samling.

Her er et udpluk af nogle af de sko og støvler, jeg lige nu gerne ville have fingrene i på Ebay.

Lækkert uldtøj fra Oeuf til halv pris

Hjemmesiden Fairkids.dk har lige nu helt vilde tilbud på fine uldsager fra Oeuf – et for mit vedkommende ret nyt mærke, jeg hovedkuls har forelsket mig i både pga. designet men også de lækre materialer.

Så nu er der en elefanthue med matchende luffer i det luneste, blødeste Alpaca-uld på vej til Trutten med posten – og der var også de fineste strikkede kjoler, som min kæreste desværre nedlagde forbud mod 😛

Det hele er som sagt min. sat ned til halv pris – så jeg kan kun anbefale at surfe forbi og kigge, om der mon ikke er noget, I står og mangler.

At det hele så også er fair-trade produkter, gør jo kun, at man også kan shoppe med god samvittighed 😉

Du finder alle deres produkter fra Oeuf lige her.

Familiefotos af mine Marc Jacobs sko

Jeg har de seneste måneder fået ryddet op i samlingen – og der er også et par stykker, der ikke er med på billedet, fordi de snart ryger til salg.

Men her er de altså, og jeg er stadigt jævnligt på udkig efter nye eksemplarer til samlingen.

Jeg tror, at grunden til det netop er Marc Jacobs sko, jeg har forelsket mig i, er at der findes så fantastisk mange forskellige udgaver – og så er de simpelthen skønne at gå i – jeg kan uden problemer danse til den lyse morgen i dem uden at få ondt i fødderne.

Ikke 1, ikke 2 men hele 3 gange…

– har Camille været fæl nok til at vifte med denne lækre taske lige foran næsen på mig og lokke med, at den nu er tilbage på Topshops hjemmeside.

Derudover er der de utallige outfits, hun viser på sin blog, hvor hun har tasken med – og det får jo ikke just nogen (læs: mig) til at længes mindre efter den taske.

Lige pt. går jeg og overvejer den (da jeg i stedet burde modstå den slags halvimpulsive køb og lægge pengene til side til en Balenciaga i stedet – mange bække små…), men eftersom jeg af erfaring ved, at man ikke må vente ret længe med køb hos Topshop, så skal jeg vist snart til at have besluttet mig…

Tasken fåes online lige her til den nette sum af £40.

Gråt i gråt i gråt

Må vist være beskrivelsen af dagens outfit.

For første gang i en hel uge har jeg endelig været i almindeligt tøj og været udenfor en dør.

Vi spiste brunch på Café Maddies på Østerbro med et vennepar. Jeg havde læst nogle rigtig gode anmeldelser på nettet og glædede mig til at afprøve stedet.

Desværre levede det ikke just op til de fine ord, men vi havde en hyggelig dag, og hold da op hvor var et skønt at komme lidt ud igen!

Varm kørepose fra 7 A.M. Enfant

Sådan en sort, varm pelset sag af en kørepose er pt. på vej mod posten, så Trutten kan holde sig varm, når han er med mor ude at shoppe i klapvognen.

Jeg elsker det lækre design med pelskanten – fremfor de almindelige halvtriste standardudgave, man kan købe med til sin klapvogn.

Den er, udover at være helt fantastisk flot, også vandafvisende, dejlig varm, pelskanten kan lynes af (men det ville nu næsten være en skam), den kan lynes helt op så hætten også varmer, forsiden kan lynes af og bruges til autostolen – og fik jeg sagt at den er fantastisk lækker?

Udgaven hedder Le Sac Igloo og firmaet bag hedder 7 AM Enfant.

Jeg har købt den hos den svenske netbutik Mammashop, hvor der er gratis forsendelse ved køb over en vis beløbsstørrelse.

Jeg satser på at vende tilbage med billeder af køreposen i aktion, så snart den er modtaget, afprøvet og godkendt af Trutten 😉

Pip!

Lige et lille hurtigt pip herfra.

Sygdommen huserer stadigt herhjemme.
Trutten har fanget sig en mellemørebetændelse, men er heldigvis ved at være på toppen igen.
Samtidigt fik jeg en slem streptokokinfektion i halsen, hvilket kulminerede i en indlæggelse, da jeg ikke kunne tåle antibiotikaen.

Jeg er heldigvis hjemme igen, men langt fra på toppen, så det er altså derfor, der pt. er foruroligende stille på bloggen.

Jeg satser dog på snart at vende stærkt tilbage!

Selvudløseren og jeg…

arbejder stadigt hårdt på at blive gode venner – men mon ikke det kommer på et tidspunkt?

Vi har været til børnefødselsdag i dag, og der var boller og varm kakao med flødeskum ad libitum – ammenam!

Det meste af eftermiddagen blev dog desværre tilbragt hos lægevagten med en lille syg dreng – så deraf det manglende tid og overskud til bloggen.

Nu er han på penicillin, så vi håber, han snart er i bedring, omend det tegner til at blive en meget lang nat for os alle.

Jeg har haft min nye kjole fra Topshop på i dag. Jeg havde jo håbet, den kunne agere erstatning for den Vanessa Bruno kjole, jeg aldrig fik fat på – men den er desværre så langt fra, som man egentlig også burde kunne forvente til prisen 😉

Den er fin som hverdagskjole, men draperingerne er noget finere på Topshops modelfoto, end de er på mig.

Kjole: Topshop -.- Tørklæde; H&M -.- Sko: H&M